E-nable:  En NGO viser fremtidens forsyningskæde

Et af de bedste eksempler på, hvordan 3D printere radikalt kan forandre organiseringen af værdiskabelse, er E-nable, en humanitær organisation, der leverer avancerede, individuelt tilpassede hånd-proteser til børn.

Med hånd-protesen kan børnene gribe genstande, cykle eller holde på et glas ved at dreje deres albue eller håndled.

Hånden er 3D printet i nylon, og designet er open source. Instrukserne kan frit downloades og printes, og enhver er velkommen til at arbejde videre på at forbedre konstruktionen. Selv det CAD program, som anvendes til at skabe designet og tilpasse hver ny protese til sin bruger, er gratis og open source.

E-nable er et globalt netværk af frivillige, der har adgang til en 3D printer, og som bruger den til at printe og samle proteser, som de giver gratis til børn – for det meste i udviklingslande. E-nable består desuden af et netværk af forskere og udviklere, som samarbejder om at videreudvikle kataloget af designs til proteser.

Prisen i råmaterialer til at printe en hånd-protese er omkring 250 kroner. Den er måske ikke særlig køn, men funktionaliteten er ret avanceret, og skulle nogle af delene gå i stykker, er det nemt at printe nye. De begrænsninger, protesten har, skal ses i forhold til at en ”rigtig”, professionelt produceret håndprotese typisk koster 25.000 kr og derover.

Siden starten i 2013 er der blevet uddelt omkring 1500 proteser i 37 lande gennem netværket, og antallet af frivillige vokser hastigt.

E-nable arbejder non-profit, men måden de er organiseret på, giver et fingerpeg, om hvordan også kommercielle virksomheders værdiskabelse kan blive: Designet og den videre udvikling foregår i et løbende samarbejde over nettet. Enhver er velkommen til at forsøge sig med forbedringer. Instrukserne kan downloades, produktet kan tilpasses hver enkelt bruger og derefter produceres på stedet – blot der er en netforbindelse, en computer og en 3D printer.

Alt i alt gør modellen det muligt at levere produkter, der er tekniske avancerede men ekstremt billige, til brugere, der ellers slet ikke ville have adgang til den type ydelse.

http://enablingthefuture.org/upper-limb-prosthetics/

Tekst: Peter Hesseldahl
Artiklen blev bragt i Ugebrevet Mandag Morgen, 7. Sept. 2015.