Niels Christie
- fængsler som storindustri

Interview med den norske kriminolog Nils Christie

Siden firserne er antallet af indsatte i de amerikanske fængsler tre-doblet. Der sidder nu halvanden million mennesker i fængsel i USA.

En lignende tendens kan spores i andre vestlige lande, ikke mindst i England, Spanien og Holland.

Den store arbejdsløshed, den voksende afstand mellem rige og fattige, og de store omvæltninger på arbejdsmarkedet som den ny teknologi afspejler sig i en stigende befolkning i fængslerne.

Det er en udvikling, der på sigt kan opdele samfundet, så en stor del af befolkningen bliver stemplet som uønskede, og permanent må leve under tilsyn og kontrol

Dén udvikling har den norske kriminolog Nils Christie beskrevet i sin rystende bog "Kriminalitetskontrol som industri", med undertitlen "På vej mod Gulag, vestlig stil".

Nils Christie er professor ved Oslos Universitet, og har de seneste 30 år skrevet en lang række opsigtvækkende bøger om kriminalitet, sociologi og uddannelse. Han er født i 1929, men det virker ikke som om alderen trykker ham. Han taler et charmerende og letforståeligt norsk, og går klædt som man må forvente det af en nordmand; klar til en tur i fjeldene med Fjällräven bukser og vandrestøvler.

Nils Christie smiler meget, selvom det vi diskuterer er alvorligt nok. Han peger på det paradoksale i, at vi er i en tid, hvor man ønsker at staten skal trække sig tilbage i reguleringen af økonomisk liv. Man privatiserer og skærer ned på det offentlige, undtagen det, der har med retsvæsen at gøre; dér sker der en voldsom oprustning

Den form for økonomisk vækst vi har idag, medfører stigende sociale omkostninger, og man kan spekulere på, hvornår udgifterne til at holde samfundets udstødte forsørgede og i ro, overstiger de fordele som den velstillede klasse får.

Nils Christie nævner, at budgettet til fængselsvæsenet i Californien nu er større end statens budget til uddannelse: "Fængselsvæsenet er en stor belastning på det moderne samfund, men når det gælder lovbrud er der skabt en forestilling om "krigen" mod kriminaliteten, og i krig sættes de normale økonomiske ræsonnementer til side. Der er næsten ingen grænse for, hvor meget man vil ofre på kampen".

Fængsler som storindustri
Når der ikke gøres noget helhjertet for i det mindste at bremse væksten i antallet af indsatte, hænger det også sammen med at fængselsvæsenet er blevet en stor industri, som mange afhænger af.

Nils Christie illustrerer det med et løst overslag: "Der sidder halvanden million mennesker i USAs fængsler. Man må regne med, at der er 8-900.000 fangevogtere til at passe dem, og formentlig er der yderligere nogle hundrede tusinde ansat til at øje med dem, der netop er løsladte eller som venter på at afsone deres straf. 
Domstolene beskæftiger en halv million mennesker, det amerikanske politi består af cirka 800.000 personer, og der er rundt regnet det dobbelte antal ansat i de private vagtselskaber".Regner vi det sammen, kommer vi op i størrelsesordenen 5 millioner mennesker, der er indsat eller beskæftiget med det system. Dertil kommer alle de, der leverer varer til fængslerne, og dem, der bygger nye fængsler".

Nils Christie ser værdien af fangernes arbejdskraft som endnu en årsag til at systemet får lov at vokse og vokse. I USA har man hånet Kina for at bruge fængslede til slavearbejde, men produktionen i amerikanske fængsler er også ved at øges kraftigt, fortæller Christie.

På den amerikanske vestkyst er en stor stab af fanger beskæftiget med at ordne reservationer for flyselskaber. Hvis man booker sin flybillet via telefonen i USA kan det meget vel være en fange, der betjener en. Computergiganten IBM og deres underleverandører har store fabrikker, med meget avanceret prouduktion som er bemandet af fanger.

