Dubai, April 02
Det er ikke så tit at man vågner op og tænker at nu bliver det først mærkeligt. Men det kan ske at det man vågner op til er mere syret end drømmen.
Nu var det selvfølgelig en fuldstændig ordinær, nærmest kedelig hverdagsdrøm jeg kom fra. Jeg tror jeg havde drømt om noget med at gå ned af hovedgaden i Horsens, i hvertfald var det lidt af en overgang da alarmen på min mobiltelefon ringede og jeg væltede ud i virkeligheden, medens det sådan lidt i slowmotion gik op for mig, at Gud ja, jeg er på hotelværelse i Dubai, 5000 km. fra Horsens og med en dag forude, der virkede som en - ja, som en besynderlig drøm.
I Dubai kører de med en anden stil end vi gør her i den nordiske velfærdsstat. Dernede sidder pengene lissom lidt løsere. Det er en del af bybilledet at en hel del af beboerne har penge nok til at tænke på nogle særdeles kreative måder at formøble deres formuer på.
Ikke alene er der mange af de lokale der har penge som skidt. Dubai har også formået at gøre sig til en slags fristed i den ellers noget strikse arabiske sfære. I Dubai kan man købe alkohol på hoteller og restauranter, kvinderne kan gå i bikini på stranden, og ganske vist er der ikke noget, der hedder politiske partier og demokrati og den slags, men det er bestemt heller ikke et land der er præget af et tyranisk og undertrykkende styre.
Så hvis man bor i SaudiArabien, Pakistan eller Iran og er lidt træt af at gå ædru og tildækket omkring, så er det oplagt at smutte til Dubai i weekenden. Dér kan man da få noget sjov ud af sine millioner.
Kort sagt, der er en veludviklet industri for seriøs luksus, og det var den jeg skulle ud og kigge lidt på - snarere end at vade rundt i Horsens i søvne.
Jumeirah Beach ville være et perfekt sted at optage nogle scener til en James Bond film. Der er den der stemning af fuldstændig overgearet luksus. Havet er azurblåt, badelagnerne ved de fantasifulde pools er tommetykke, der er frodigt og grønt under palmerne, alt er perfekt trimmet, og skulle der være et eller andet man har brug for, behøver man stort set bare at skæve lidt op fra liggestolen med en søgende mine, så står der en tjener klar til at hjælpe: Massage, kolde drinks, et nyt badelagen, jamen selvfølgelig.
Man behøver ikke at gå rundt, der kører nogle små elektriske vogne af den slags man bruger på golfbaner rundt, dem kan man bare tage med. Det var med sådan en, at jeg kørte over den 300 meter lange bro ud til den kunstige ø, hvor det, som i hvertfald i Dubai regnes for verdens mest luksuriøse hotel, er opført.
Det er en flot tur. Forude, midt i blå hav, rejser Burj al Arab sig i al sin dristige elegance. Hotellet er lige så højt som Eiffeltårnet og det har form som et sejl på en af de traditionelle både, handelsmændene i Dubai plejede at sejle rundt med inden alt det med olie-milliarderne og internettet skete.
Men egentlig er det ikke lige stilen at komme kørende til Burj al Arab i en golf vogn. De fleste foretrækker at lade sig fragte i en af hotellets Rolls Royces, og det er selvfølgelig også rigtigt, det er da meget rarere hvis man kommer inde fra byen eller fra lufthavnen. Klart, så tager man en Rolls.
På den lille parkeringsplads lige ved indgangen kunne jeg nu også se at der var nogen, der måtte have kørt selv i deres egen bil. Det er vilkårene, når man kører i en hvid lamborghini, der ikke virker meget højere end et skrivebord. Der er ikke rigtigt plads til en chauffør.
Man plejer at sige om de fornemste hoteller at de er fem-stjernede, men i enhver turistbrochure om Dubai bliver der gjort en del ud af at slå fast at Burj al Arab er verdens eneste 7-stjernede hotel - med andre ord, det er i en kategori for sig selv.
