Do buy Dubai

April 02

Det rullende fortov strækker sig så langt øjet rækker ned gennem transithallen. Til begge sider sidder eller ligger rejsende, som forsøger at sove eller fordrive tiden i det rumstationsagtige ingenmandsland.

På mit ur er klokken halv et om natten, men den kunne lige så godt være 4 eller 8, nat eller dag - der er fuld aktivitet, alle butikker er åbne. Folk vælter ind fra alverden, groggy, sitrende af jetlag, og med det indre ur strøet over klodens tidszoner. Hanoi, Bombay, Johannesborg, sidste udkald, please go to gate.

En hel familie fra Somalia har sat sig i en kreds på gulvet, som var de på telttur i ørkenen. De er i løse gevandter, kvinderne har tatoveringer i ansigtet og slør om håret. Det er dog ikke sandet de sidder i, men transithallens orange og lilla tæppe af kunststof, og det er ikke traditionelle retter i lerskåle de har foran sig, men polystyren skaller med fastfood fra Burger King.
Jeg tager mig sammen og spørger om jeg må tage et billlede? Det må jeg ikke, men vi falder alligevel i snak, for det viser sig at den ene af dem har boet 11 år i Stockholm og taler glimrende svensk.

I lufthavnens lounge er der store lænestole, ædelt træ og marmor. Jeg checker min e-mail og får et par drinks at falde i søvn på inden nattens flyvning hjem. I baggrunden flimrer MTV, BBC og nyhederne fra de globale børser på store flade skærme. Udenfor ligger lufthavnslandskabet oplyst, de enorme flyvere kommer og går. På et tidspunkt pakker en del af gæsterne deres bedetæpper ud og knæler mod Mekka.

Der er folk der ikke gider at bo i den danske virkelighed. De kunne bedre tænke sig et sted, hvor solen altid skinner, hvor man ikke betaler skat, hvor store biler og luksus er billigt, og hvor myndighederne ikke hele tiden blander sig. Nåh jo, og hvor drivhuseffekten og miljøproblemerne er aflyst.
Så kunne man da få lov at vise noget privat initiativ!

Den virkelighed findes faktisk, man skal bare sætte sig ind i en flyvemaskine og flyve mod sydøst i ca. 8 timer. Så kommer man til Dubai, en lille arabisk bystat. I Dubai handler det dybest set kun om to ting: at tjene penge - eller om at bruge dem. Og det er regeringen 100% med på.
Så man betaler ikke skat og momsen på varer er 6%. Der er tiptop moderne veje, solide internetforbindelser, en spritny lufthavn og i det hele taget alt hvad der skal bruges på det praktiske plan. Og så er der en dejlig masse ørken lige op til byen, hvor de geschæftige typer rigtigt kan boltre sig med at bygge hoteller, shoppingcentre, containerterminaler, lejlighedskomplekser og kontorbygninger - det ene større og mere fantastisk end det andet.

Dubai er det mest globaliserede land i verden - 80% af de 900.000 indbyggere er udlændinge, og de kommer fra mere end 100 forskellige lande. Det er multietnisk så det klodser. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan Pia Kjærsgård ville have det der.
Men Dubai er et godt sted at være, hvis man i grunden er ligeglad med hvor man er, bare det er behageligt og bekvemt.
Hvis man er typen, der arbejder på et kontor i et stort internationalt corporation, så vil man sandsynligvis tilbringe størstedelen af dagen i omgivelser, der ikke giver nogen klare fingerpeg om hvor på kloden man befinder sig. Der er airconditioning derhjemme, i bilen, på kontoret, i shoppingcenteret, i hotellobbyen, i restauranten eller konferencecenteret. Det er ligegyldigt at ørkensolen brænder et sted derude bag de tonede ruder. Det kunne være Düsseldorf eller Dallas, men nu er det tilfældigvis Dubai.

