Hans Magnus Enzensberger:
En ny rigdom


Hans Magnus Enzensberger er en af Tysklands førende intellektuelle, hvis bøger oversættes på et utal af sprog.

I de senere år har Enzensberger markeret sig med bøgerne "Åh Europa", "Med udsigt til borgerkrigen", og senest med et essay om luksus; "Efter overfloden", der blev trykt i Weekendavisen 9.august i år. Til november udsendes på dansk en ny digtsamling med titlen "Kiosk".

Enzensberger er født i 1929. Han bor i München i en lejlighed i en stille del af byen med udsigt til en stor park.

I sit seneste essay "Efter overfloden" forudsiger Hans Magnus Enzensberger, at ideen om luksus fremover vil blive meget forskellig fra idag, fordi det, man begærer ikke vil være en overflod af materielle ting. Det vil derimod være andre, mindre konkrete ting, der er luksus: Tid, stilhed, enkelthed, opmærksomhed, miljø, og sikkerhed.

I givet fald vil det vende op og ned på hvem i samfundet, der har adgang til luksus. De, der traditionelt har haft råd til at købe meget, vil have svært ved at opnå de nye goder, fordi de har for travlt, har for mange forpligtelser, eller er nødt til at befinde sig steder, hvor der ikke er ro og fred.

Tid vil være et knapt gode for netop de, der tjener godt og har en høj stilling. Luksus vil være at beskæftige sig med netop det, man selv ønsker sig, når man ønsker det. I mange tilfælde vil en arbejdsløs have bedre muligheder i den retning.

For at få plads og stilhed kræver det enten at man bor udenfor byernes sammentrængte rum, eller at man er istand til at sortere hårdt i det bjerg af forbrugsgoder, der fylder op i tilværelsen og boligen. Det hænger altså også sammen med at kunne opnå en vis enkelhed i sit liv.

"I øjeblikket ønsker de fleste stadig at få et større forbrug af ting og tjenester. Men der er også et voksende mindretal af folk, der føler, at deres liv er overfyldte" siger Hans Magnus Enzensberger:

"Der er et problem med overmættelse og fråds; en følelse af, at der er for meget. Alle ved, at der er for mange biler, og går man i et stormagasin, er det overfyldt, af folk, støj og ting".?

Vi lærer ikke frivilligt
Enzensberger mener at vores måde at tænke på, er tilpasset efterkrigstidens velfærdsboom. Men han påpeger, at det har været en udvikling, der er helt enestående, historisk set. Det er næsten umuligt at finde andre perioder i historien med over 40 års ubrudt vækst. Resultatet er, at folk idag er vant til at tænke på mere, mere, mere ...

"Mennesket lærer som hovedregel ikke frivilligt. Enhver læreprocess er kun resultatet af pres. De fleste har ikke lyst til at lære noget nyt, og det bliver først rigtig vanskeligt, når vi begynder at tale om en kollektiv læreprocess, for alle i samfundet. Dén slags tager meget lang tid", siger Enzensberger:

"De tendenser, vi kan se nu, er mere eller mindre en frivillig ting. Det er mindretal, der handler ud fra en personlig indsigt og forståelse - ikke fordi de er tvunget eller åbenlyst forpligtet til det.

Det er tydeligvis kun et spørgsmål om tid, før vores samfundsmodel med uhæmmet vækst vil bryde ned. Men til den tid vil man ikke være drevet af nye værdier, men af nødvendighed. Man vil undlade at købe bil nummer 2, fordi man ikke har råd - ikke af ideologiske grunde. Selv den første bil vil måske forsvinde på et tidspunkt - men ikke fordi folk vælger det frivilligt".

Vi ved det godt
Det er paradoksalt, at stort set alle er opmærksomme på disse problemer, men ingen ved, hvad man skal gøre ved det, mener Enzensberger:

"Alle er oplyste. Problemet er ikke, at vi har brug for at blive informeret.

Det eneste effektive er nød, nødvendighed, tryk - og det pres VIL komme. Når vi når til et punkt, hvor en stor del af befolk«ningen har astma og lungesygdomme, pga. trafikken - ja, så vil der være pres for at afskaffe personbilen.

Men så længe vi ikke ligefrem dør af det, kan jeg ikke se hvordan det kan stoppes. Kun helt åbenlyse farer får folk til at ændre vaner. Man kan sige, at vi alle er som alkoholikere og kæderygere hvad forbrug angår.

Vi fortsætter på bedste beskub, de fleste håber at det kan blive ved nogle år endnu. Det er en meget defensiv situation".

På samme måde mener Enzensberger, at selskaber kun vil lære under pres:

"En del af de ændringer vi har set fra industriens side i retning af større ansvarlighed, er nærmest en bedre form for PR.

Kemi-industrien, f.eks., gør meget ud af at fortælle, hvormeget de lytter og er opmærksomme på problemerne. Men når der ikke specifikt er love imod det, fortsætter de med at svine og sælge gift. Der sælges stadig masser af DDT i den tredje verden, hvor ingen hører om det", siger Enzensberger.

Han mener ikke, at man skal være for optimistisk med hensyn til de såkaldte politiske virksomheder, der af egen vilje begynder at vise ansvarlighed: Efter hans mening ændrer industrien sig ikke væsentligt af egen vilje. Det er kun med et velorganiseret pres udefra, at man kan opnå noget.

