I fremtiden vil vi ikke længere købe huse, biler, vaskemaskiner eller CD'ere. I stedet vil vi købe os adgang til at opleve dem og det, de kan gøre for os. At eje ting bliver mindre vigtigt - det afgørende bliver at have adgang til at bruge dem. Dét skift vil fuldstændigt forandre de økonomiske modeller vi er vant til.
Jeremy Rifkin er ikke typen, der udtrykker sig lavmælt eller uldent. I de sidst tyve år har han været en højrystet og irriterende kritiker af de store amerikanske koncerners metoder til at skaffe sig magt og rigdom.
Han er en en-mands græsrodsbevægelse, og gennem en stribe meget omtalte bøger, strategiske retssager og ikke mindst sin evne til at debatere enhver PR-medarbejder ud i defensiven har han formået at være en kæp i hjulet overfor mangen en koncerns lidt for smarte planer.
Jeremy Rifkin er effektiv når han går i offensiven, omend måske lovlig firkantet i sine argumenter. Hans seneste bog har imidlertid haft en helt anden positiv modtagelse - også blandt ledelserne i de koncerner han plejer at ligge i krig med.
"The age of Access" hedder bogen, og den giver et tankevækkende overblik over mange af de økonomiske og teknologiske tendenser, der er ved at vende op og ned på vores traditionelle økonomiske og politiske modeller.
»Vi står på kanten af et helt nyt økonomisk system, der i løbet af de kommende årtier vil afløse kapitalismen, og indføre nye spilleregler der er væsentligt forskellige fra den måde markedsøkonomien fungerer på«, siger Rifkin - og kaster sig energisk ud i halvanden times interview, der kun undtagelsesvist lader sig afbryde af spørgsmål.
Da Rifkin i sin tid studerede økonomi var General Motors det mest værdifulde selskab i verden. De ejede fabrikker, produktionsudstyr og ejendomme som ingen anden koncern. Men idag er GM ikke engang på top 40 listen. I stedet er pladsen indtaget af firmaer, der har langt færre fysiske værdier.
»Den nye økonomis vindere er selskaber som Nike, der stort intet fremstiller selv. Nike er dybest set et designstudie; den fysisk fremstilling har de outsourcet til en underskov af anonyme fabrikanter. Nike's værdi ligger i konceptet; den historie man bliver en del af når man tager et par Nike sko på. Den formel er Nike's egentlige produkt, og til den form for produktion er det kun en byrde at eje et stort, tungt produktionsapparat. Derfor kan det bedre betale sig for Nike at købe sig adgang til at få deres tøj og sko produceret af andre», siger Jeremy Rifkin.
Tendensen er synlig i utallige sammenhæng - Rifkin mener, at det også meget vel kan blive måden vi køber Lego-klodser fremover:
»Idag køber man klodserne i en butik, og hvis man får brug for flere klodser for at kunne bygge det man vil, må man ned i butikken og købe en ny æske. Men fremover vil klodserne have indbygget forskellige former for computere, så deres funktion afhænger af hvilken software man bruger dem sammen med. Derfor vil Lego kunne tilbyde et abbonnement, så man via internettet hele tiden kan hente ny instrukser og funktioner til klodserne. Og dermed sælger Lego ikke længere en kasse klodser ad gangen, men i stedet en strøm af oplevelser, som man betaler for at have adgang til i en vis tid«, forklarer Rifkin.
Markedet afløses af netværket
Abbonnementer, leasing, leje eller licensaftaler er den fremtidige økonomis byggestene. "Købere" forvandles til "brugere", for de genstande der er involveret skifter ikke ejer. Producenten beholder dem, og nøjes med at sælge adgang til at opleve dem.
I mange forbindelser gælder det allerede. Når man anskaffer software til en computer er det i virkeligheden blot licensen til at anvende programmet på nogle få maskiner, man betaler for. Tilsvarende med musik CD'ere; ejendomsretten til musikken tilhører stadig pladeselskabet og der er klare grænser for hvilke forbindelser man må benytte musikken i.
Fremover vil det endnu tydeligere fordi computerprogrammer, musik, film og andre medier ikke vil blive solgt i form af CD'er, bånd eller bøger, et styk ad gangen. I stedet vil man - som både Microsoft, AOL-TimeWarner og Bertelsmann/Napster har planer om - tegne abbonnementer, der giver adgang til et bibliotek af software, film eller musik i en periode.
»Markedet afløses af netværket, og de traditionelle, enkeltstående transaktioner af køb og salg erstattes af en længerevarende, konstant kontakt mellem leverandør og bruger«, forudser Jeremy Rifkin.
Enkelte varer vil vi stadig købe som vi plejer. Tøj, for eksempel, er ikke noget de fleste vil leje, men generelt forventer Rifkin at forbrugerne i de kommende år vil holde op med at købe enkelte produkter og i stedet melde sig ind i ordninger, der kan sørge for alle deres behov indenfor en 5-6 hovedkategorier: mobilitet, underholdning og fritid, financielle tjenester, husholdning, uddannelse og sundhed.
Masser af forbrugere og firmaer leaser idag udstyr, lige fra biler til computer, stereoanlæg og hårde hvidevarer. Ford og udlejningsselskabet Hertz tilbyder - også i Danmark - abbonnementsordninger, der giver brugerne adgang til at bruge en bil, når de har brug for det. Man kan vælge forskellige modeller alt efter det aktuelle behov, og prisen omfatter både vedligeholdelse, forsikring og benzin.
For forbrugeren er det billigere og mindre risikabelt end selv at anskaffe en bil. For producenten giver det mulighed for at knytte brugere til sig i et langt mere omfattende forhold end et simpelt varesalg, konstaterer Rifkin.
