Videnskabelig genoprejsning til næstekærligheden

12918295

E.O. Wilson: The Social Conquest of Earth
Liveright publishing, 2012

 Darwin var godt klar over, at der er en grundlæggende konflikt i hans evolutionsteori. Nogle karaktertræk styrker den enkelte  - andre styrker gruppens muligheder for overlevelse. Men de er ofte i direkte modsætning til hinanden. Som Darwin selv påpegede: Hvis en ung soldat giver sit liv for at beskytte sit land, når han ikke at give sine ædle karaktertræk videre ved at få børn.

Hvis evolutionen fungerer ved, at vi konkurrerer med hinanden om at føre vores gener videre, så burde der ikke være nogen, der gør noget for andre. Og alligevel er der tydeligvis mennesker, der hjælper hinanden – sommetider endda med livet som indsats.

Den gængse forklaring på, hvorfor mennesker ofrer sig for andre, har været teorien om ”kin-selection”: At vi er mest tilbøjelige til at hjælpe vores nærmeste slægtninge, som børn og søskende, fordi vi instinktivt ved, at vi dermed øger chancen for at størstedelen af vores gener kan føres videre.

En af de væsentligste talsmænd for kin-selection har været den engelske evolutionære biolog Richard Dawkins, som har forfinet mekanismen til ideen om ”the selfish gene”; at mennesker dybest set blot er genernes redskab til at blive udviklet og ført videre.

Teorien lyder logisk, men den tegner også et noget koldt og beregnende billede af menneskets natur. Når vi ofrer os for andre, stikker der åbenbart altid noget under. Enhver altruisme er dybest set egoistisk, for vi gør kun noget for andre, hvis vi på den måde sikrer vores egne geners plads i den fortsatte evolution.

Det har længe været et centralt dogme, at evolutionen kun virker på individ-niveau. Nu tyder meget på, at det er tid at skrotte teorien. I bogen ”The Social Conquest of Earth”, fremlægger en af verdens mest betydende biologer, E.O Wilson, en overbevisende videnskabelig argumentation for, at evolution også virker på gruppe-niveau – og dermed tegner han også et nyt billede af menneskets grundlæggende natur. Vi er IKKE kun egoister, siger Wilson. Vores egen overlevelse er dybt afhængig af, at den gruppe, vi tilhører, trives – og derfor har vi i vores gener en lang række karaktertræk, der gør os oprigtigt sociale.  

Vi er splittede af natur
Vi er altså både egoister og næstekærlige. På den ene side gælder det om rage til sig, så man har magt og position til at få den bedste mage, og dermed det bedste afkom. På den anden side, nytter det ikke at være på toppen, hvis hele grundlaget for samfundet eller økosystemet braser sammen.

Vi konkurrerer indbyrdes, samtidig med at vi samarbejder i grupper for bedre at kunne konkurrere mod andre grupper.

Meget ofte  er hensynet til individet og gruppen fuldstændigt modsatrettede. Det giver et fundamentalt split i den menneskelige natur, og vi ser det i utallige sammenhænge, eksempelvis i den evige politiske konflikt mellem liberalismens tro på individet og socialisternes fokus på fællesskabet.

E.O Wilson kan ikke løse den modsætning. Tværtimod slår han fast med stor videnskabelig tyngde, at sådan er det bare. Indenfor gruppen sejrer egoismen over næstekærligheden. Men grupper med en høj grad af samarbejde indbyrdes sejrer over grupper, der er splittet i individualister.

Wilsons bog ”The social conquest of Earth”, er historien om hvordan vi har udviklet vores karaktertræk – og det er en historie, der går millioner af år tilbage til den afrikanske savanne.

Wilson bygger sin bevisførelse op som en advokat, der fører en sag. Trin for trin, underbygget af alt hvad videnskaben kan mobilisere af fund fra urtiden, DNA-analyser og tunge matematiske modeller, beskriver han hvordan vores forfædre begyndte at samles om lejrbålet, og stammens medlemmer måtte samarbejde for at forsvare lejren, jage store dyr i fællesskab og hjælpes ad med at opfostre ungerne. Lagnsomt, generation efter generation, styrkedes de træk, der får fællesskabet til at sejre i konkurrencen om territoriet mod andre grupper og dyr.

Kort sagt er det de sociale egenskaber: Vores stærke tilbøjelighed til at danne grupper og opbygge forbindelser. Vores evne til at vurdere hinanden, og at aflæse andres følelser og hensigter. Vores generøsitet og vilje til at dele. Og sproget, ikke mindst. Tilsammen er det egenskaber, der gjorde mennesket i stand til at erobre en helt særlig position i økosystemet – og det er vel at mærke egenskaber, der har en genetisk komponent, som varierer fra person til person, og dermed er udsat for evolutionens udvælgelse af de bedste egnede træk.

Det er ganske få arter, der har udviklet sig til det punkt, hvor gruppen bliver så vigtig, at evolutionen styrker de sociale egenskaber, men de arter, der opnår så stærk en sammenhæng, har stor succes. Myrer, termitter og bier er eksempler, men også vampyr-flagermus og afrikanske præriehunde har avancerede sociale træk.

82 år – og stadig god for en provokation
Harvard professoren E.O Wilson har en særlig status blandt biologer – og det har han haft længe. Han er i dag 82 år – og fuldstændigt frisk i hovedet og mælet. Wilson første gennembrud som forsker var i 1959, da han afdækkede, hvordan myrer bruger duftstoffer til at kommunikere. Siden har han bl.a. skabt begrebet ”super-organismer” til at beskrive kolonier som myretuer og bikuber, hvor samspillet er så tæt, at den enkelte myre eller bi nærmest fungerer som celler i en større organisme.

 I 1975 udgav Wilson bogen ”Sociobiology,” den første af en række bøger, der undersøgte, hvordan evolutionen har formet vores kultur. Wilson påpegede allerede dengang, hvordan vores sprog og moral er påvirket af vores gener. De frekvenser vi kan høre; de farver, vi kan se; den næring vi har behov for, præger vores æstetik – ligesom vores gener er med til at afgøre vores evner til at analysere, lære og kommunikere.

I halvfjerdserne var det ikke populært at påpege, at vores egenskaber kunne være genetisk bestemte, og i det hele taget har E.O Wilson mange gange oplevet, at hans teorier blev lagt for had, men senere accepteret.

 Wilson er stadig ikke bange for at udtrykke sine konklusioner meget skarpt. Et af kapitlerne i  ”The Social Conquest of Earth” er en analyse af religion, som Wilson ganske overbevisende beskriver som en effektiv mekanisme, der skaber sammenhold og lydighed indenfor en gruppe, og dermed styrker den overfor andre grupper.

 The Social Conquest of Earth er ikke en bog, man kan læse henslængt i sofaen med et glas vin sidst på aftenen. Den skal tages i små doser, mens hjernen er frisk. Ikke fordi den er uklart skrevet, men det er en meget videnstung sag. Der er mange latinske navne, man bevæger sig rundt blandt et væld af eksotiske insekter og dyr, fordelt over mange, ligeså eksotisk klingende tidsaldre i udviklingshistorien.

Men det er turen værd for læseren. Man får vitterligt en klarere forståelse af tilværelsens dybe spørgsmål: hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvorfor er vi blevet, som vi er. Man føler, at man kender sig selv lidt bedre efter at have læst bogen.