"Det forfærdelige er, at tingene sker med forskellige hastigheder, efter hver deres tids-skala. De risici vi har med at gøre, vokser hastigere end vores evne til at lære. Hver dag skaber ny risiko. Tænk blot på genetisk forskning; den stormer frem, men vores mentalitet ændrer sig meget langsomt. Vi overhales af vore opfindelser og vores fremskridt: Det er hurtigere end vores hjerner", konstaterer Enzensberger.

Manden på gaden er medskyldig
"På venstrefløjen er man vant til at sige, at de onde er kapitalisterne, politikerne og funktionærerne. Den stakkels mand på gaden, derimod, er uskyldig. Det er en helt forkert opfattelse idag, for uden manden på gadens aktive medvirken ville vi være i en ganske anden situation", siger Enzensberger:

"Ser man eksempelvis på fagforeningene, så har de en tvetydig rolle. Normalt ville man jo opfatte dem som De Gode, der forsvarer flertallets interesser og manden på gaden.

Fagforeningerne repræsenterer arbejdsstyrken. Når der er udsigt til faldende profit og nedskæringer, så vil fagforeningen forsvare enhver form for produktion, ligegyldigt om det så er våben eller produktion af gift.

Var det kun De Onde, der skabte problemerne, så var det simpelt. Men det er i høj grad manden på gaden; det er hver eneste af os".

Enzensberger indrømmer villigt, at han også selv er med til at holde forbrugsfesten ved lige. Han har ganske vist ikke bil, og hans bøger sælger så godt, at det heller ikke er flere penge, han mangler.

Enzensbergers forbrug er rejser.
Som han siger, har han ikke tal på hvor mange tusinde kilometer, han flyver hvert år. Han får et utal af invitationer, og hvis han ville, kunne han tage afsted hver anden uge, til et eller andet sted i verden, hvor man samles for at diskutere Fremtiden - altid på et stort flot hotel, og hvor alle konference deltagerne ankommer med fly.

"Det er ikke kun kemi-industrien, det er også alle de flinke og velmenende folk i kulturlivet, der har en andel i at ødsle med ressourcerne.

Hvis man virkelig ville skære ned på ressourceforbruget, kunne der sagtens være færre konferencer, og festivaler, mener han.

Jesus ville være efterspurgt
Et af temaerne i Enzensberger bøger og essay er ideologiernes sammenbrud. Efter murens fald er der opstået et tomrum: De fleste har ikke længere en klar ideologi at handle ud fra.

I bogen "Med udsigt til borgerkrigen" skriver Enzensberger, at den vold og de krige, der sker idag, ikke længere føres af ideologiske årsager. Der er ingen retfærdiggørelse af volden, man gør det bare.

Men spørgsmålet er, hvordan finder vi en ideologi, der kan fylde tomrummet? Hvor skal den komme fra, og hvad vil den bestå af?

"Ideologi er ikke noget, man kan stykke sammen som var det en tur i et supermarked. Det er ikke noget vi bare kan vælge og vrage imellem. Man kan ikke bare sige at folk skal overtage en ny ide", svarer Enzensberger:

"En faktor, der er svær at forudsige, er religion. Det er ikke utænkeligt, at folk i det næste århundrede bliver hypnotiserede af en religiøs bevægelse - omend det garanteret ikke bliver den eksisterende kirke.

Omkring år 1 var det også som om religionerne var blevet trætte. Ingen tog dem alvorligt, og der var en lang række af dem: romersk, græsk, jødisk osv. Men pludselig dukkede denne her underlige Jesus op, og det er stadig svært at forstå, hvordan denne nye religion, kristendommen kunne erobre store dele af verden.

Det kan ikke udelukkes at der kan ske noget lignende igen. Det er en mulighed der slår mig. Og hvis det kommer, vil der være efterspørgsel efter det.

Det kunne ændre meget afgørende på de holdninger vi har. Det ville kunne fylde det ideologiske tomrum - og ret pludseligt, ikke i løbet af hundreder af år. For hvis Jesus havde vist sig idag, ville vi se det på TV omgående".

Økologi er for universelt
Enzensberger var en central person i det tyske ungdomsoprør i tredserne. Dengang, og op gennem halvfjerdserne, var det socialismen og kapitalismen, der var de to nøgleord i den politiske debat.

Idag ser det ud til at være økologien, der har overtaget pladsen, som det centrale begreb i fremtidens politik. ?

"Som ideologi har økologien det problem, at det næsten er for universelt. En politisk bevægelse har som regel en medlemsskare, og det er nogen, der kæmper mod nogen andre, der har den modsatte opfattelse.

Det er helt klassisk, som i klassekamp eller nationalisme: Det er "os" mod "dem". I økologien er der kun "os". Selv de dumme og onde er en del af os. Der er ingen klar politisk opdeling", vurderer Enzensberger.

"Politisk er det en meget vanskelig position, hvis man ikke kan identificere en fjende. Man kan protestere mod Shell, men hvad var det der skete under boycotten? Folk kørte forbi Shell og hen til et andet benzinselskab istedet.

Det er ikke en dårlig ting at gøre, men midlet har ikke meget med det egentlig problem at gøre. Det er svært at finde ud af, hvad det virkelig handler om, og derfor har økologisk politik en stærk tilbøjelighed til at blive symbolsk".

En frase man kan høre blandt økologer er, at vi har set fjenden - og fjenden er os selv?

"Tjah, man kunne nok sige det sådan", svarer Enzensberger: "Men det giver et politisk problem: En kamp mod sig selv er som en religiøs og metafysisk ting. Så er man ude over det egentligt politiske”

Text: Peter Hesseldahl