Det er efterhånden længe siden Sofie Mustermann har gået med nøgler.
Hun går heller ikke med penge, betalingskort eller billetter på sig længere - det behøver hun ikke. Når hun skal ind af døren derhjemme eller ind på kontoret åbner låsen sig automatisk for hende, bilen starter hun med et tryk på en knap. I supermarkedet og i butikker tager hun simpelthen varerne, lægger dem i indkøbsnettet og går uden at vente ved kassen. Skal hun med toget behøver hun ikke købe billet, I lufthavnen mærker hun intet til paskontrol og hun har hverken billet eller boarding pas.
De computerskærme hun passerer i løbet af dagen kan hun bruge som var det hendes egne. Hun skal bare stille sig op foran skærmen, så bliver den til et vindue ind til hendes data, og alt er sat op som hun foretrækker det på alle de skærme hun benytter.
Sofie kan altid finde vej, hun ved præcist hvor hun er. Hun ved - eller hun kan omgående finde ud af det - en hel del om de bygninger og genstande, der omgiver hende. Hun ved hvilke andre personer der er i nærheden, og om der skulle være nogen af dem, hun burde henvende sig til.
Omvendt, så ved alle andre også en hel del om Sofie - også selv om de måske aldrig har mødt hende før. For stort set enhver person, genstand, bygning eller kæledyr har idag en digital mærkning, der betyder at alle kan se langt mere om hinanden end hvad der rent fysisk er synligt for øjet.
De fleste kalder det en ”aura” - og faktisk er det ikke nogen dårlig beskrivelse. I flere religioner mener man at alle levende væsener er omgivet af et usynligt felt af stråler, der strækker ud over selve den fysiske krop. På samme måde har verden i løbet af de sidste årtier fået et ekstra lag af informationer - en ny fremtoning i en slags digital spejlverden hvor alt og alle er sammenkoblet og synlige for hinanden i mindste detalje.
Danmark og den Baltiske klynge af EU-lande var det første større område, hvor staten generelt tilbød ID-implantater til alle børn, på lige med de generelle vaccinationer. Ved 2-års undersøgelsen vælger langt de fleste forældre at få indsat den lille chip under den bløde hud ved barnets kraveben. Indgrebet kræver lokalbedøvelse, men det er aldeles ukompliceret: Hele chippen er mindre end et riskorn og kan indsættes med en kanyle på et øjeblik.
Chippen er yderst enkel. I de fleste tilfælde rummer den kun én information; et serienummer, der entydigt identificerer personen. Chippen kan aflæses trådløst af specielle læsere på op til 8 meters afstand, lidt afhængig af typen af læser.
Ifølge det danske danske indenrigsministerium har knap 96% af befolkningen over 2 år idag et ID-implantat, og det er ambitionen at nå 99% indenfor 3 år.
”Der vil altid være nogen, der af den ene eller anden grund ikke vil have et implantat under nogen omstændigheder - og det skal de naturligvis have lov til. Men man må konstatere at de gør livet utroligt besværligt for sig selv” siger afdelingsleder Flemming Macht fra Ministeriet.
En chip til mennesker og ting
Rent teknisk var ID-implantatet den logiske videreudvikling af den såkaldte RFID-mærkning, der i perioden op omkring 2015 afløste de gamle stregkoder på varerne i butikkerne. Det var en stor og langvarig omstilling at forsyne alle varer, og i mange tilfælde endda de enkelte dele af en vare, med et elektronisk kredsløb; en chip, der kunne afgive sine informationer, når den blev ramt af radiobølger fra en chip-læser.
RFID chippen er faktisk ekstremt simpel. Den behøver ikke at indeholde andet end et ID-nummer. For den computer, der aflæser nummeret er det en smal sag at slå de oplysninger op, der knytter sig til nummeret. Hvis RFID læseren for eksempel aflæser nummeret på en flaske Ketchup, kan systemet derefter opsøge alle mulige informationer der knytter sig til netop den flaske: prisen, leverandøren, et website fra fabrikanten, opskrifter, indholdsdeklarationer osv.
De først anvendelser af, eller ”Radio Frequency Identification” som teknologien oprindeligt hed, var klar allerede omkring årtusindeskiftet, men før chippene kunne udbredes overalt, måtte de gøres ekstremt billige. Det virkelige gennembrud kom først da prisen for at mærke en en genstand nåede ned i nogle få øre - nogenlunde samtidig med at at det blive muligt at trykke de elektroniske kredsløb direkte på varer ved at bruge elektrisk ledende blæk.
I første omgang bredte de trådløst aflæselige ID-chips sig derfor ikke som en måde at mærke varer på - i stedet blev de brugt til at identificere eller godkende mennesker. Det var dybest set den selvsamme teknologi, der gjorde det muligt at lade skipasset blive i lommen når man skulle med en skilift, og at køre med bilen over Storebæltsbroen eller ind i byzoner med vejafgifter uden at skulle standse op.
