David Gelernter: En spejlverden


gelernter4 160

Et sted inde i computerne kan vi ane omridsene af en anden verden, komplet med mennesker, huse, biler og butikker. Langsomt fyldes der stadig flere detaljer på, og det bliver tydeligt at det vi ser er et spejlbillede af vores virkelige, fysiske verden.
Når vejene i den virkelige verden fyldes med biler, når forbrugere tager varer hjem fra butikkerne, når patienter indskrives på hospitaler, eller en ny film får premiere - så kan vi se det samme ske i den parallelle, elektroniske virkelighed.
For hver ny elektronisk dims, der kan registrere og kommunikere på nettet, hvad den bliver brugt til, så bliver den elektroniske verden en mere præcis afspejling af den fysiske virkeligheden. Hver gang en pakke eller en liter mælk får stregkoder på, bliver den synlig, hver gang en mobiltelefon tændes eller et kreditkort bliver brugt, så kommer det med på skærmen.
Spejlverdenen er som en kæmpe model, som enhver kan betragte fra netop den vinkel han eller hun ønsker – man kan endda efterlade stedfortrædere derinde, som sørger for at holde øje med om der skulle ske noget spændende. Modellen er et kæmpe program, og det kan køres forlæns og baglæns, eller man kan vælge blot at følge med i det, der sker NU – samtidigt elektronisk og i den fysiske virkelighed.

Dén vision var ganske banebrydende da David Gelernter skrev bogen "Mirrorworlds" langt tilbage i 1991. Dengang gik Gelernters arbejdsgruppe på Yale University nord for New York for at være en af de førende i konstruktionen af software til netværker, og mange af Gelernters ideer indgår idag i software som javascript.
Men så var det bomben sprang. Den 24. juni 1993 modtog Gelernter en pakke fra den berygtede UNA-bomber, der i midten af halvfemserne dræbte tre og sårede 29 med sine brevbomber, der var rettet mod fremtrædende akademikere og højteknologiske virksomheder over hele USA.
Bomben rev en stor del af Gelernters højre hånd af og beskadigede hans ene øje. De næste år måtte Gelernter igennem en stribe operationer og det er først de sidste par år, at han er blevet synlig i computerverdenen igen.
I sommers udsendte han et manifest med titlen "The second coming". Det er opbygget i 58 punkter, der hver især beskriver hvordan den måde vi vil bruge informationsteknologi på, fuldstændig vil forandres – snart. Det er en uomgængelig og nødvendig revolution, mener Gelernter, simpelthen fordi den teknologi vi bruger idag er så elendig.

Lifestreams og cyberbodies
Vi må videre. Fremover skal det ikke længere handle om computere, men om "computing"; altså de processer en computer udfører. Som Gelernter skriver, så handler astronomi om kosmos, ikke om teleskoper. På samme måde vil fokus skifte, så informationsteknologien handler om den elektroniske verden og de strukturer vi bygger op derinde – ikke om de computere vi bruger som teleskoper for at se derind.
»Betydningen af den enkelte computer vil forsvinde, information vil bevæge sig gennem et hav af anonyme, udskiftelige computere – som vinden der blæser gennem en kornmark«, mener Gelernter.
I fremtiden vil alle de informationer, der knytter sig til en person, et firma eller genstand være samlet i "cyberbodies".
»Vi vil gå til en hvilken som helst "tuner " – det kan være en computer derhjemme, på arbejde, i supermarkedet, en telefon eller en anden elektronisk dims, og ved at give den et adgangsbevis kan man bede den kalde en bestemt cyberbody frem. Hele en persons elektroniske liv vil være gemt i en cyberbody, og den kan hentes til enhver tuner nårsomhelst.
Ved at give en tuner dit adgangsbevis vil enhver elektronisk dims blive personligt tilpasset og så længe dimsen holder dit bevis, vil den kende dine vaner og det, du foretrækker, bedre end du selv gør«, skriver Gelernter i sit manifest.
Cyberbodies kan indeholde en massiv mængde af data, men dataene er ikke organiseret i mapper efter et nøje system, der nøje må overholdes for at computerens operativsystem kan håndtere filerne.
I stedet forestiller Gelernter sig at enhver information der passerer gennem en persons computere automatisk går ind i en "lifestream", hvor de gemmes i kronologisk orden.
Den menneskelige bruger behøver ikke at give alting et navn og sørge for at det bliver gemt et bestemt sted. Når man skal bruge informationen igen, beder man om den ved at beskrive den for computeren: "giv mig den seneste e-mail fra Bob". Man kan lede på nøgleord eller angive i hvilken sammenhæng man tidligere har brugt filen – og så er det op til computeren at finde dataene frem.
Gelernter hævder at vores gæt på, hvor de informationer vi arkiverer vil være mest relevante er forkerte 90% af tiden, for sammenhængene ændrer sig, og de informationer vi fik i én situation, skal senere bruges i en helt anden forbindelse.
Idag tvinges vi til at sætte navne på informationer for at kunne gemme dem, til trods for at vi ofte ikke aner, hvilken de skal bruges i senere. Gelernter mener at vi var bedre tjent med overhovedet ikke at skulle sætte navne på. Det gælder specielt hvis det er data som bruges af mange, f.eks. de ansatte i et firma. De kan alle have adgang til firmaets "lifestream", men de har hver sit syn på den.
Filosofien er, at det er computerne der skal gøre arbejdet, og de skal gøre det på en måde der minder mere om den måde hjernen organiserer informationer – ved at opbygge forbindelser på kryds og tværs mellem dataene. På den måde kan det samme dokument eksempelvis tilhøre 6 forskellige sammenhænge. Idag kan det kun gemmes under ét navn.

