Læring i sammenhæng

Hvis man i ét ord vil sammenfatte, hvordan verden vil forandres i de kommende år, så er det sammenhæng. At kunne kommunikere, samarbejde, dele, tage medansvar og forstå sig selv som del af en stadig større sammenhæng vil være centrale kompetencer som menneske i det 21. Århundrede. 

Digitaliseringen vil fortsætte med at koble alt og alle sammen - hurtigere, tættere, og i ekstrem detaljering. Vi vil være i et konstant samspil med Netværket, i en virkelighed, der bliver en uadskillig blanding af fysiske og virtuelle elementer. Kunstig intelligens, i form af løbende adgang til analyse og assistance fra systemet, vil være en fuldstændigt indarbejdet del af vores beslutninger om stort og småt. Et menneskes evner og identitet vil ikke kunne adskilles fra de datastrømme og systemer, personen er forbundet med.

Det er imidlertid ikke kun højteknologi og digitale netværk, der binder os tættere sammen. Når den fælles sammenhæng fremover vil være meget langt fremme i bevidstheden, bunder det også i at menneskeheden er foruroligende tæt på grænsen for vores økologiske bæredygtighed. Planeten bliver trang, og det vil øge opmærksomheden på den enkeltes ansvar og frihed i forhold til fællesskabet. Det vil blive tydeligere, at vi er indbyrdes afhængige, og at vi påvirker hinanden meget direkte med vores handlinger og forbrug. Også i dén forstand vil vi være stadig tættere forbundne.

Værdi og vækst opstår i samarbejde
Sammenhængen - eller integrationen - vil præge de produkter og tjenester, som vi bruger, og som vi skal leve af at skabe. I stort set enhver branche er tendensen, at forbedringer skabes ved at koble produktet sammen med andre produkter i stadig mere komplekse løsninger. Prøv blot at overveje, hvormange virksomheder, teknologier, opfindelser, standarder og regulativer, der skal passe sammen, for at kunne tilbyde den pakke af funktioner, vi alle har i lommen i vores smartphone. På samme måde er det med løsninger indenfor transport, sundhed eller energiproduktion: De skabes ikke af en ensom opfinder eller et enkelt firma. Landvindingerne er oftere resultatet af et enormt antal spillere, som formår at integrere deres bidrag. 

Derfor handler fremtidens kompetencer om evnen til at samarbejde og kommunikere i sammenhænge, der strækker sig meget vidt. Det er fortsat fuldstændigt afgørende at kunne læse og skrive, men det er ikke nok. Den sprogforståelse, kritiske sans og uanstrengte anvendelse, vi forsøger at lære alle skoleelever indenfor det talte og skriftlige, skal udvides til nye medier. Vi er allerede i fuld gang med at lære video, netmedier og spil, men et næste niveau i vores kommunikation kan være visualisering, modellering og filtrering for at få en mere udbytterig og kvalificeret håndtering af de enorme mængder viden, vi har til rådighed. 
Engelsk vil selvfølgelig være aldeles uomgængeligt.

Deltager og medskaber
Det største skift er måske, at megen kommunikation som førhen var en-vejs og broadcastet fra centralt hold, nu bliver en samtale på kryds og tværs mellem et stort antal deltagere. Det gælder traditionelle medier og kultur, men også i en langt bredere forstand: at verden generelt bliver mere åben for de manges deltagelse og bidrag.

Et af de vigtigste kendetegn ved netværkssamfundet er, at viden, initiativ og ansvar er blevet fordelt i nettet, til langt flere deltagere. Når alle har adgang til det centrale produktionsredskab - en computer med en netforbindelse - bliver rollefordelingen bliver en anden. I industrisamfundets hierarkier var der klar adskillelse mellem producent og forbruger, mellem arbejdsgiver og arbejdstager, mellem fag og discipliner, mellem professionelle og amatører, mellem den ene og den anden organisation. Nu spiller vi sammen på tværs, og det stiller nye krav. 

Vi bliver i højere grad deltagere, medskabere og medansvarlige - både på arbejdet, som forbrugere og som borgere. Vi vil hver især kunne præge de varer og tjenester vi benytter, og det er en fantastisk mulighed, men også et krav, for hvis ikke man evner at deltage aktivt i processen, løber systemet af med en.
Man kan sige, at kreativitet er blevet et krav. Ikke nødvendigvis en ophøjet, kunstnerisk form for Kreativitet, snarere kreativitet med lille ”k”; i stort og småt må man se sig selv som medskaber af sine vilkår, og forstå, at den værdi, man leverer, handler om at finde nye veje gennem skiftende situationer - i samspil med andre. 

Der er megen snak om at opdrage unge til at være iværksættere. Man kan overveje, om det i første omgang ikke er vigtigere at satse på at skabe en kultur, hvor alle ser sig selv som deltagere, medskabere og med-ansvarlige. I et samfund, der bygger på dén holdning, skal de mere entreprenante nok komme i gang.

