En meget stor del af de forandringer, vi vil opleve i fremtiden, vil udfolde sig i spændingsfeltet mellem to overordnede udviklinger:
- At menneskehedens dominans over planeten vil møde meget håndfaste udfordringer, ikke mindst i form af klimaforandringerne og voksende begrænsninger i vores forbrug af naturens ressourcer.
- At verden, og alt hvad der foregår i den, forbindes ekstremt tæt med stadig mere avanceret digital teknologi
På den ene side er naturen, der fordrer, at mennesker indordner sig og finder vores plads inden for et større system; på den anden side teknologien, der gør mennesker til noget særligt, og som betyder, at vi kan overskride de grænser, som naturen ellers satte for os.
Hvordan de to mega-trends spiller med og mod hinanden har været den røde tråd i mit arbejde, lige siden jeg skrev min første bog, ”Computerdrømmen og de økologiske realiteter”, engang for længe siden i 1992. Nu som dengang er udfordringen at forstå, hvordan vi kan organisere os, så teknologisk udvikling og bæredygtig udvikling ikke bliver modsætninger. Tværtimod: I det 21. århundredes spil er de hinandens forudsætning, ikke mindst set i lyset af de udfordringer, vi står over for.
Presset på ressourcerne og den omfattende sammenkobling indebærer tilsammen, at vi mennesker deler skæbne - på godt og ondt. Vi påvirker hinanden globalt og vi bliver stadig mere indbyrdes afhængige. Vi udveksler information, vi blander kulturer og økonomier på kryds og tværs, og vi står over for de samme grundlæggende udfordringer.
Det centrale tema i denne bog er, at forholdet mellem det individuelle og det fælles forrykkes. Det er åbenlyst, at den enkeltes og helhedens interesser i stigende grad er sammenfaldende, og at fællesskab og samarbejde får langt større betydning fremover.
Man kan ikke længere stå udenfor. Man kan ikke gøre noget, uden at det påvirker andre i en verden, hvor vi er knyttet så tæt sammen, og hvor menneskehedens behov er blevet så store i forhold til de ressourcer, der er til rådighed. Men det større fællesskab er ikke nødvendigvis en indskrænkning af den enkeltes muligheder. Tværtimod kan vi, så let og effektivt som aldrig før, bruge hinandens ideer, erfaringer og kræfter til at forbedre vores verden med nye løsninger og oplevelser.
Det springende punkt er, at samspillet imellem os forandres drastisk. Det gælder forholdet mellem enkeltpersoner og fællesskabet, det gælder forholdet mellem virksomheder og samfundet, mellem nationer og det globale samfund samt mellem menneskeheden og resten af økosystemet.
Der er større chance for at klare sig, når man kender spillets regler
På mange helt grundlæggende områder er vores omstændigheder under voldsom og hastig forandring. Digitaliseringen gennemsyrer alle aspekter af vores liv. Biotech kan vende op og ned på den måde, vi forstår vores krop på, og den måde, vi dyrker mad på. Nanotech står klar i kulissen med revolutionerende nye materialer. Og samtidig ser miljøproblemerne og klimaforandringerne ud til at kunne trække tæppet væk under det herredømme, mennesket har haft over naturen i det seneste hundrede år eller så. Endelig er der globaliseringen, der ælter kulturer og økonomier sammen, hvad enten de vil eller ej.
Det spil, vi spiller i det 21. århundrede er et ganske andet end det, vi har vænnet os til. Det kræver andre kompetencer og andre måder at handle på, hvis vi skal trives fremover.
Det er det, denne bog handler om:
- Hvad er de underliggende drivkræfter på vejen fremad?
- Hvordan vil de ændre vores vilkår og omstændigheder?
- Hvordan forandres spillereglerne?
- Hvad skal man kunne for at klare sig?
Det er store, brede spørgsmål, og bogen er derefter. Vi skal ikke i dybden med et enkelt begreb eller en specifik tese. Tværtimod er projektet at træde et skridt tilbage for at få overblik og for at udlede nogle generelle, overordnede spilleregler for tilværelsen i det 21. århundrede.
