Økonomien ifølge Darwin


j9509

Robert H. Frank: The Darwin Economy - Liberty, Competition and the Common Good
Princeton University Press, 2012

Kronhjorten har sit store gevir fordi den skal kæmpe mod de andre kronhjorte om hunnens gunst og dermed føre slægten videre. Jo større gevir, des bedre for den enkelte kronhjort. Men for kronhjorte som art kan det efterhånden blive en belastning. Gevirer er gode at kæmpe mod andre hjorte med, men de er tunge og de kan komme i vejen eller hænge fast, når man skal flygte eller kæmpe mod andre dyr.

Alligevel vokser gevirerne generation efter generation, fordi det kun er dem, med gener for store gevirer, der får afkom.

Det er det billede, den amerikanske professor i økonomi, Robert H. Frank, bruger til at illustrere den centrale pointe i sin seneste bog ”The Darwin economy” med: At noget, der giver den enkelte en umiddelbar fordel i forhold til de andre i gruppen, på sigt kan vise sig at undergrave hele gruppens trivsel – og altså i sidste ende også trivslen for den enkelte, der i første omgang fik fordelen.

Den økonomiske teoris fader, Adam Smith formulerede ideen om markedets ”usynlige hånd”: Ved at alle hver især handler i deres egen bedste interesse, bliver resultatet alt i alt den optimale fordeling af ressourcer og opgaver i samfundet.

Men som eksemplet med kronhjortene viser, så formår markedskræfterne alene ikke altid at skabe det bedste udfald for alle.

Robert Frank mener i stedet, at Darwins principper om udvælgelse er bedre til at forklare økonomiens både positive og destruktive mekanismer.

Darwin påviste, at kampen om at føre sine gener videre handler om relativ, ikke absolut position. Til daglig brug kan det være nok så imponerende at have et gevir med 12 takker, men det er ikke godt nok, hvis konkurrentens gevir har 14 takker. Det afgørende er, hvem, der har mere end de andre - og derfor får vi aldrig nok.

Vores evige stræben efter position overfor hinanden driver os fremad, mod større erobringer, smartere løsninger, mere forbrug. Problemet er, at konkurrence kan ende med at drive os i afgrunden, f.eks. fordi naturen ikke i længden kan understøtte et højere og højere forbrug.

Behovet for en fælles, højere instans
I Kronhjortenes tilfælde ville arten formentlig være bedre rustet mod ydre fjender, hvis alle kunne enes om at nedsætte størrelsen af gevirerne til en tredjedel. Det kan hjortene selvfølgelig ikke, men Robert Franks ærinde er at vise, hvordan vi mennesker kan lave aftaler og opstille mekanismer, der sikrer, at konkurrencen imellem os ikke får højere omkostninger end gavn.

I sportens verden er der regler mod doping. Man kan mene, at det er en indgriben i individets frihed, for doping kan umiddelbart give den enkelte en fordel, men det holder kun indtil andre også begynder at tage medicin. Deltagerne tvinges let ud i et våbenkapløb der er ekstremt usundt for alle  - og derfor er det på længere sigt i alles interesse, at der indføres regler, der sikrer at konkurrencen kan fortsætte, uden at spillet kører helt af sporet.

I samfundsøkonomien er det staten, der må træde til. Det er statens opgave at tænke langsigtet og regulere med øje for den fælles sammenhæng. Det lyder selvfølgeligt, men i Robert Franks USA er statslig indgriben noget, der skal argumenteres hårdt for. Det tvinger Frank til at lave en grundlæggende analyse af, hvornår det er hensigtsmæssigt at staten griber ind, og hvilke redskaber der er de bedst egnede. Svaret er, efter Franks mening, at skatter konsekvent lægges på aktiviteter, der er skadelige for fællesskabet.

Ikke alene kan skatter styre udviklingen, så man undgår at undergrave systemet, skatte-indtægterne kan bruges af staten til at finansiere projekter og tiltag, der er i alles interesse, men som kun kan realiseres, hvis alle bidrager. Velfungerende infrastruktur, et højt generelt uddannelsesniveau, lov og orden… Det er forudsætninger for at den enkelte kan trives, men de kræver, at nogen investerer i dem på fællesskabets vegne.

Med andre ord: Den omstændighed, at den darwinistiske konkurrence foregår på individ-niveau, gør det nødvendigt at indføre en højere fælles instans til at regulere udviklingen. Den usynlige hånd rækker ikke.

Konklusionen er ikke revolutionerende, men det interessante er at følge Robert H. Frank når han går i dybden med principperne og fører dem frem til konkrete forslag til politik. Man får sat de grundlæggende begreber og mekanismer på plads – om end det kan blive repetitivt i længden.

Som med så mange fagbøger er de centrale pointer hurtigt læst. Man kan nøjes med de første 4-5 kapitler, og betragte resten som uddybning af hvordan man kan vælge forskellige strategier for beskatning indenfor forskellige sektorer af økonomien.