Et liv i Nano

Det kører faktisk rigtig godt for Nanette. Spændende job, dejlig kæreste, og i aften skal de have stor housewarming fest for alle vennerne i deres nye smukke lejlighed.

Når Nanette skal forklare hvad hun laver, plejer hun at sige at hun graver efter guld. Og det er ikke helt løgn. Nanette er konsulent for det belgiske firma I-goo, et af de førende indenfor re-composition. Firmaet har udviklet en serie mikro-organismer, der er istand til at nedbryde komplicerede og giftige kemikalier til simplere, ufarlige og gen-anvendelige stoffer. I-goos mikroorganismer kan også udvinde sjældne og kostbare metaller fra skrottet elektronisk udstyr.
Nanettes job er at køre rundt til gamle lossepladser, og undersøge om der er tilstrækkeligt med stoffer der kan omsættes til noget værdifuldt. Hvis der er, forhandler hun med de lokale myndigheder om retten til at oprense stedet.

Noget af det Nanette bedst kan lide ved jobbet er hun kan gøre noget for miljøet og tjene godt på det samtidig. Et gift depot, en stor grund forurenet med tungmetaller, eller en gammel losseplads fyldt med elektronik-skrot kan være en tikkende bombe under miljøet. Men med re-kompositionsteknologien bliver lossepladser bogstavelig talt til guldminer. I en tid, hvor det er blevet ekstremt dyrt at udvinde de sidste råstoffer fra verdens miner af guld, platin eller andre sjældne metaller, kan det bedre svare sig at udvinde dem af alle de gamle apparater - selv om det er ganske små mængder ædelmetaller der er blevet brugt til fortidens computerchips, skærme, måleapparater osv.

Indrømmet, I-goos teknologi er kontroversiel, og det er ikke alle der er helt trygge ved den.
Metoden blev udviklet af Craig Venter, den amerikanske forsker der i år 2000 afkodede det menneskelige genom og derefter gik videre til at udvikle helt nye former for liv. Venter tog udgangspunkt i den simpleste kendte levende organisme, derefter fjernede han systemetisk dens gener et af gangen, for at nå ned til den enklest mulige arvemasse der er tilstrækkelig til at understøtte en levende organisme.
Dén genetiske kode var enkel nok til at Venter kunne sammensætte DNA'et fuldstændigt kunstigt, ved at samle de enkelte molekyler fra bunden af.
Med den grad af kontrol over generne kunne Venter og forskerne efter ham nu begynde at skræddersy helt nye organismer til meget specifikke formål - et af de første var en mikroorganisme, der kan omsætte kloakslam til brint, som derefter kan bruges i energiforsyningen.

Teknologien er levende
Teknikken kaldes ”re-komposition”. Nanettes firma, I-goo, har specialiseret sig i at nedbryde komplicerede stoffer - andre firmaer tilbyder mikroorganismer, der i stedet kan opbygge højt specialiserede materialer ud fra simple grundstoffer.

De fleste nye materialer er udviklet ved at kombinere bioteknologi og nanoteknologi, hvor præcisionen af de strukturer man arbejder med, måles i milliontedele millimeter.
Man har for eksempel skabt ”smarte” materialer, der indeholder mikroskopiske sensorer og computerkomponenter. Der er udviklet kulstoffibre som er lette som fjer og stærkere end stål. Der findes materialer, der kan reparere sig selv eller skifte egenskaber alt efter lyset, temperaturen eller hvor hårdt de belastes.
Den slags avancerede materialer skal bygges op fra bunden, molekyle for molekyle. Snarere end at forsøge at samle molekylerne med en ekstremt præcis maskine, vælger man i de fleste tilfælde at udvikle organismer, der kan klare opgaven. På den måde kan man nærmest ”dyrke” sine højteknologiske materialer.

Sammenlignet med gammeldags mekanisk teknologi, er der den meget væsentlige forskel på de nye ”levende” teknologier, at de kan formere sig.
Det er praktisk, men det er også risikabelt. Mange frygter at mikroorganismerne skal brede sig til steder, hvor de kan forvolde skade - og måske dårligt kan stoppes.
Fuldstændig som dyr og planter kan angribes og opløses af svamp eller råd, så kunne man frygte at computere, maskiner eller byggematerialer ved et uheld bliver inficeret med mikroorganismer, der begynder at omdanne alt til en ubestemmelig grå masse.

Nanette har været igennem den diskussion utallige gange. Når nogen fortæller om deres bekymringer, viser hun gerne en lille video med I-goos direktør, Jaan Schmadt, som forklarer hvordan deres mikroorganismer er konstrueret så de kun kan formere sig når der tilsættes særligt udviklede enzymer under laboratorie forhold.
Ydermere, har I-Goo for en sikkerheds skyld udviklet en række stoffer der er uskadelige for miljøet, men som øjeblikkeligt kan dræbe organismerne hvis de skulle undslippe.
Og, som Nanette plejer at tilføje, så har der endnu ikke været et eneste tilfælde hvor det var nødvendigt at gribe ind.