Vi er i computernes barndom
Det kan lyde temmelig abstrakt, men faktisk er "lifestreams" et fungerende system, og David Gelernter har i samarbejde med Yale university startet et selskab, der markedsfører softwaren.
Uanset, at der kunne være store fordele i at organisere informationer på en helt anden måde end idag er spørgsmålet dog, om det ikke er for sent at lave tingene radikalt om. Har hundrede af millioner af windows-udrustede PC’ere rundt i verden ikke for længst cementeret den måde vi brugere computere på?
Det mener David Gelernter naturligvis ikke:
»For 6 år siden var der ingen der kendte world wide web eller java, og DOS forsvandt fra den ene dag til den anden. Vi er kun lige i begyndelsen af historien om de personlige computere. Det er som flyverne i de tidligere 1920’ere. Dengang var det ikke klart om det blev biplan eller monoplan, hvad form vingerne skulle have, eller hvilken type motorer der skulle bruges. Jetmotoren var der ikke endnu.
Man siger at DC3 flyet fra 1935 var første gang at det moderne fly fandt sin form, de foregående årtiers modeller var bare forberedelser. Når computerteknologien finder SIN form, vil der stort ikke være noget tilbage af det vi kender idag«.

gelernter5 175

En ny form for offentlighed
Siden David Gelernter beskrev hvordan nettet kan blive en afspejling af den virkelige verden er vi kommet vidt i den retning – ikke mindst takket være de millioner af websites, der i 1991 endnu var en ukendt ting.
Vi overfører i stigende grad aktiviteter til den elektroniske verden, og det vil efterhånden omfattende mere af vores tid, fordi vi ganske enkelte lever vores liv, og så oplevelser og kontakter i cyberspace.
Den elektroniske spejling af verden vil have forskellige grader af detalje. Mange steder vil kun være abstrakt repræsenteret, enten fordi de, der bor der, ikke ønsker at de skal være registrerede og tilgængelige for andre, eller fordi de slet og ret ikke er interessante for ret mange.
Andre steder vil være tilgængelige i en form, så de via nettet kan opleves, nærmest som var man der selv. Gelernter forventer at steder i den fysiske verden der allerede idag er kendte og betydningsfulde, vil være spækket med webcams og sensorer, der gør det muligt for folk overalt på kloden at følge med via nettet.
Vil man gå tur på Markus Pladsen i Venedig eller på Champs Élysées i Paris vil man kunne gøre det virtuelt, og dem der er tilstede fysisk vil acceptere "overvågningen", fordi man har en forståelse af at være på et meget offentligt sted.
Universiteter, parlamenter og museer er andre eksempler på miljøer, som vil være meget detaljeret afspejlet i cyberspace. Hvad der bliver tilgængeligt vil være et emne, der til stadighed er til diskussion, forudsiger Gelernter:
»Hvor går grænsen: Skal et universitet gøre sine forelæsninger offentligt tilgængelige, skal senatsmøder eller møder i politiske udvalg være åbne, hvad med retssager? Det vil udvide vores definition af hvad et "offentligt" sted er – men det vil ikke fjerne ideen om at der er private sfærer, hvor ingen udefra har adgang«.

Vi vil kunne lugte hotdogs
Selvom man engang vil kunne tune sig ind på Champs Élysées via nettet, uden at behøve at rejse sig fra sin stol, og uden at behøve at kunne et ord på fransk, så mener David Gelernter dog at det ville være en tragisk fejl, hvis folk lader sig nøje med det.
»Når vi går på udstillinger, rejser til fjerne lande eller tager på verdensudstilling, så er det dybest set fordi vi vil have en fysisk oplevelse, vi vil kunne lugte hotdogs og mærke mylderet af mennesker omkring. Man kan sætte det hele online – undtagen det, man egentlig kommer efter. Man får logikken, men ikke sjælen – som oplevelse er det en tragedie«.
Ikke desto mindre er det dén vej det går: Vi vil miste nogle dimensioner af tilværelsen, vi taber og vi vinder, og vi bliver ikke nødvendigvis gladere som mennesker, men det er vores lod at skabe stadig mere avanceret teknologi. Det er den fundamentale menneskelige aktivitet, og det giver ikke mening at forsøge at stoppe den, mener Gelernter:
»Det eneste vi kan gøre er at skabe teknologi der er så smuk som mulig«, siger Gelernter - og med dét mener han ikke Windows.

gelernter kontor175

David Gelernter arbejder på at gøre nettets information mere uoverskuelig, men jeg har aldrig set et kontor, der var så totalt rodet, som hans



Text: Peter Hesseldahl