Open source - hvad er det?

nov. 2002

Vitsen om open source software lyder sådan her: Det er med Open source lissom med teenagere og sex. Der bruges en forfærdelig masse energi på at tale om det, men i virkeligheden er det ret få der har prøvet det.
Det er ikke helt løgn. Open Source, og specielt Linux, er blevet forside stof; noget der ivrigt diskuteres som en måde at bryde Microsofts monopol, og som et eksempel på en ny og bedre måde at organisere og motivere deltagerne i store, komplekse projekter. Men i praksis er det de færreste, der overhovedet ved hvordan skærmbilledet i Linux ser ud - endsige har det installeret.

Når det hedder Open Source software, er det fordi der er adgang til kildekoden, som er de instrukser programmøren har opbygget programmet af. Hvis man vil lave ændringer på et program, skal det foretages på kildekode-niveau, men koden er ikke umiddelbart tilgængelig. Hvis man eksempelvis har et program liggende på en CD-rom, kan man ikke bare indlæse programmet og se på kildekoden. For at maskinen kan forstå kildekoden, er den nemlig blevet oversat til "maskinsprog" - i form af meget lange rækker af nuller og et-taller. Dén oversættelse er en-vejs; man kan ikke gå den anden vej og oversætte fra maskinsproget tilbage til kildekoden. Den eneste måde man kan få kildekoden på er at altså ved at få den udleveret fra programmørern i sin oprindelige form.

Idag er brugen af open source programmer "usynlig" for de fleste brugere. Det er først og fremmest til professionelle anvendelser og på servere at man finder det. Programmet Apache bruges således på over 50% af alle webservere - men de færreste net-surfere er klar over det.
Der findes dog også open source programmer, der kan anvendes på en almindelig PC i stedet for den sædvanlige installation af Windows styresystemet og Microsofts officepakke med Word, Excel og Powerpoint.
Priserne er yderst konkurrencedygtige. Man kan gratis downloade softwaren, eller man kan vælge at købe det pr. postordre.
For omkring 100 kr. kan man således anskaffe et komplet Linux system, inklusive E-mail, webbrowser og "0pen office" pakken, der bl.a. består af tekstbehandling, regneark og tegneprogrammer.
For langt de fleste brugere vil programmerne indeholde alle de funktioner, de er vant til fra Microsoft.
Problemet kommer når man får brug for at afvikle mere specielle programmer til eksempelvis videoredigering, billedbehandling - eller homebanking, såmænd. Hvis programmerne er skrevet til Windows platformen, er man nødt til at afvikle dem ved hjælp af såkaldt emuleringssoftware, der får Linux til at opføre sig som var det Windows. Men helt så godt og helt så hurtigt bliver det ikke.

Amerikaneren Richard Stallmann regnes for ophavsmand til bevægelsen for "fri software". Stallman var programmør ved MIT universitetets computerlaboratorium dengang computere var noget, der stort set kun brugtes af programmører og ingeniører. Dengang var det normen at kildekode var offentlig. Stallmann bemærkede med stigende forargelse, hvordan selskaber i begyndelsen af firserne begyndte at lukke adgangen til deres programmer. Da det mest brugte operativsystem, UNIX, blev lukket i 1984, besluttede Stallmann at udvikle et frit alternativ, som han kaldte GNU. Han stiftede the Free Software Foundation, der koordinerede udviklingen af de mange enkelt-programmer, der er nødvendige i et komplet operativsystem.

Når Richard Stallman skal forklare kampen for free software, sammenligner han med mad-opskrifter. Opskrifter er ligesom programmer; det er en serie af skridt der skal udføres for at opnå et resultat. Meget ofte sker der det, at kokken laver lidt om på opskriften fordi han synes det gør retten bedre. Måske giver han også den nye version videre til andre. Det er en helt naturlig frihed, sådan har man altid gjort og kokkene ville blive rasende, hvis man fjernede deres ret til at ændre opskrifter og dele dem med andre.
For Richard Stallmann er det imidlertid præcist det, der sker med software, når det bliver patenteret eller forsynet med copyright. Den der har ophavsretten smækker døren i for alle, der vil arbejde videre med den gode ide.

Udover selv at programmere en stor del af GNU, udtænkte Stallmann også den licens, som specificerede betingelserne for at bruge programmet. General Public License, eller GPL, siger at man frit kan kopiere og videregive programmet. Man har også lov at foretage ændringer eller anvende dele af programmet i andre programmer, men hvis man gør det, skal de programmer også være frigivet under GPL-betingelserne.

Arbejdet i Free Software Foundation løb imidlertid ind i problemer. Det var ikke alle der var enige med Stallmann fuldstændigt kompromisløse holdning til frihed. Specielt haltede det med udviklingen af en meget væsentlig komponent i GNU, den såkaldte "kerne".
I mellemtiden, i en helt anden ende af verden, startede den unge finne Thorvald Linus et udviklingsprojekt i 1991, der netop fokuserede på kernen - han kaldte det "Linux".
Programmet blev frigivet under GPL licensen, og Thorvald Linus søgte fra starten at gøre udviklingsprocessn til et fælles projekt for programmører der via internettet kunne bidrage fra hele verden.
Der opstod meget hurtigt et stort fællesskab af Linux brugere og programmører, og systemet fik yderligere vind i sejlene, da man indarbejdede de mange elementer fra GNU og dermed fik et komplet operativsystem.

