Michael Braungart - Kemiprofessoren og kirsebærtræet

August 2002
Når Michael Braungart skal forklare hvordan han forestiller sig fremtidens miljøvenlige produkter, så bruger han et kirsebærtræ som eksempel. 

Som det står om foråret, i et overdådigt brus af lyserøde blomster, er det ikke ligefrem mådeholdent eller beskedent. 
Tværtimod, træet sætter tusindvis af blomster og tunge bær - altsammen i håb at det vil lykkes nogle enkelte af frøene at slå rod og blive til nye træer: 
"Det er ødselt! Sådan er naturen ofte, den ødsler med energi og råmaterialer - men det er ikke noget problem, for det er skabt til at gå videre i kredsløbet, det hele bliver til næring for andre ". 

Kirsebærtræets ødsle livskraft er nærmest det modsatte af de forestillinger om et et bæredygtigt samfund, de fleste har. Udgangspunktet i miljødebatten er snarere vores skyldfølelse. Vi går ud fra at det vi gør, er skadeligt, og derfor må vi skære ned. Vi må være super-effektive og nøjsomme for at skåne miljøet. Og derfor forsøger vi at konstruere teknologi, der kan gøre det samme, men med et langt mindre forbrug. 
Men for Michael Braungart at se er problemet, at vi ender med grimme systemer, hvor alt det smukke og sjove er skåret væk i effektivitetens navn. 
"Hvordan ville den mest effektive Mozart symfoni lyde, hvordan ville et effektivt måltid smage? Prøv at forestille dig en effektiv sommerfugl eller nattergalesang. Naturen er ikke effektiv i den forstand at tingene skal gøres med et minimum af midler. Men ikke desto mindre så virker naturen. Den opnår det, der er behov for"

Kirsebærtræet forurener ikke. De mange blade og bærrene er tværtimod til gavn for fugle og insekter. Jo mere overdådigt træet blomstrer, des mere giver det til sine omgivelser. Pointen er, at det ikke handler om at være nøjsom og tilbageholdende, men om at det man gør, også gavner andre og er med til at opbygge ens omgivelser. 
Det er dén pointe der er udgangspunktet når Michael Braungart arbejder med at designe og udvikle bæredygtige teknologiske løsninger. Braungart er professor i kemi ved universitet i Lüneburg, men derudover leder han en stribe firmaer der alle udvikler bæredygtige løsninger for industrien. Det mest kendte af dem er et partnerskab med et amerikansk arkitektfirma, der har skabt banebrydende, miljøvenlige hovedkvarterer og fabrikker for bl.a. Nike og The Gap. I øjeblikket er selskabet igang med sin hidtil største opgave; en fuldstændig omdannelse af Ford bilfabrikken ved River Rouge i Detroit, der i sin tid var det suverænt største fabriksanlæg på kloden. Projektet løber over de næste 20 år med et budget på over 15 milliarder kroner, og det omfatter bla. opførelsen af en ny samlehal på 60.000 kvadratmeter, hvis tag dels vil slippe masser af dagslys ind, dels skal fungere som en "eng" med planter og vandløb der kan opfange regnvand. 

Michael Braungart var i sin tid med til at stifte mijøorganisationen Greenpeace, og han fik lejlighed til at bruge sin viden om kemi, da Greenpeace sammen med et tysk selskab udviklede "Greenfreeze"- køleskabet, der var det første på markedet, som ikke brugte drivmidler der skader ozonlaget. Det var i høj grad fordi Greenfreeze køleskabet beviste at det var muligt, at alle fabrikanter i løbet af nogle få år gik over til tilsvarende løsninger. 

Industriel fordøjelse
I forhold til naturens systemer har menneskeskabte teknologier den store mangel, at der ikke er et gennemtænkt stofskifte; Vi producerer alting som om det skulle holde for evigt. Michael Braungart mener at vi i istedet må skabe ting, der har en fastlagt brugsperiode, hvorefter materialerne kan gå videre og bruges i andre sammenhænge. 
"Jeg har to ældre brødre og da jeg var lille var jeg virkelig træt af holdbarhed, for det betød at jeg altid skulle gå i deres aflagte tøj", griner Michael Braungart. 

Når Braungart skal skabe en teknologisk løsning - hvad enten det er møbeltekstiler, komposterbare engangsbleer, eller nye materialer til sportssko - tænker han på de materialer, der skal bruges, som "næringsstoffer", der indgår i et stofsskifte. 

Når vi slider en skosål, når vi bruger vaskepulver eller slider bremseklodser ned, så skal de være lavet af materialer, der uden problemer kan gå videre ind i naturens, biologiske kredsløb og støtte det - ligesom kirsebærtræets blade bliver til næring for andre organismer, forklarer Michael Braungart. 

Et eksempel på tankegangen er en emballage for is, som Braungart har udviklet. Indpakningen er en fast hinde, men kun så længe den er frossen. Ved stuetemperatur smelter den til en væske, og den består af materialer der nedbrydes biologisk på få timer - man kan roligt smide den fra sig i naturen eller ved stranden. 
Et andet eksempel er betræk til møbler. Ofte består tekstiler af en del kunststof eller det er behandlet og farvet med kemikalier, der gør, at stoffet er giftigt i naturen. Braungarts firma udviklede i stedet et møbelbetræk af uld, som udelukkende var farvet og behandlet med stoffer, der uden videre kan nedbrydes i naturen. Ikke alene er betrækket uskadeligt når det engang skrottes, men de rester der går fra, når man betrækker møbler, kan simpelthen komposteres. 