"Det er en helt reel konkurrent til at sende arbejdet til lavtlønslande, men man har fordel af at holde produktionen indenfor det nationale system. Som arbejdsgiver nyder man godt af en arbejdsstyrke, der bogstaveligt talt er bundet til jobbet, og som er ædru", siger Nils Christie.

Alt i alt tror Christie ikke på at systemet omkring fængslerne af sig selv vil forsøge at formindske antallet af indsatte. Skal væksten dæmpes, må det være ud fra moralske grunde. Vi må se på det som en skam for en nation, at lade sig repræsentere på den måde, mener Nils Christie. Efter hans mening burde man betragte kriminalpolitik som en del af kulturpolitikken:

"Man burde se på fængsler som man ser på antallet af teatre: Hvor mange symfoniorkestre eller hvormange biblioteker bør man rimeligvis have i samfundet - og omvendt: hvor mange ville det være urimeligt at have? Hvad ville det sige om det danske samfund, hvis vi havde det tidobbelte antal fanger - det niveau, man er på i USA idag? "

Rigdommen skaber kriminalitet
Umiddelbart vil man sige, at fattigdom skaber kriminalitet, men det er interessant at overveje, om det ikke snarere er rigdommen, der skaber kriminalitet, mener Nils Christie: "Rigdommen har gjort det muligt for os at bo på en måde, der skiller klasserne, og skaber en ghetto af de tilbagestående. De rige bliver mobile, og de lever i mindre grad sammen med et bestemt udsnit af befolkningen.

Mobiliteten, og så den høje prioritet vi giver til økonomiske betragtninger, opløser de grundlæggende sociale forudsætninger for samvær. Vi får et samfund med højeste vægt på den økonomiske nytte, istedet for et levende samfund, hvor man omgås og angår hinaden. 

Den gamle godsejer havde dog en vis binding til sine lejesvende, for han var nødt til at blive der, hvor godset lå. Man var så at sige klistret til geografien.
Den moderne ekstremt rige person kan tage det hele med sig. Han behøver ikke at slå rod i det nabolag hvor hans økonomiske gevinst opstår. Den illoyalitet overfor nabolaget fører til et hastigt skifte i produktionsstedernes funktion, og det skaber vanskeligheder, for de, der ikke har ressourcer til at flytte med produktionen", mener Nils Christie:

"For de fleste lyder det jo som vanvid at foreslå at opstille grænser for kapitalens mobilitet, men måske var det godt at tænke anderledes? Måske skulle man ikke opfordre folk til at rejse så meget, måske skulle vi istedet opmuntre til bofasthed og til at opbygge noget lokalt, og begynde at tænke, at der i grunden er fint at være i dette land".

Nils Christie er imidlertid selv et godt eksempel på, i hvor høj grad den tankegang går på tværs af den moderne elites livsform. Da jeg møder op på hans kontor på Oslo universitet, har han travlt med at tale i telefon; han er ved at arrangere en rejse til Managua i Nicaragua. Samme morgen er han netop kommet hjem fra en kongres i Bergen, også pr. fly.

Den uformelle kontrol forsvinder
For Nils Christie hænger stigningen i kriminaliteten sammen med at vi har indrettet samfundet, så den enkeltes ansvar og konsekvenserne af en persons handlinger ikke er tydelige.
Christie har i mange år arbejdet med såkaldte "konfliktråd", hvor man istedet for en almindelig retsag og en fængselsstraf, forsøger at afklare forbrydelser ved at konfrontere parterne, så de kan løse konflikten. Istedet for at samfundet påfører forbryderen lidelse, kan et konfliktråd bestemme, at den der har forvoldt skade, skal yde en erstatning - måske i form af arbejde - som går til offeret. Princippet er at løse konflikten lokalt og så vidt muligt uden at inddrage officielle eksperter og professionelle.