Det er svært at klare sig, hvis man ikke kender spillereglerne. Man kan dårligt handle kompetent og hensigtsmæssigt, hvis ikke man forstår, hvilket spil man er en del af. Og det bliver ikke nemmere, hvis spillet er under løbende forandring, så spillereglerne jævnligt skrives om. Man risikerer at handle efter en logik, der ikke længere er brugbar - men fordi man har vænnet sig til det gamle spil, har man svært ved at give slip på det, der plejede at fungere. Man bliver som en hund i et spil kegler: klodset, defensiv, i vejen, i fare ...
Jeg bruger ordet ”spilleregler” i to betydninger. Spillets regler er de generelle betingelser, man skal forstå at udnytte, udfolde sig og trives under. Og det er de mere konkrete, håndfaste regler og grænser for, hvad man vil kunne tillade sig fremover.
Mit mål med bogen er, at læserne (og jeg selv) får en større forståelse og et bedre overblik over de grundlæggende mekanismer i udviklingen, og får afstukket en logisk ramme, hvori man kan indsætte, ordne og tolke den rivende strøm af indtryk, informationer, krav og nye muligheder, som vi konfronteres med i vores arbejde og som privatpersoner og borgere. Ved at kende spillereglerne og baggrunden for dem burde man bedre kunne vurdere, prioritere og tage beslutninger på vejen videre.
Men lad mig straks få afklaret en spilleregel for bogen her: Ligesom enhver amerikansk reklame slutter med en lynhurtig opremsning af alle de forbehold, en advokat kan finde på at tage for utilfredshed blandt kunderne, så indleder enhver fremtidsforsker med at påpege, at fremtiden ikke kan forudsiges. Ideen med fremtidsforskning er at udfordre sine vante forestillinger ved at overveje, hvad der ville ske, hvis nu ... Det kan gå helt anderledes, end nogen forventede, det er ikke til at vide. Men i det mindste kan man forsøge systematisk at analysere, hvad det er for drivkræfter, vi spiller med og imod. Den analyse kan bogen forhåbentlig gøre læseren bedre rustet til at foretage.
Vores omstændigheder bliver mere komplekse
Bogens sprog er præget af den forståelse, som findes inden for systemteori og kompleksitetsteori. Ord som evolution, feedback og selvorganisering vil være strøet ud over siderne.
Kompleksitet er en måde at beskrive et system, hvor mange elementer spiller tæt sammen. Et komplekst system er anderledes end et simpelt system, fordi elementerne påvirker hinanden på kryds og tværs i et omfang, der gør systemet mere foranderligt og uforudsigeligt.
Og det er netop den vej, udviklingen går: Alt og alle forbindes, og vi spiller sammen og påvirker hinanden på kryds og tværs i langt større sammenhænge end tidligere. Vores omstændigheder, den type produkter, vi forbruger og fremstiller, og den type udfordringer, vi står overfor, bliver mere og mere komplekse - og derfor er vi nødt til at kende spillereglerne i komplekse systemer.
Specielt én af mekanismerne i komplekse systemer fortjener opmærksomhed: Selvorganisering - at der kan opstå noget helt nyt i et samspil, som ikke var til stede i nogen af de enkelte elementer. At summen kan blive til mere end delene.
Det ekstra, der kan opstå ved selvorganisering, er den grundlæggende kilde til fremgang og velstand i verden, og det er i den mekanisme, vi kan finde optimisme og håb for fremtiden: Når vi samarbejder, kan vi skabe mere, end vi havde hver for sig. Ved at dele ideer og viden, kan der opstå ideer, og dybere indsigt - og dermed kan vi klare os bedre her i verden.
Teknologien alene kan ikke sikre det samspil. Teknologien forbinder os stadig tættere, men vi er også nødt til at selv at træde ind i samspillet ved at åbne os for andres indsigt og ved at dele af vores egen viden og ideer. Fremover må vi i langt højere grad forstå os selv som del af en større sammenhæng; at vores egen succes er langt tættere knyttet til hele fællesskabets ve og vel.