Fra vugge til vugge - princippet
Mange af de stoffer og materialer vi anvender passer imidlertid slet ikke ind i biologiske kredsløb. Men de er nødvendige, hvis vi vil have biler, TV-apparater, opvaskemaskiner osv. Alligevel mener Braungart at man stadig kan bruge ideen om et stofskifte - det er bare ikke et biologisk, men et teknisk stofskifte. Materialerne og kemikalierne går ikke videre som næring for dyr og planter, men som "næringsstoffer" i nye tekniske processer. 

Braungart kalder det "fra vugge til vugge" princippet. Ideen er at produkter designes med et øje for hvordan materialerne kan genbruges. Det normale er stadig at der overhovedet ikke er tænkt over hvor stofferne havner, når et produkt er udtjent. De "forsvinder" bare, i forbrændingen eller på lossepladser. 
Reelt forsvinder stofferne selvfølgelig ikke. De hobes op som ubrugeligt og giftigt affald, eller de slipper ud og forurener luften og vandet, og følgerne af det kan være umulige at forudsige. 
Desuden er det spild. Det er tit sjældne stoffer, der kræver intens forarbejdning, man uden videre smider væk. 

Hvis man skal bruge Michael Braungarts idé om kredsløb af "tekniske næringsstoffer" , så kræver det at man kan skille produkterne ad på en måde, der er tilstrækkeligt let, til at det kan betale sig at genbruge stofferne. 
Dét er ikke kun et spørgsmål om design. Efter Braungarts mening kræver det, at man laver helt om på den måde produkter leveres på: Forbrugeren skal ikke købe apparatet, men i stedet betale for at kunne nyde godt af det apparatet kan. Eller med andre ord: Man skal sælge tjenester snarere en produkter. 

Et af de kendteste eksempler på tankegangen er verdens største tæppefabrikant, Interface inc., der tilbyder storkunder som kontorer og butikker en "tæppetjeneste", hvor kunden betaler for at firmaet sørger for at der hele tiden er et nyt og pænt tæppe på gulvene. Når tæppet bliver slidt, skifter firmaet det ud med et nyt. 
Tæppet tilhører Interface, og fordi det er firmaet selv der fremstiller tæppet, har de på forhånd sørget for at det består af materialer, som er lette at adskille og bruge til nye tæpper. 

Braungart arbejder selv sammen med den svenske fabrikant af hvidevarer, Electrolux, om at udvikle en vaskemaskine, der kan skilles ad, og bruges til nye produkter. Forbrugerne køber ikke selve maskinen, men de køber 5000 vaskepoint. En 30 graders vask er ét point og en 60 graders vask er to point, så det svarer nogenlunde til 3000 vaske. Undervejs sørger Electrolux for reparationer. 
Den model betyder at det kan betale sig for Electrolux at bruge lidt ekstra på at gøre maskinen holdbar og driftsikker, og på at bruge materialer, der muligvis er dyrere, men som til gengæld kan bruges igen, når maskinen efter cirka 5 år er klar til en ny runde i det tekniske kredsløb. 

Fuldstændigt samme princip kan bruges i alle mulige andre forbindelser, mener Braungart: 
"Vi skal ikke sælge biler, vi skal vælge brugen af biler. Man køber et antal kilometer, og når den bil, man bruger bliver gammel, går den tilbage til fabrikken, hvor komponenterne skilles og filtreres og bygges op igen, som en stor Legobil. 
Fabrikanter ender med at være materiale-banker, der aldrig sælger noget, men udlejer brugen af deres materialer. På den måde kan vi skabe nogle kredsløb hvor vi kan tillade os at ødsle med kvalitet og skønhed, i stedet for at lave sparsommelige og grimme, men effektive produkter, der alligevel ender med at forurene". 

Her er et par websites der fortæller nærmere om Braungarts arbejde:
http://www.braungart.com/

http://www.epea.com/english/introduction.html

Industriel symbiose i Kalundborg
Et af verdens førende eksempler på at tænke i industrielle kredsløb er dansk. I Kalundborg har en række af byens store virksomheder i mange år samarbejdet sådan at affaldsstoffer fra én virksomhed kan anvendes som værdifulde ressourcer i en anden virksomhed. 
Projektet har navnet "Industriel symbiose". Der er fem store virksomheder med i projektet, som udveksler materialer og energi på kryds og tværs. 
Når Asnæsværket producerer el og fjernvarme, er et af biprodukterne "proces-damp". Dampen sendes til det nærliggende Statoil raffinaderi, der på den måde får dækket ca. 15% af raffinaderiets energiforbrug. En del af kølevandet fra Asnæsværket sendes videre for at opvarme et lokal dambrug der opdrætter ørred. Til gengæld får værket en del af det vand, det bruger, i form af renset spilde- og køle-vand fra Statoil raffinaderiet. 
Når røgen fra Asnæsværket renses for svovl, sker det med en kemisk proces der binder svovlet i gips. Det bliver til 200.000 tons gips årligt, og det sendes videre til gipspladefabrikken Gyproc. 
Novo Nordisk har en enzymfabrik i Kalundborg. Enzymer fremstilles ved at gære bl.a. kartoffelmel og majsstivelse. Når enzymerne er udvundet er der over 350.000 kubikmeter biomasse som affald, men den sendes videre til 600 vestjællandske, der kan bruge det som gødning på deres marker. 

http://www.symbiosis.dk

Tekst: Peter Hesseldahl