Udviklingen af Linux er det mest overbevisende eksempel på styrken af den samarbejdsform, der findes omkring meget open source software. Tusindvis af programmører har bidraget med rettelser og ideer der har gjort Linux til den eneste alvorlige konkurrent til at Microsoft NT - men der har ikke været nogen overordnet instans, der har givet instrukser eller som har betalt lønningerne til de mange deltagere.
Hvordan dét kan fungere har givet anledning til mange bøger og akademiske teorier.
Den ene forklaring er det som Linus Thorvalds har beskrevet som "The hacker Ethic": Det, der virkelig kan få programmører til at yde deres bedste er ikke penge, men den håndværksmæssige stolthed ved at skabe et virkelig godt program, og at få sine ligemænds anerkendelse for det.

En anden forklaring giver en hacker miljøets veteraner Eric Raymond i sit essay Katedralen og Bazaren.
Raymond sammenligner udviklingen af open source software med en mellemøstlig bazar, hvor utallige små og store transaktioner foregår uden nogen central styring. Kunderne får det de skal bruge, men ingen har planlagt præcist hvordan. I bazaren opstår løsningerne som resultatet af at mange medspillere hver især gør det, de har lyst til.
Modsætningen til bazaren er katedralen: Den store flotte bygning, der opføres præcist som arkitekten har tegnet det, i en nøje planlagt og gennem-organiseret proces, som ingen uvedkommende kan blande sig i.
Efter Eric Raymonds mening udvikles de store, kommercielle software-systemer efter katedral-metoden. Hans påstand er imidlertid, at det er bazaren, der er mest effektiv, når det drejer sig om at finde løsninger på komplekse og hastigt skiftende problemer.

En anden tredje forklaring giver opfinderen af the World Wide Web, Tim Berners-Lee, der selv valgte IKKE at tage patenter på de centrale standarder han udviklede og som alle websider idag benytter.
"En væsentlig årsag til at internet revolutionen kunne ske, var at de grundlæggende elementer var fuldstændigt åbne. Selskaber kunne investere, og enkeltpersoner turde satse deres karriere og ofre deres nattesøvn for at udvikle teknologien, fordi de vidste at de ikke bare kastede det hele i lommen på nogle andre, men at det ville være til et fælles bedste".

Det er en vigtig pointe, at når man taler om "free software" så er det programmer, der er fri som i "frihed", ikke som "gratis". Open source software kan godt koste penge at bruge, selvom programmet kan kopieres frit.
De første til at indse det var selskabet "Red Hat", der i 1995 begyndte at sælge open source programpakker. Kunderne kunne (og kan) principielt blot kopiere programmerne uden at betale, men Red Hat kombinerede softwaren med vejledning og service.

I 2001 fik Linux sit kommercielle gennembrud, ikke mindst fordi IBM besluttede at bakke fuldt op ved at investere over 1 milliard dollars i at tilpasse deres maskiner, programmer og løsninger til Linux. IBM skønner at udbredelsen af Linux voksede med 50% sidste år.
IBM har nu over 250 programmører ansat der bidrager til udviklingen af Linux på linje med alle de andre programmører rundt på kloden der deltager i udviklingen. Mange store selskaber har idag ansatte til at videreudvikle open source software, for på den måde at kunne præge den retning et nyttigt program udvikler sig i.
IBMs blåstempling har også været kraftigt medvirkende til at Linux og open source nu for alvor er kommet ud over det gamle image som en obskur hobby for nørder.

Et af de væsentligste argumenter for at anvende open source er at man som kunde ikke i samme grad bliver bundet til et enkelt system og måske endda en enkelt leverandør.
Et specifikt program kan typisk kun afvikles på bestemte typer af hardware, eller det kun kan udveksle dokumenter med bestemte andre programmer, som derfor er nødt til at være en del af systemet.
Det kan også blive meget kostbart at skifte til en anden leverandør, fordi det kan kræve at man skal konvertere de gamle dokumenter, man skal instruere personalet, skifte hardware etc.

Det springende punkt er hvorvidt systemet benytter åbne standarder. Nogle standarder, eksempelvis internetprotokollen http, kan enhver se definitionen på, og derefter konstruere software, der gemmer og læser dokumenter så de passer til alle andre programmer, der benytter samme standard.
Men der findes vidt udbredte standarder, der er hemmelige. Microsofts tekstbehandlingsprogram Word og Microsofts regneark Excel er de suverænt mest udbredte på markedet, men de formater, man gemmer sine dokumenter i - angivet ved at dokumentet navnet slutter med .doc eller.xls - er hemmelige. Hvis andre vil lave programmer, der kan udveksle dokumenter med Word eller Excel, må de forsøge at gætte sig frem til noget der virker - og det giver uvægerligt problemer.