Det er også svært at forestille sig, hvordan man skulle kunne overgå Burj al Arab ved at læsse mere luksus ovenpå. i forvejen ligger stilen lige på kanten af det barokke.
Som sagt så ligner hotellet udefra et gigantisk hvidt sejl, men for at forstå hvordan det er indrettet er det måske smartere at forestille sig en 321 meter høj hvid nissehue der stikker op af det blåeste hav. Indvendig er det meste af huen bare luft. Hotellets værelser ligger alle sammen op langs den side der vender ud mod havet, mens den side der vender ind mod land er en kæmpemæssig hvid skærm af et særligt teflon materiale. Om dagen gør det lyset indvendig behageligt blødt, og om aftenen bliver hele den enorme hvide flade oplyst af farvestrålende projektører.
Når man træder ind i lobbyen kan man kigge et par hundrede meter opad langs indersiden af bygningen. Det er verdens største atriumgård, faktisk er det som om man først helt kan se hvor stor bygningen egentlig er når man kommer derind og lægger nakken tilbage. Der er højt til loftet må man sige.
Lige indenfor dørene tager man en rulletrappe op til receptionen. Hele væggen langs den ene side af rulletrappen er én stor glasplade ind til et kæmpe akvarium med farvestrålende eksotiske fisk. På den anden side af rulle trappen ligger et landskab af skulpturer i sort marmor overrislet af et spidsfindigt højteknologisk springvand. På et podie midt i rummet sidder en pianist og spiller sådan noget hotellobby musik på et hvidt koncertflygel.
Jeg havde - lidt modvilligt - fået en aftale om at blive vist rundt af hotellets pressedame. Hun lagde ikke skjul på, at det jo slet ikke var den type publikum og den type medie, som jeg kom fra, som de henvendte sig til. Hun virkede udpræget som om hun helst ville have mig ud i en fart.
Og jeg var ellers i mit pæneste tøj. Jeg havde endda haft åndsnærværelse nok til at tage det swatch ur af, som jeg havde købt dagen i forvejen. Hvis hun havde set at jeg gik med et ur af plastik var jeg formentlig omgående blevet sat på en golf vogn retur til fastlandet. Nu blev det til hvad man kan kalde et "tålt ophold". Pressedamen selv var naturligvis nydelig, fra Irland, midt i tyverne og udrustet med et par diamantøreringe på størrelse med hasselnødder.
Hun fortalte at alle værelser var totalt udsolgt, men vi kunne lige kigge ind i nogle af suiterne der var ved at blive klargjort til de næste gæster.
Faktisk er der kun suiter på hotellet. Definition på en hotelsuite er at den består af mindst to værelser. På Burj al Arab er standardsuiten på 170 kvadratmeter, fordelt på to etager. Man træder ind i en hall, der fører videre ind i en stor stue. Fra hallen fører en langstrakt svungen marmortrappeogså op til etagen med soveværelse og påklædningsafdelingen. Endevæggene i alle værelserne er af glas og vender ugenert ud mod havet.
Men med skam at melde, kan man dårligt kalde indretningen elegant. Det ser dyrt ud, det gør det, og det er sikkert vældig behageligt, men hvis man er vant til skandinavisk design, så er de oceaniske bløde divaner, de forgyldte borde og falske antikviteter, de tykke, tykke gulvtæpper, foruden græske søjler og metervis af skinnende marmor lige i overkanten.
Det er ellers moderne nok. På det antikt udseende skrivebord står en laptop med internet forbindelse, der er bygget en stor flad videoskærm ind i væggen, omkranset af en bred guldramme. Og så ligger de nye internationale magasiner fremme på bordet, der er frisk frugt og masser af blomster - og skulle der iøvrigt være noget man kunne finde på at mangle, så er det bare at ringe efter butleren, der står til rådighed hvis der skal serveres, ryddes op eller måske passes børn.