Efter Nils Christies mening er en styrkelse af det lokale og nære civilsamfund nøglen til at undgå væksten i kriminalitet: "Det er med glæde, at vi har forladt den tætte sociale kontrol i landsbysamfundet. I det tætte lille samfund var der handlinger man ikke kunne udføre, fordi folk så strengt på enhver form for afvigelse hos andre.
I storbyens løse samfund, hvor vi omgives af ukendte, er det klart, at den uformelle kontrol har langt mindre fat. Men mangelsygdommene ved at leve, hvor man ikke angår hver andre, bliver tydeligere.
Når man vil forhindre uønskede handlinger, er der få ting, der er så effektive som tilstedeværelsen af et andet menneske. Men vi fjerner mennesker og erstatter dem med elektronik. Politibetjenten på gaden erstattes af et omfattende system til central videoovervågning.
I forretningerne er alt personalet snart forsvundet, så vi kun skal handle med elektroniske robotter. Vi kan gå omkring uden at møde nogen, der får deres løn for at være tilstede og hjælpe os. I busser og tog er konduktøren forsvundet. Og når der opstår problemer, ender det med, at vi i stedet får en securitas vagt eller et elektronisk øje.
Men der er en helt central forskel på de to situationer: Securitasvagten er der for at holde vagt, fordi noget er galt. Konduktøren eller ekspedienten yder derimod en service, men i tillæg vil han i kraft af sin autoritet eller ved bare at være der, forhindre uønskede handlinger; hovedvægten ligger ikke på bevogtningen".

Nils Christie finder det paradoksalt, at vi udsætter os for disse ængstelige situationer, der opstår, fordi der ikke er nogen mennesker til at hjælpe - i et samfund, der ikke kan beskæftige en stor del af befolkningen.

Overvågning eller samvær
I flere lande, bl.a. Singapore, har man etableret videokonferencesystemer for at effektivisere retsssager. Retsmøder kan nu afholdes uden at parterne behøver at mødes fysisk, istedet kan dommeren, advokaterne og den tiltalte se hinanden via videotelefoner.

For Nils Christie griber den type systemer ind i en basal mekanisme i menneskers måde at omgås hinanden på. Der er stor forskel på at se et virkeligt menneske foran sig, og at se et billede, mener han: "Når man oplever en anden person i kød og blod og ser vedkommende i øjnene som et helt menneske, er der grænser for hvad man vil gøre ved det menneske. Det er det nærvær, der skaber det civile samfund, siger Christie:

Når dommeren oplever den tiltalte gennem videotelefonen, bliver der lagt en fjernhed i situationen, og den fjernhed er med til at vanskeliggøre den tiltaltes situation. Det er lettere at bestemme sig for pinefulde handlinger mod én som er fjern. Det er vist eksperimentalt ved mange forsøg: Folk har flere hæmninger, overfor personer, de oplever som et helt menneske".

Nils Christie har selv lavet en stor undersøgelse, hvor han interviewede tidligere fangevogtere i KZ-lejre umiddelbart efter anden verdenskrig. Han fandt, at der var en helt klar klar sammenhæng mellem vogternes forfærdelige handlinger, og i hvor høj grad de så fangerne som almindelige mennesker, og ikke blot som en slags dyr.

Men kunne man ikke forestille sig, at den megen elektroniske overvågning ville føre til, at man igen følte et ansvar? Når man ved, at alt hvad man foretager sig observeres og registreres, ved man jo også, at man står til ansvar for sine handlinger. Hvad skulle forskellen være fra en central elektronisk overvågning til nærmiljøets?

Nils Christie svarer, at forskellen er samspillet: "I det centrale overvågningssystem overvåges man af fremmede, men lever man i nærmiljøet kender mange en. Hvis der ellers er forholdsvist lighed i det nærsamfund man bor i , så er der ikke tale om overvågning, men samvær, og i dette samvær er der så nogle grænser for hvad der er acceptabelt.
I overvågning, hvor der bare er nogen der ser på dig, har du ingen mulighed for at påvirke de, der ser på. Du er altså umyndiggjort i forhold til en diskussion om det berettigede i din adfærd. Det er ikke dialog; så er det en monolog”.

Tekst: Peter Hesseldahl