Det er ingen sag at skifte udseende på bilen

Jo, selvfølgelig er der en risiko. Men omvendt, så får vi også meget ud af at bruge nano-materialerne. Tag nu biler, for eksempel. Nanettes firmabil vejer knap 300 kilo, og det er endda en model med god plads.
Da Nanette var lille, kørte hendes forældre kørte rundt i noget der hed en SUV, en fuldstændigt overdimensioneret tankvogn af en bil - den vejede op imod 3 tons, og så kørte den ovenikøbet på benzin! Det er fuldstændigt grotesk at tænke på, men sådan var det, dengang i olie-alderen: Stort, tungt og ekstremt in-effektivt.

Biler er dyre at køre rundt i. Man kan komme langt på en tankfuld biobrændsel eller brint, men vejskatterne betyder at man må vælge sin rute og tidspunktet man kører på omhyggeligt, for at undgå myldretiden, når taksterne er højest.
Nanettes bil er en fiks sag, først og fremmest er den super-flexibel. Dybest set består bilen af en flad bund med fire hjul, nærmest som et skateboard. I bunden er indbygget brændselsceller der producerer strøm til de el-motorer der sidder i hvert hjul.
Hele overdelen af bilen kan skiftes ud på under ti minutter. Når Nanette kører rundt til undersøgelser og møder har en lidt kedelig, fornuftig vogn til sit udstyr, men i weekenderne skifter hun tit til det smarte sport karrosseri hun selv har betalt for. Sidste sommer, da hun og kæresten tog på ferie til Norge, havde de lejet en overdel med god plads til bagage.
Første gang hun prøvede at skifte karrosseri blev hun godt nok overrasket over hvor let det er. Hendes sportskarrosseri består af ti ganske tynde plader, som hægtes sammen. Pladerne vejer en 2-3 kilo stykket, undtagen dørene, der er lidt tungere. Førhen blev de fleste biler bygget af stål eller aluminium, og det var selvfølgelig langt tungere end de kulfibre man bruger nu.
Kulfiberskallen er det som giver karrosseriet den store styrke og stivhed. I sig selv er den ikke meget tykkere end staniol. På ydersiden er den belagt med en film af elektroniske kredsløb, der indeholder tusindvis af sensorer der betyder at bilens computer kan holde styr på trafikken omkring den.
Filmen på ydersiden kan også fungere som display, og det er især det, der har betydet at biler indenfor de sidste 4-5 år er begyndt at se meget anderledes ud. I princippet er hele karrosseriet ét stort videodisplay, og derfor er der ikke længere brug for seperate lygter.
Færdselsloven fortæller hvor meget lys der mindst skal være på bilen, og den udstikker også grænserne for hvor opsigtsvækkende og bevægelige det, der vises på karrosseriet må være. Så længe man holder sig indenfor de rammer, er der frit spil for at designe fantastiske mønstre, skiftende farver, beskeder til andre trafikanter osv.
Festligt er det blevet, men selvfølgelig også lidt forstyrrende, som nu ham den unge fyr, der overhalede i formiddags i en bil, der så ud som om den var i en ekslosionsagtig brand. Det var vist ikke helt lovligt, men alligevel er det et af de mest populære downloads til karrosseri displays for tiden.
Nanette selv gør ikke så meget ud af netop bilen, det eneste hun har downloadet til sin er et lidt poetisk program, der tilpasser bilens display til vejret, så hele karrosseriet gløder, alt efter hvor mørkt det er.

En hård negl - af lysende diamant

Indrettet til konstant forandring

Nanettes kæreste hedder David. De går begge rigtig meget op i indretningen af deres nye lejlighed. De har konsekvent gået efter flexibilitet, ingen af dem gider at kigge på det samme for længe ad gangen. Livet skifter så hurtigt, det er ikke til at vide, hvad man har af behov og interesser om bare nogle måneder.
Så en meget stor del af deres møblement kommer fra I-kea's ”flowing furniture” linje, hvor man meget let og billigt kan forandre møblerne til ukendelighed. Lampeskærme, dørhåndtag, armaturer, armlæn, stole og bord-ben... Stort set alle de dele, der er monteret udenpå selve rammen af møblet, kan man udskifte, som var det LEGO-klodser.
Hvis man vil, kan man endda selv designe delene. Man downloader et program, der indeholder grundmodulerne, derefter kan man selv ændre form og farve, så man får præcist det udseende man ønsker. Programmet sørger for at de dele man designer overholder målene, så de kan monteres lige som nemt som fabrikslavede dele. Programmet kan også holde øje med om det man konstruerer bliver for skrøbeligt eller uhensigtmæssigt at bruge - så er det op til brugeren om hun vil vælge at følge rådene, eller om hun vil tage en chance med noget der er helt udenfor det sædvanlige.
Når man har designet den del man ønsker, sender man den til ”print” i den nærmeste butik med en maskine, der kan printe tre-dimensionelle genstande ud. Der ligger en 7-11 med en 3D printer lige om hjørnet fra Nanette og Davids lejlighed, og der plejer de at kunne hente deres nye dele i løbet af et par timer. I butikken kan de også få panten tilbage når de afleverer deres brugte dele til re-komposition.