Men det er ikke så enkelt endda. Komplekse systemer har færre klare svar og ingen endelige løsninger. Omstændighederne forandres, balancerne skifter, selv grundlæggende sandheder udfordres. Man må løbende tilpasse sig for at forblive egnet til de gældende forhold. Vi kender det fra evolutionen i naturen - men det gælder også for virksomheder, der udvikler nye produkter eller politikere, der vil lægger strategier. Hvis man tror, at man har fundet de vises sten én gang for alle, så risikerer man for alvor at komme ud af trit med realiteterne
Gråzonerne mellem det nye og det gamle verdensbillede
Denne bog er et både/og snarere end et enten/eller. Selvom der vil ske store og hurtige forandringer i de kommende år, er der ikke tale om en fuldstændig udskiftning af logikken, så alt det gamle mister relevans og forsvinder. Vi er snarere i en overgangsfase, en gråzone, hvor det nye og det gamle overlapper og smelter sammen.
Lad mig give nogle eksempler. Der er en stærk trend i retning af, at forbrugerne får mulighed for at være medskabere af de produkter og tjenester, vi bruger. Det betyder ikke, at forbrugerne fremover vil klare hele produktionen og designe alting selv, men ved at studere eksempler på at producenter og forbrugere spiller tættere sammen, får man et indblik i, hvad det kan indebære af muligheder og udfordringer, efterhånden som trenden får bedre fat.
Tilsvarende kommer vi i bogen ind på, hvordan en større del af magten, initiativet og ansvaret bliver fordelt ud til de mange deltagere i netværket, snarere end at være samlet øverst i et hierarki. Det betyder ikke, at der ikke fortsat vil være nogen, der er ledere, og nogen, der er medarbejdere, eller at alle beslutninger skal tages bottom up. Men ved at se på organisationer, der fungerer som netværk, kan man lære noget om, hvornår hierarkier er det mest effektive, og hvornår de kommer til kort over for en løsere og fladere form for organisering.
Som vi skal se, er der mange andre interessante eksempler på den type gråzoner. For eksempel vil samarbejde og konkurrence blive blandet. Åbenhed og hemmelighed vil rykke tættere sammen, ligesom offentlighed og privatliv vil blive sværere at holde adskilt. På det teknologiske område vil vi opleve, at det virtuelle og det fysiske i stigende grad overlapper. Hvor er vi egentlig henne, når vi sidder og taler i telefonen, samtidig med at vi surfer på nettet? ”Her” og ”der” flyder sammen - ikke helt, men mere og mere i takt med, at alt og alle kommer online.
Det er i gråzonerne mellem det traditionelle og det radikalt anderledes, at det syder og bobler. Det er dér, sammenstødene og samspillet opstår, det er dér man finder dynamikken; den hastige vækst, den ny kultur, og forretningsmodellerne for en ny økonomi. Og så er det dér, man først møder de nye krav til fremtidens kompetencer og mindset.
Tættere kobling, trangere forhold
Fællesskab og samspil får større betydning, men dermed ikke sagt at vi er på vej mod en total sammensmeltning og en fuldstændig underkastelse af individet i forhold til samfundet. Faktisk har den enkelte, takket være teknologien, fået langt større ansvar og mulighed for at være kreativ og præge sin tilværelse - men samtidig vil fællesskabet fremover holde den enkelte ansvarlig i højere grad, for i et tæt koblet og trangt system er der nødvendigvis snævrere grænser for den enkeltes udfoldelse.
Forskydningen i retning af større fællesskab giver sig udslag i mange forskellige sammenhænge.
I erhvervslivet bliver det både gunstigt og nødvendigt at inddrage brugere, samarbejdspartnere og sågar konkurrenter i langt større omfang. Ellers kan man ikke udvikle og levere de mere sammensatte og præcist tilpassede produkter, der efterspørges fremover.
Det kan bedre og bedre betale sig at samarbejde. Teknologien til at udveksle og koordinere bliver hastigt billigere, og når værdiskabelsen bygger på viden snarere end fysiske materialer, kan vi endda beholde det, vi deler med andre.
Man kan sammenfatte det som overgangen fra industrialderen til en ny kultur med nye roller, nye organisationsformer, nye måder at producere værdi på og nye krav til vores kompetencer. Vi kan endnu ikke overskue udviklingen tilstrækkeligt til at navngive den ny samfundsform. Men netværket er et centralt element. Netværket er ikke hierarkisk. Viden, handlekraft og kreativitet er spredt til langt flere deltagere. Netværket er løsere knyttet, mere omskifteligt og mangfoldigt end industrisamfundets standardiserede strukturer.