Det er en ny by. Det var først med olie-boomet i halvfjerdserne at Dubai fik gang i udviklingen og indtjeningen - og nu er byen for alvor ved at være oppe i fart.
Kontorlandskaberne, hotellerne og shoppingcentrene breder sig ud i sandet, og mellem højhusene og parkeringspladserne kan man skimte det der før bare var ørken, som byggepladser. For tiden er over 700 højhuse under opførelse - i en by der stadig er mindre end København.

Når man taler med firmaer og myndigheder om fremtiden, så bliver man gang på gang præsenteret for mapper og prospekter med flere af de der arkitekttegnede visioner for kommende storbyggerier. Det er uvægerligt nogle vidtstrakte kontorlandskaber og futuristiske hotel-lobbyer, med skyggefulde træer og springvand. En verden hvor alt er nyt og rent, og befolket af velklædte, professionelle typer, mennesker der ligner noget fra en TV-reklame for et internationalt konsulent firma.
Det er de perfekte rammer om et liv af lange arbejdsdage, møder, telefonsamtaler og stirren ind i computerskærmen. Det er en sfære der handler om business, store biler, flotte ure, dyre restauranter - og som det allerhøjeste mål; den uforstyrrede meditation i solen på den perfekt plejede golfbane.

I den danske virkelighed skal man helst kunne snakke med om kulturlivet - men i Dubai behøver man ikke simulere interesse for den slags, der er alligevel ikke rigtig nogen museer eller koncertsale af betydning.
De fleste lande har filmfestivaler eller musikfestivaler, som de gør et stort nummer ud af, og Dubai har da faktisk også en kæmpefestival der hvert år tiltrækker hundredetusinder af turister. "Dubai shopping festival" er navnet, den varer hele marts måned og i den tid er byen pyntet op med gigantiske tilbudsskilte og mllioner af kulørte lamper. Overalt i byen støder man på festivalens logo, en kæmpemæssig indkøbspose, med silhuetterne af en glad, nærmest hoppende kernefamilie, der antageligvis er helt høje af shopping.

Der er specielt èn vare, Dubai er kendt for, Guld. Man kan købe det I form af smykker, men mange går mere direkte til sagen og anskaffer de rå barrer på 100 gram eller mere. Kiloprisen ligger omkring 85.000 kroner, så det løber hurtigt op.
Guldbutikkerne i byen fører i fællesskab massive reklamekampagner. Fra annoncerne i blade og TV, og på et utal af store billboards i bybilledet lyder sloganet: Gold first, everything follows.
I grunden er det en glimrende undertekst til hele Dubai-trippet. Først tjener vi penge og guld, så skal resten nok komme.


I Dubai kan man gnubbe skuldre med en af de virkeligheder, der er meget sjældne i Danmark - superdeluxe virkeligheden, hvor penge er noget man bare har i overvældende mængder.
I Danmark lever vi i den der lidt forsagte, asketiske minimælksvirkelighed, hvor seriøs rigdom er sjælden, og hvis man endelig har den, så regnes det for dårlig stil at udstille det.
Vi holder os til det køligt stramme og minimalistiske. Når det skal være fint, så er det noget med Arne Jacobsen, rustfrit stål og spinkelt snedkerarbejde.

I Dubais superdeluxe sfære må det derimod godt se ud af noget. Hvis man nu har råd til det, hvorfor så ikke købe sig nogle kæmpemæssig limousiner og udruste dem med al muligt ekstraudstyr? Hvorfor skulle man ikke bygge sig et palads i fransk renæssence, italiensk barok eller arabisk ørkenfort stil, hvis det nu er sådan man synes det er flot? Hvorfor skulle man ikke forgylde alt hvad der kan forgyldes, lige fra vandhanerne til stolene, lamperne eller væggene for den sags skyld?
Remember, Gold first, everything follows.

Der er mange af de virkelig rige typer i Dubai, og en del af dem trykker den virkeligt af på en måde, der i Danmark må betegnes som vulgært, groteskt, opulent, svulstigt eller med andre nedladende akademiske betegnelser, der kan signalere at vi da heldigvis er højt hævet over den slags.
Men det er bestemt ikke grimt altsammen. Der er fantastisk arkitektur, smagfulde og overdådigt smukke huse og kontorer, der er fantastiske pools, udsøgte restauranter… sine steder er det vanskeligt overhovedet at forestille sig, hvordan man egentlig skulle kunne gøre det mere luksuriøst - og i Dubai er det helt i orden hvis de der kan betale for det, svælger i det. Det er jo det de er der for.