Producenten får ansvaret
Sammenlignet med hans hidtidige korstog mod bl.a. den bioteknologiske industri er Jeremy Rifkin langt mindre skarpskåren i sin vurdering af den nye form for økonomi han beskriver. Langt hen ad vejen giver det ikke mening at forsøge at stemple udviklingen som god eller dårlig. Det er uundgåeligt, og det vil være både godt og skidt, siger han.
En af de positive konsekvenser er at producenterne vil beholde ansvaret for deres varer, og dermed er der udsigt til en langt mere bæredygtig form for produktion.
Hvis man køber en bil idag, slipper fabrikanten stort set ansvaret for bilen, når den ruller ud fra forhandleren. Hvis en kunde derimod betaler en fast pris for at have adgang til "mobilitet", så vil det være i fabrikantens interesse at producere biler, der kan opfylde det mål så billigt som muligt.
Hvis bilen er fremstillet så den ikke går i stykker, er let at reparere, billig at genbruge, kører langt på literen og er så sikker at den ikke let får store skader - ja, så er det til fabrikantens klare fordel, og derfor må man forvente en langt større indsats fra industriens side for at lave produkter, der er billige i drift og miljøvenlige, mener Rifkin.
Medicinal-giganten GlaxoSmithKline udbyder i England en ordning hvor patienter indenfor 5 kategorier af sygdomme tilbydes at blive behandlet eller holdt raske for en fast månedlig pris.
Pakken udbydes i samarbejde med et stort forsikringsselskab og med store arbejdsgivere, og derfor skifter fokus i de måder, man behandler brugerne på. Snarere end at sælge så meget medicin som muligt bliver det i selskabets interesse at forebygge, fordi det alligevel er forsikrings-selskabet der skal dække behandlingsomkostningerne og fordi arbejdsgiverne nyder godt af at medarbejderne ikke får sygedage eller er sløje.
Effekten er, at salget af medicin falder, men at alle parter alligevel tjener ved at deles om besparelserne.
Omvendt, mener Jeremy Rifkin, at »man kan forvente en tilsvarende mindre ansvarsfølelse fra brugernes side overfor genstande når de blot er noget man lejer. Folk der selv ejer et hus eller en bil selv passer bedre på det«.
At eje noget har en dyb psykologisk betydning, og også derfor er det et meget radikalt skridt at gå til en økonomi, hvor de fleste vil eje meget lidt.
Nye mål for rigdom
Førhen samlede man sig ejendele fordi det var en måde at blive uafhængig af andre, og dermed en måde at være mere fri og have større valgmuligheder.
Efter Rifkins mening vil vores børn se helt anderledes på det: »For dem vil frihed og valgmuligheder være noget man har i kraft af sin adgang til tjenester og til netværker af samarbejdspartnere. For dem vil "uafhængighed" betyde at man er isoleret og afskåret fra at benytte ressourcer. Ens værd og rigdom er ikke noget som måles efter hvad man ejer, men efter hvad man har adgang til«.
Rifkin understreger imidlertid at det ikke er ensbetydende med at ejerskab forsvinder - det udveksles bare meget sjældent på markedet. Ejerne holder fast i det, de har, og nøjes med at sælge adgang til at benytte sig af det. Faktisk er mulighederne for at samle sig magt og tendensen til monopoler langt stærkere end i den kapitalistiske markedsøkonomi, mener Rifkin.
Et af hans skræmme-eksempler er patenterne på gensplejsede frøsorter. Når de største frø-avlere som Monsanto eller Novartis leverer såsæd til bønder, så sker der ikke noget egentligt salg. Rent teknisk betaler bønderne en licens, der giver dem adgang til at benytte den intellektuelle ejendom i frøets gener i en vækstsæson.
»Bønderne har ikke ret til at benytte korn fra den nye høst til at så igen næste år. De skal forny licensen ved at anskaffe ny såsæd - og på fuldstændigt samme måde vil man skulle betale for hver ny generation af gensplejsede dyr. Man kan ikke bare lade dem formere sig, som de plejede.
Kombineret med en udvikling, der har givet en lille håndfuld producenter kontrol med verdensmarkedet, medfører dét en yderst betænkelig afhængighed af leverandørerne - langt større end dengang enhver kunne fremstille nye frø af de planter, der var for hånden«, mener Jeremy Rifkin.
Samme udvikling ser han indenfor software, hvor alle bliver afhængige af adgangen til basale programmer, der er i hænderne på ganske få - eller blot et enkelt - selskab.
»Vi må gen-opfinde reguleringen af monopoler og skabe globale mekanismer til at sikre os mod de uheldigste konsekvenser af netværkerne"«, siger Rifkin.
Hans største bekymring er imidlertid at stort set al vores tid og alle forhold omdannes til kommercielle tjenester. Alt andet udkonkurreres, fordi vi glemmer at bruge tid og kræfter på den del af kulturen, som ikke har noget med penge at gøre - men som efter hans opfattelse er det egentlige fundament for at samfundet overhovedet kan fungere.
»Ligesom udryddelse af mangfoldigheden af arter gør naturen sårbar, så risikerer civilisationen at blive sårbar, hvis kun nogle få kommercielt levedygtige kulturer og tanker får lov at overleve. Og faren for dét bliver langt større i netværkernes økonomi«, mener Rifkin.
Derfor er den politiske dagsorden, som er en uadskillelig del af Rifkins budskab, at vi må give mere støtte til civilsamfundet og opdrage vores børn med medmenneskelige værdier og respekt for hinanden.
Tekst: Peter Hesseldahl
Jeremy Rifkin har stiftet organisationen "Foundation on Economic trends". Man kan få et indtryk af aktivitererne ved at besøge deres website: http://www.foet.org