En maskine leverer et regelmæssigt og forudsigeligt resultat, og vi har været tilbøjelige til at tro, at politik og økonomi fungerede på samme måde. Men mange af det 21. århundredes problemstillinger kan ikke forudsiges eller løses endeligt. Verden er fuld af det, man på engelsk kalder wicked problems; drilske udfordringer, der ikke har nogen oplagt rigtig løsning. I stedet må vi lære at håndtere paradokser, dilemmaer og flertydige sandheder i takt med at forholdene skifter.
Det fordrer en anden indstilling at trives i et komplekst netværk. Man skal være indstillet på at indgå i samspil, indstillet på at tænke de fælles interesser med. Man skal være åben over for forandring og forskellighed og mere tryg ved at arbejde ud fra sandsynlighed snarere end vished.
Det er ikke uden risiko at kaste sig ud i samspillet - men denne bogs præmis er, at man alt andet lige bedre kan forholde sig kvalificeret til usikkerhederne, hvis man kender spillereglerne og de mekanismer, der generelt påvirker systemers opførsel.
Ideer og viden holder nøden fra døren
En af de vigtigste forandringer i de kommende årtier er, at vi vil gå fra en periode med rigelige ressourcer og et voksende materielt forbrug til en periode med et stort og voksende pres på de naturlige råstoffer: vand, energi, fødevarer, metaller …
Vi er midt i et nervepirrende kapløb mellem en voksende befolknings stigende krav og vores evne til at finde nye ressourcer og nye teknologier til at løse de behov. Det store spørgsmål er, om vi kan nå at få udviklet nye teknologier, inden manglen sætter ind, og der sker en form for sammenbrud.
Hidtil er det gået forbløffende godt. Men de udfordringer, vi nu står over for, kan virke uoverstigelige. Det pres på klodens ressourcer, der er under opsejling, er enormt, og i forvejen er naturgrundlaget temmelig nedslidt. Der er nok at være bekymret over.
Vi har aldrig været rigere, vi har aldrig haft stærkere teknologi og større viden, men samtidig virker det, som om vi aldrig har været tættere på at køre menneskeheden lukt i afgrunden - og tage en stor del af de øvrige arter på planet med i faldet.
Den gode nyhed er, at vi heller aldrig har haft bedre redskaber til at forstå verden og udvikle løsninger til at trives i den. Det er vores evne til innovation, der hjulpet menneskeheden til at trives, og på den videre vej frem er vi fortsat afhængige af vores indsigt og opfindsomhed. Det er den, der gør mennesker til noget særligt, og gennem teknologien kan vi forstærke den kreative proces, så vi hurtigere kan kombinere ideer fra stadig flere deltagere.
Men det er ikke nok at være smart. Den største udfordring for det moderne menneske er måske at vise ansvarlighed. Vores viden har givet os magt og ansvar, ikke kun over vores egen arts skæbne. Mennesket dominerer planeten. Vi kan forvalte planetens rigdom bæredygtigt, eller vi kan sløse den bort i en selvforstærkende spiral af ødelæggelse. Det er op til os.
Vi skal forbinde vores ideer og vores viden for at skabe helt nye måder at opnå langt mere nytte med en langt mindre belastning af kloden. Og vi skal gøre det ud fra en forståelse af vores medansvar for den større sammenhæng, vi indgår i.
En business-bog for enhver
I udgangspunktet er bogen henvendt til folk i erhvervslivet. Mange af eksemplerne handler om, hvordan virksomheder møder nye krav og muligheder, og om hvordan nogle virksomheder har haft succes med at forholde sig imødekommende over for tidens strømninger.
Men det er ikke en typisk business-bog med åndeløse vinderformler eller tip til ledere. Der er ingen quick fixes. Det handler om baggrunden, om de dybe, lange strømme, som man må lægge sin strategi ud fra.
Spillereglerne er så generelle, at jeg vil mene, at de har relevans for stort set enhver borger, forbruger, medarbejder og lærer. Når jeg tager udgangspunkt i erhvervslivet, er det fordi business er dejlig konkret. Det skal kunne løbe rundt. Hvis ikke der er nogen, der vil betale for ens ide, så er den ikke god nok endnu. Der er en vældig kraft i business. Det er praksis. Forbrugsmønstre, investeringer, og innovation påvirker verden, vores vilkår, muligheder og velstand meget direkte. I den forstand er business så politisk som noget.