3D printeren fungerer i princippet ligesom en gammeldags papirprinter. En lille dyse sprøjter små dråber ud på underlaget, præcist der, hvor det er angivet på tegningen i computeren. I stedet for blæk bruger 3D printeren imidlertid forskellige former for pulver. Når printeren har trykt et lag, hærdes pulveret, og så trykker printeren et nyt lag ovenpå. Lag for lag opbygges den struktur man ønsker.
3D printere er stadigvæk dyrt grej, men de bliver hastigt billigere og mange regner med at det vil blive helt almindeligt om nogle år, at have sin egen 3D printer i hjemmet. Dét vil nok vende grundigt op og ned på den måde sko, smykker, tøj osv. bliver produceret og solgt på.

Som i de fleste nyere lejligheder er der kun nogle få egentlige lamper. Det meste af lyset kommer fra væggene, lofterne eller fra låger og døre, der er belagt med det samme materiale som bruges til at forvandle bilers karrosseri til et stort display.
I princippet kan videofladerne vise hvad som helst. Man kan have felter med kønne biileder, lidt som at hænge gammeldags malerier op. Man kan vise film, man kan bruge det som en kæmpevideotelefon, eller man kan bruge væggen som en måde at forbinde rummet til et andet rum.
Davids mor bor i Israel, men de er tit sammen på den måde, at de simpelthen holder videoforbindelsen mellem deres stuer åben. De behøver ikke at sidde og snakke intenst med hinanden, det er snarere som om de befinder sig i hver deres ende af et rum, og kan gå til og fra og henvende sig til hinanden når det passer.
Nanette synes det er interessant at have displayet stillet ind på et eller andet webkamera på et spektakulært sted i verden. På den måde bliver væggen et kæmpe vindue lige ud til verden: til udsigten over Manhattan, et kig over alperne, eller fra rumsonden over Mars.

Som en del af det abonnement, der giver Nanette og David adgang til løbende at printe nye I-kea elementer, kan de få sendt matchende farver og mønstre til deres baggrundsbelysning. Men til festlige anledninger, som nu i aften, kan Nanette og David bruge timer på sammen at lave nye flotte farver og programmere de smukkeste forløb - det er nærmest som at lave scenografi, en smuk ramme om en dejlig aften.

Nanette glæder sig til at tænde for det hele og åbne for de første gæster, og høre deres udbrud når de træder ind: Nej, hvor er den skøøøn! Guud, har I selv designet alt det?

Se de øvrige artikler i serien om "fremtids-arkæologi":

Life recorderen og livs-strømmen
Lunefulde maskiner
Tankelæser
Medicinsk optimering
Digital aura
Kunstkød og biobrændsel
Design dit liv - i nanodetalje

Det, der først og fremmest rumsterer i hendes hovede idag, er festen i aften. Hun har forlængst planlagt hvad hun skal have på: Et skørt, hun købte i Hamburg sidste måned, vævet af edderkoppesilke og med indlagte tråde af lysledere, der kan gløde i alle farver. I aften skal den gløde i netop de lysegrønne og brændt orange farver, som deres nye lejlighed er tunet til for tiden.
Okay, den var lidt dyr, men edderkoppesilke er altså helt fantastisk. Ultralet, elastisk, superstærkt - egentlig blev det først udviklet til at lave skudsikre veste af. Ved at indsætte edderkoppegener i geder, kunne man udvinde proteinet til silken af gedemælken, og på den måde slap man også for det klister der er på rigtigt spindelvæv.
Nanettes negle er lakerede for længst. Og, indrømmet, det var heller ikke helt billigt, men så behøver hun heller ikke at tænke på dét den næste måneds tid. ”Nano-nail” lakeringen består af flere lag; inderst er et tyndt lag med partikler, der kan skifte farve og endda oplades til at lyse lidt op. Ovenpå det er der lagt en belægning af diamant. Det er slut med flækkede eller afskallede negle.

På arbejde foretrækker Nanette at holde lakken gennemsigtig og neutral, men når hun vil skifte farve eller vælge et bestemt spil i krystallerne stikker Nanette fingerspidserne ind i den lille ladestation. Her kan hun også aktivere lys-effekten, desværre holder den kun en 4-5 timer på en opladning.
Mange teenagepiger er begyndt at gå med sminke, der kan skifte farver og lyse op ligesom nano-nails, men det er lige et nummer for dramatisk til Nanette. Desuden har hun hørt noget om at de aktive nano-partikler i sminken er så små, at de bliver optaget og ophobet i kroppen - det kan ikke være sundt.

Tekst: Peter Hesseldahl