Hele herligheden koster 1000 dollars pr. døgn - altså lidt over 8000 kr.
Men det er for standard suiterne. Hvis man virkelig skal have det godt, kan man checke ind på en af de to Royale suiter i hotellet. De er på 780 kvadratmeter hver, de har deres egen direkte elevator, og en lille biograf og de store dobbeltsenge er ligesom en slags podie, der langsomt kan dreje rundt. Jeg har ingen anelse om hvorfor det er godt med en roterende seng - det kan være det er et eller arabisk milliardær trip jeg bare ikke fatter.
I de royale suiter er påklædningsværelset alene større end de fleste hotelværelser jeg har overnattet i.
Hvis vi lige går tilbage til billedet af en hvid nissehue, så må man forestille sig at kvasten på huen er en stor legoklods. Oppe mod spidsen af Burj al Arab hænger en firkantet kasse, lige ved siden af helikopterlandingspladsen. Det er en stor og selvfølgelig eksklusiv restaurant, med en forrygende udsigt.
Når man står deroppe og kigger ud over havet, så kan man langt derude et sted se en masse platforme og kraner, der ser ud til at være igang med noget stort. Og det er de. De knokler med fundamentet til det, der om 5 år skal være verdens største menneskeskabte ø.
Palm island hedder projektet, for øen skal have form af en palme, med stammen stikkende ud fra fastlandet og bladene som en vifte af ialt 17 veje, der til begge sider har strand.
Palme-øen vil stikke 6 km. ud i vandet.
Palmens blade skal være et superluksuriøst beboelseskvarter med omkring 2000 store villaer og lejligheder. Alle villaer får egen swimmingpool og egen sandstrand med bådebro. Priserne starter omkring de 5 millioner kroner, men de penge rækker slet ikke til en de grunde, der ligger i spidsen af hvert blad. De grunde bliver på 10000 kvadratmeter hver. Som en af de ansvarlige for projektet forklarede, så skulle det være nok til at man kan opføre et regulært palads der - og det er helt bogstaveligt hvad man forventer.
Stammen af palmen skal være en kombination af et stort shoppingcenter og en forlystelsespark, med store delfin-shows. Der bliver underjordiske parkeringspladser til 5000 biler, men man kan også vælge at komme rundt på område med et monorail tog.
Ude i villakvarteret bliver der dog kun adgang for beboerne og deres gæster, og de får deres egen direkte vej, der er helt adskilt fra det offentlige del.
I en stor halvcirkel uden om palmen bliver der bygget et 11 km langt rev som en bølgebryder. På revet skal der opføres 40 små hoteller, i det man kalder "boutique-style". De må højst være i 2 etager, og hvert hotel har sit eget tema. Et sted skal være ligesom maldiverne, et andet som en græsk ø, som Caribien, Bali eller Maimi. Et af hotellerne skal endda være under vandet, så værelserne har udsigt til fiskene.
Palmeøen er et meget godt udtryk for den indstilling man generelt møder i Dubai. Man kan hvad man vil, og jo større og mere fantastiske planer man kan opfinde, des bedre. Der er ingen grund til at holde sig tilbage.
Dubai er ikke meget mere end en stor by med knap en million indbyggere. Fra naturens hånd er der kun en godt 50 kilometer lang kyststrækning, og den er efterhånden fuldstændigt plastret til med industrihavne, standvillaer og hoteller. Men med palmeøen bliver der lige føjet 60 km. ekstra strand til.
Officielt er palmeøen sheikens ide, og ihvertfald er det staten, der i første omgang investerer over 12 milliarder kroner i den grundlæggende konstruktion.
Faktisk er det allerede vedtaget at man vil bygge endnu en ø, magen til omkring 15 kilometer fra den første.
Tekst: Peter Hesseldahl