En bog om mønstre og sammenhænge
Når man zoomer ud og betragter verdens gang i et større perspektiv, viser der sig en stribe generelle og langtidsholdbare mønstre i udviklingen. Ofte er mønsteret det samme i vidt forskellige sammenhænge, og derfor kan man forstå logikken i ét område ved at sammenligne med mekanismerne bag udviklingen i et helt andet område. Det er den slags overordnede mønstre - eller ”spilleregler” - jeg har været på udkig efter.
Den opmærksomme læser vil snart bemærke, at jeg har en bestemt fremgangsmåde til at præsentere de mønstre: Jeg lancerer en mekanisme - feedback, for eksempel - og hævder, at den er gennemgående og kan genfindes på tværs af mange domæner. Derefter bakker jeg det op med en stribe vidt forskellige eksempler, det kan være fra markedet, fra samfundet, biologien, sociale forhold og så videre. Sammenblandingen af begreberne har imidlertid et klart formål: At vænne os til at se, hvordan de samme mekanismer optræder i vidt forskellige sammenhænge.
På det sproglige plan giver det sig udtryk i, at jeg blander ord og betegnelser på kryds og tværs af faglige discipliner. Min påstand er, at mange af de kategorier, vi før inddelte verden efter, ikke længere kan holdes adskilte. Grænserne flyder ud, og disciplinerne smelter sammen. Tilsvarende er de metaforer, vi brugte til at forstå verden, ikke dækkende mere. Engang beskrev man verden som et urværk eller som en stor maskine. I de senere årtier har vi brugt computeren og dens programmer som billede på samfundet og dets processer. Men realiteterne i det 21. århundrede kan i mange tilfælde bedre beskrives med ord og begreber fra biologien. De systemer og sammenhænge, vi står over for og skal handle i forhold til, opfører sig i stigende grad som var de sansende, lærende og intelligente.
Det er kontroversielt for nogle at betragte teknologi som levende, og egentlig vil jeg nødig ud i filosofiske diskussioner om, hvorvidt det virkeligt er levende eller ej. Det er ikke en overvejelse, der holder mig vågen om natten. Mit ærinde indskrænker sig til at konstatere, at teknologien og vores kultur har udviklet sig til et stadie, hvor det i mange tilfælde bedst kan beskrives med begreber fra biologien.
En bog der kan læses i flere hastigheder
Jeg har forsøgt at skrive og strukturere bogen, så den kan læses i mange forskellige hastigheder. Overskrifter og underrubrikker er formuleret, så man forhåbentligt hurtigt kan orientere sig, og finde netop dét emne, man har brug for at læse om. Ligeledes er kapitlerne samlet i sektioner, der har samme overordnede tema, de afsnit, der konkluderer noget centralt er sat med fed skrift, så man nemt kan skimme bogen for de væsentligste pointer - og så har jeg ladet en del gentagelser stå, så man bedre kan læse kapitlerne ét ad gangen.
Størstedelen af mit baggrundsmateriale er skrevet på engelsk. Mange steder i bogen har jeg citeret bøger, foredrag og interview som oprindelig var på engelsk. Nogle af de citater er udgivet på dansk, men i de fleste tilfælde anvender jeg mit eget bud på en oversættelse.
Sammenlignet med de elektroniske medier har bogen den markante ulempe, at den ikke kan være dagsaktuel i detaljer. Bøger har deres egen tidsregning. De tager årevis at skrive, mange måneder at producere, og de er på markedet i år, ikke dage eller uger. Det er selvfølgelig frustrerende, for man kan ikke skrive en bog om det moderne vilkår, uden at eksemplerne straks forældes. Som forfatter er man nødt til meget bevidst at vælge cases og facts, som synes at være langtidsholdbare. Men hvem ved? Skulle nogen finde på at læse dette engang om en fem-seks år, vil det fremgå klart, at den er skrevet mellem 2007 og 2011, stærkt påvirket af klimaproblematikken, finanskrisen, Wikipedia og John Mayers musik. I morgen er det andre overskrifter og andre toner - men de generelle spilleregler her i bogen bliver næppe skrevet om lige med det første.
God fornøjelse med læsningen!