Der var engang en cocacola reklame, der var helt i særklasse kvalm. I reklamen ser man folk fra hele verden mødes ude i noget smuk natur, medens de synger "I'd like to buy the world a coke". Kinesere og afrikanere, indere og europæere i folkedragter - alle samlet i fred, fordragelighed og solskin, med et lykkeligt smil på læben og en iskold cola i hånden.
For mig virkede det som en grotesk, kommerciel volddrift på vores allesammens ædle drøm om globalt fællesskab.
Hvem skulle nu have forestillet sig at det var sådan det virkelig gik.

Men det lærte jeg i Dubai. At det er i shoppingcenteret vi alle mødes. Til muzakkens toner, i skæret fra de globale logoer, dér ophæves alle forskelle. Det er dér historien slutter - og det endte med en forbruger. Vi vil have fastfood, digital elektronik og løbesko. Vi vil have starbucks kaffe og Ikea møbler og billige DVD afspillere og fikst børnetøj.
Man kan se det for sig: hvordan fronterne opløses, fjendtligheden smelter bort og de gamle krige bliver glemt, når vi smider geværet eller forlader demonstrationerne for at tage til indkøbscenteret for at checke de gode tilbud og drikke milkshakes på MacDonalds.
Vi føler os allesammen hjemme der, Vi er allesammen velkomne og vi ved præcist hvordan sådan et center fungerer, uanset om vi er klædt i Sari, en abaja, eller en træningsdragt.
Så hvad mere er der egentlig at slås for? Hvad er der af værdier at kæmpe for, når vores børn alligevel allesammen ser MTV, når bilen er fra Japan, når hele huset er fyldt med mærkevarer og selv lokumspapiret er importeret.
Dét er den i praksis gennemførte globalisering - og så kan De forenede nationer, fredsbevægelserne, hippierne og John Lennon godt pakke sammen, for det er åbenbart ikke kærlighed og solidariteten, der bringer verden sammen - det er forbruget.

Der er også en anden form for globalisering i Dubai. Det er den globalisering, der ikke ankommer fiks og færdig, som et shoppingcenter, præinstalleret med Hennes og mauritz, the body shop og hvad de nu allesammen hedder.
Det koster jo; airconditioning, marmorgulve og rullende fortove, det kræver at man har et kreditkort og en god fast stilling for at være med i den sfære, hvor alle steder er ens og al kultur er ligesom noget på TV.
Men det er den anden ting jeg lærte i Dubai; at globaliseringen ikke behøver at betyde at alt kommer til at ligne Los Angeles.
Globalisering kan også være som at befinde sig alverdens forskellige steder på én gang, i en mangfoldighed af indtryk og kulturer, der hver giver deres besyv med. Det er den version man møder i det gamle handelskvarter, i Soukens smalle gader og små butikkker og basarer.
Som i shoppingcenteret er der et mylder af folk fra hele verden, men i souken går de ikke i de samme mærkevarer og køber de samme film og CD'er. I Souken er der skinger arabisk popmusik, indere på tungt lastede kinesiske herrecykler, et russisk par der skændes, libanesiske gadekøkkener med falafler, Nokia mobiltelefonernes ringetoner, og kaldene til bøn fra moskeens minaret - altsammen blandet med larmen og dyttene fra den evige trafikprop og en helikopter deroppe et sted mellem skyskraberne. På cafeerne kan man leje vandpiber og sidde i ro og mag i en plastik havestol på fortovet og følge fodboldkampen i det fjernsyn ejeren har stillet op på en mur.