At få ansvar og stå til ansvar
Den kreativitet, der kræves, hænger snævert sammen en anden central kompetence fremover: At kunne påtage sig et ansvar.
Vi får ansvar i to betydninger: Vi skal selv tage initiativ og få ting til at ske. Og vi skal forstå, hvad vores handlinger har af betydning for resten af systemet - på godt og ondt. Vi får ansvar og vi bliver gjort ansvarlige.
I en mere sammenkoblet verden får vi langt større muligheder og kompetence som individer. Men samtidig bliver vi mere afhængige af fællesskabet, og vi vil i højere grad blive holdt ansvarlige i forhold til det fælles bedste. 

Alt i alt er fremtidens væsentligste kompetence mest af alt et mindset; en tilgang til livet og en forståelse af omgivelserne, der gør en i stand til at trives og handle hensigtsmæssigt i forhold til de muligheder og udfordringer, der præger fremtidens tæt sammenknyttede samfund.

Vi skal være verdensborgere
At se sig selv i en større sammenhæng, betyder også at have en form for ”global bevidsthed”. Selvom den globale og den lokale virkelighed er blevet filtret grundigt sammen, har vi endnu ikke for alvor forstået, at vi har hele verden til rådighed, og at vi kan være tilstede overalt - med eller mod vores vilje. Vi skal lære at være verdensborgere - og det indebærer blandt andet at respektere og forstå mangfoldigheden som en ressource, ikke som en trussel.

At være verdensborger betyder også at forstå, at mennesket kun er en del af klodens liv, og at samspillet i livet også omfatter naturgrundlaget. Vi får ikke rettet op på balancerne i økosystemet før det bliver en del af kulturen, at vi på rygmarven forstår størrelsesforholdene i vores handlinger og hvordan de påvirker miljøet omkring os.
Forståelse for økologien er en vigtig del af det mindset, der er behov for - både for klodens overlevelse, men såmænd også for at kunne udvikle og producere de løsninger, som verden får brug for.

Forståelse for komplekse systemer
De tættere sammenhænge har også konsekvenser på det rent faktuelle område. Den naturvidenskabelige undervisning er stadig præget af et verdenssyn, der går tilbage til Newton og reduktionismen. Hver videnskab havde sit afgrænsede område, med sin egen logik og værktøjer. Verden blev set som en maskine; hvis man skilte den ad i tilstrækkeligt små dele, ville alle systemets processer kunne forklares og forudsiges med enkle og elegante formler. 

Men systemer skifter karakter, når de bliver tilstrækkeligt sammensatte og komplekse. Den globale økonomi, klimaet og genernes samspil med miljøet er eksempler på vigtige sammenhænge, som man ikke kan forstå og håndtere alene med de gamle formler og indenfor de traditionelle videnskabelige discipliner.
I stedet bliver det afgørende at have mekanismer som feedback, tipping points, selvorganisering, evolution og afvejning af sandsynligheder til rådighed, når man skal aflæse verden. Den type generelle, systemiske mekanismer er redskaber til at tænke i helheder og sammenhænge, og de tillader en at anvende og lære af observationer på tværs af discipliner.
At forstå dynamiske og komplekse systemer må være en helt indarbejdet del af det det 21. århundredes naturvidenskabelige pensum - ellers er vi ikke på omgangshøjde med realiteterne.

Skolen skal være ligesom virkeligheden
Og hvordan skal man så lære alt det her? Man skal opleve det. Skolen er en socialisering. Vi lærer at spille en rolle - en rolle, som er væsentligt anderledes end de roller, man spillede i industrisamfundet. 

Skolen skal være ligesom virkeligheden. Skolen skal være global og digital. Med en lokal kerne og et lokalt fællesskab, men samtidig del af en global, fælles læringsproces og diskussion mellem alle dem, som anvender online ressourcer ala Coursera og TEDed. 

Læring skal være tværgående, og viden skal ikke kun være akademisk, men umiddelbart relevant for hverdagen.
Skolen er ikke et sted, men snarere en proces. Skolen skal hænge sammen med resten af livet. Vi bliver ældre og viden forældes hurtigere, og derfor vil læring være en fortsat proces; en del af karrieren, løbende tilpasset den enkeltes behov og situation, livet igennem. 

Lærerens rolle er ikke primært at give svar og være ekspert i et givet fag. I stedet er læreren ekspert i at få læring til at ske. Skolen er en platform, hvor eleverne kan udfolde sig for at lære - og lære at lære.
Læring skal ikke være noget, skolen gør ved eleven At lære er en aktiv indsats, noget eleven gør sammen med skolen. De studerende skal være deltagere, medskabere og medansvarlige - for det er dét, de skal lære.
Tekst: Peter Hesseldahl