I platforms-økonomien skal man være udadvendt

Interview med Sangeet Paul Choudary

”Hvis man vil være en platform er man nødt til at skifte perspektiv. Normalt vil virksomheder fokusere på at forbedre deres interne processer, så de får mest muligt af deres produktionsapparat og deres ansatte. I stedet skal man fokusere på at opbygge eksterne aktiviteter. 

Som platform handler det om at koordinere ressourcer ude i økosystemet. Du skal ikke selv levere den færdige vare, men du skal hjælpe andre til at kunne finde sammen om løsninger”, siger Sangeet Paul Choudary.

Platforme er blevet en vigtig faktor i den nye, digitalt baserede økonomi, og Choudary er en dem, der bedst har formået at analysere og beskrive, hvordan platforme ændrer de konventionelle økonomiske spilleregler. Choudary er bosat i Singapore, men er tilknyttet både MIT og Stanford universitet og Insead business school. Han udgiver bloggen Platform thinking og har for nylig skrevet bogen ”Platform Scale”.

I dette interview peger han på, hvordan traditionelle virksomheder kan ændre forretningsmodel for at udnytte de nye muligheder for udvikling, der ligger i at skabe platforme.

Først og fremmest handler det om at indse, at ressourcerne findes ude i det, Chaudhory kalder det ”industrielle økosystem”. Derfor gælder det om at mobilisere både andre virksomheder og slutbrugerne til at bidrage til at skabe værdi.

”Som virksomhed er man nødt til at tage et kritisk blik på sin værdikæde, og overveje, hvor kan vi åbne op for bidrag udefra? Er der noget af det, vi gør, som bedre kunne overlades til andre – eller som ville blive bedre, hvis vi lod nogen udefra være med i processen?”, siger Choudary.

Data er det nye råstof
De data, som man kan få adgang til ved at engagere andre, er den væsentligste nye ressource i økonomien. Som eksempel nævner Choudary udviklingen af elektroniske patientjournaler. I starten gik læger og sygehuse over til patientjournaler, fordi det var en mere effektiv måde at håndtere informationer på.

”Men efterhånden viser det sig, at den største værdi ligger i ,at man nemt kan samle relevante oplysninger om patienten fra mange forskellige kilder, inklusive de oplysninger som patienten selv indsamler om kost og motion gennem apps og fitness-trackere. På basis af de mange data kan man nu tilbyde helt nye tjenester, der hjælper folk med at leve et sundere liv, eller at klare sig bedre gennem sygdomme”, siger Choudary.

Eksisterende virksomheder skal ikke opføre sig som en start-up
Fokus på data er specielt vigtigt, når eksisterende, traditionelle virksomheder vil forsøge at opbygge platforme. Der er stor forskel på hvilken strategi, et helt nyt selskab og en virksomhed bør vælge, pointerer Choudary.

Start-ups lægger typisk ud med at bygge en infrastruktur, der kan matche udbydere og forbrugere – som eksempelvis Momondo gør ved at være mellemmand mellem flyselskaber og rejsende.

Men virksomheder, der i forvejen selv fremstiller produkter, er bedre tjent ved at udnytte deres eksisterende produkt og kundekontakt til at indsamle mere detaljerede data, som derefter kan gøres nyttige i sammenhæng med andre virksomheder.

Produktet er en kilde til data
Virksomheden skal vænne sig til at se deres produkter, som en måde at indsamle data, siger Choudary: ”Hvis man eksempelvis sælger turbiner, så bør man udvikle dem til at kunne opsamle detaljerede data om, hvordan de bliver brugt. De data kan så bruges som første skridt i retning af en platform. Med dataene kan man i første omgang tilbyde kunderne bedre service og rådgivning om driften, man kan dokumentere og garantere den ydelse kunderne kan forvente, og man kan selv bruge dem til at forbedre produktet. Men dataene kan også have interesse for de andre virksomheder, der også er med til at skabe den løsning, som turbinen er en del af. Og her opstår muligheden for at skabe en platform, der integrerer, analyserer og koordinerer systemet på basis af data”.

Data-baserede tjenester vil levere væksten i værdi
Som et eksempel på strategien nævner Choudary, at alle bilfabrikanter i dag har travlt med at finde deres rolle i forhold til det, som kaldes ”the connected car”; fremtidens bil, hvis funktioner i høj grad bygger på at bilen udveksler informationer med andre biler, trafikstyringssystemer, og alt det andet, der har relevans for bilistens transport-oplevelse. Moderne biler opsamler en lang række oplysninger om, hvordan bilen bliver kørt. De data har også interesse for forsikringsselskaber, politiet, opkrævning af vej-afgifter osv.

De traditionelle bilfabrikanter kappes med nye spillere som Apple, Google og Tesla om at udvikle de platforme, der kan samle dataene og bruge dem som grundlag for nye services. Det er vigtigt, fordi selve bilen bliver mindre vigtig rent økonomisk. Det bliver i de databaserede tjenester, at den nye vækst i værdi for bilisterne vil ske.

Som Choudary ser det, ændres forretningsmodellen fra at sælge enkeltstående produkter til at engagere slutbrugeren i et helt økosystem af produkter og tjenester.
”Det er stadig sjældent, at virksomheder formår at skabe platforme, der kan inddrage brugerne til at deltage så aktivt som eksempelvis Nike eller Burberry har gjort det, men vi ser flere og flere, der forsøger sig. Dén udvikling kommer til at præge 2016”, mener Sangeet Paul Choudary.

Tekst: Peter Hesseldahl
Artiklen blev bragt i Ugebrevet Mandag Morgen 11. januar 2016