I Danmark har vi "klagen", som Bjørn Lomborg, kalder det. Vi går hele tiden rundt og er så bekymrede. Over miljøet, over økonomien eller over de udstødte og u-landenes masser. Vi er sådan nogle protestantiske mådeholdne typer. Vi har hørt om forurening og drivhuseffekten, så vi slukker lyset efter os, skruer lidt ned for varmen og alt det dér.

Men sådan ser virkeligheden ikke ud i Dubai. Det er bare fuld fart fremad. Jo mere des bedre. Det er en af de behagelige ting ved Dubai, at ingen prøver at sinke en med den slags værdige, men abstrakte overvejelser. For hvad er det egentlig for en krise vi snakker om. Det går da forrygende og fremtiden bliver utvivlsomt endnu mere fantastisk

Egentlig burde Dubai være en tør og sandet ørken. Men Dubai er grønt, der er masser af parker og smukke haveanlæg, springvand og kunstige søer. Der bruges enorme mængder vand, men det er vel at mærke altsammen havvand, der er blevet afsaltet, en process, der er yderst energikrævende - men hej, energi det er der masser af.

Dubai rummer således ikke mindre end 4 store golfbaner - de to af dem er i verdensklasse. Danmarks største stjerne indenfor sporten, Thomas Bjørn, bor i Dubai, og der kommer masser af turister specifikt for golf-banernes skyld.
Og hvis man kan anlægge greens i ørkenen, ja, hvorfor så ikke også stå på ski? I udkanten af byen, i et område der stadig bare er sand, er endnu et nyt gigantisk shoppingcenter under opførelse. Når det indvies i 2005, vil det rumme en skibakke, 70 meter høj og 320 meter lang - komplet med en skilift. Et super-avanceret klimaanlæg vil sørge for frisk sne hver nat. Indtil da må vintersports entusiasterne nøjes med at bruge de to store skøjtebaner i byen.
Og igen, hvorfor ikke, når man ovenikøbet kan tjene penge på det?

I det hele taget er der ingen grund til at bekymre sig om politik, for man har alligevel ikke noget at skulle have sagt - og da slet ikke som udlænding. I Dubai er det Sheikhen der bestemmer - eller rettere, det er hans bror, Kronprinsen der styrer, for sheikhen selv er mere optaget af hestevæddeløb.
Det er igen det med de parallelle virkeligheder. Dubai er i mange henseender et af de mest moderne samfund i verden, man er med helt fremme i det globale nu - og alligevel styres landet på en måde, der minder mere om middelalderen eller de enevældige kongers tid.
Det er sheikhen og hans familie der har pengene, i princippet er det simpelthen dem der ejer landet, og det er fra sheiken visionen om Dubais fremtid udgår. Der er en lovgivende forsamling der rådgiver ham, men partier, demokrati, valg, opposition og den slags er der ikke noget af.
Når man læser om politik i aviserne er det ikke om debatter og magtkampe. I stedet får man simpelthen referater af de beslutninger der er taget. Sådan er det, sådan bliver det. Videre.

Retfærdigvis må det siges, at Sheiken vitterligt har spillet sine kort klogt. Siden firserne har det været en bevidst politik at mindske afhængigheden af olien, og dag er under 10 % af Dubais økonomi baseret på olie.

Der er lige en enkelt hage ved den dubaiske version af virkeligheden. Man kan ikke blive der. Man kan være født og opvokset i Dubai, men med mindre ens forældre selv er statsborgere i et af Golf-landene, så kan man aldrig selv blive statsborger. Som udlænding har man langt færre rettigheder end statsborgerne. F.eks. kan man ikke købe hus og fast ejendom, der er begrænsninger i den måde man kan eje virksomheder på, og man må leve med den konstante risiko at ens visum ikke bliver fornyet - f.eks. hvis man bliver fyret fra sit job.
Det er 8 ud af 10 indbyggere i Dubai der på den måde er placeret i en lavere klasse, og skulle man pege på en enkelt omstændighed, der kan true den dubaiske fremdrift, så er det, om det går i længden, at det overvældende flertal holdes helt uden for indflydelse og spises af med andenklasses rettigheder.
Gold first, everything follows. Holder det virkelig - eller skal der mere til?