Omkring 2010 var det blevet almindeligt at kunne betale i butikker og automater uden at skulle have pungen op af lommen. I stedet overførte man med nogle få tast en ID kode fra chippen i ens mobiltelefon. På samme måde kunne koden fra chippen i mobilen bruges i dørlåse, ved billetkontrol, parkometre eller sodavandsautomater.
I 2014 var så mange dagligvarer mærket med RFID at COOP kunne indrette det første danske supermarked med kun en enkelt kasselinje til manuel betaling - langt de fleste kunder gik nu blot igennem en scanner der automatisk registrerede varerne. Med et tryk på mobilen kunne man derefter godkende, at prisen blev trukket på ens konto.
Sideløbende begyndte RFID læsere at brede sig til private anvendelser.
Med en læser indbygget, kunne køleskabet ”fornemme” hvilke varer det opbevarede, vaskemaskinen vidste hvor varmt tøjet skulle vaske, og hjemme-robotten kunne aflæse om det var en dåse eller en vase den stillede på plads.
Det havde fået ført til store ændringer i folks forhold til tid og sted, da mobilt bredbånd åbnede for fuld adgang til internettets muligheder, uanset hvor man befandt sig. Men mulighederne blev udvidet betragteligt endnu en gang, da chiplæsere blev standardudstyr i de fleste mobiltelefoner.
Sofie Mustermann, som var omkring 10 år gammel på det tidspunkt, kan stadig huske, hvordan hun måtte forklare sine forældre at man kunne bruge genstandene i den virkelige verden ligesom når man klikkede på links på internettet.
Når folk bevægede sig omkring kunne de hente informationer om varer, bygninger eller maskinerne i deres omgivelser ved simpelthen at holde mobiltelefonen tæt nok på genstanden til at aflæse dens chip.
En anden vigtig fordel som vi idag helt har vænnet os til, er at ting ikke længere blev væk. Førhen måtte man lede, men med masser af chiplæsere rundt om i hjemmet, vidste systemet nu hvor alting var. Man behøvede bare at lave en søgning - ligesom man leder efter ord og billeder på sin computer.
Til at lukke ind eller holde ude
I takt med at nøgler, betalingskort, billetter og ID papirer blev forsynet med RFID chips, blev det klart, at det letteste ville være at have én enkelt personlig chip, der grundlæggende kunne identificere en person i alle sammenhænge. I nogle år fik mobiltelefonen den funktion, men det var selvsagt ekstremt problematisk når folk mistede eller glemte telefonen.
På husdyr og kæledyr var man forlængst begyndt at implantere RFID chips under huden, men mange havde særdeles svært ved at acceptere tanken om at mærke mennesker på den måde - hvor logisk og bekvemt det end måtte være.
Det var da heller ikke alle de første personer, der gjorde det frivilligt. Et af de første områder, hvor man systematisk mærkede mennesker med RFID chips var i fængselsvæsenet. Mange fanger blev forsynet med et armbånd eller en fodlænke, der gjorde det muligt at følge dem detaljeret. I fængslerne hjalp det til at forhindre overfald eller narkohandel, fordi man nu præcist kunne se, hvem der har været sammen, hvor og hvornår. Udenfor fængslet gjorde lænken det muligt at afsone i husarrest eller at give personer forbud mod at færdes i bestemte områder, f.eks. i nærheden af f.eks. en tidligere ægtefælles hus.
Egentlige implantater fik sit første store marked i Latinamerika, der dengang som nu, var plaget af bortførelser. Blandt politikere, højtstående embedsmænd og de rige & kendte blev det i årene op imod 2010 ganske almindeligt at alle familiemedlemmer fik implanteret en chip, der gjorde det nemmere at følge og opspore dem.
At ganske almindelige forbrugere begyndte at få implanteret chips skyldtes især en koordineret og målrettet indsat fra asiatiske selskaber og myndigheders side. Den traditionelle europæiske skepsis overfor teknologi har aldrig rigtig præget de asiatiske forbrugere. Tværtimod, i Korea, Singapore og i den kinesiske stillehavsregion tog folk entusiastisk imod mulighederne.
Nøgleordet var bekvemmelighed. Allerede dengang var de asiatiske elektronik-giganter store styrke, at deres mange forskellige apparater kunne kobles sammen i ét sammenhængende system. Princippet var at alt - klimaanlægget, badevægten, fryseren, støvsugeren, bilen - skulle kunne udveksle viden og løbende analysere brugernes vaner og behov.
Som Lee Ubi-kom fra LG-Samsung forklarer, så var ambitionen, at uanset om man befandt sig i bilen, på kontoret, i køkkenet eller i brusekabinen, så skulle alle apparater samarbejde om at gøre livet mere bekvemmeligt for én. Men for at nå dertil var det nødvendigt at alle apparaterne konstant kunne identificere brugeren, uanset om han var påklædt eller ej:
”Derfor valgte vi ”Kom HELT hjem” som et af de slogans, der kunne fortælle forbrugerne at de med et chip implantat ville få et langt tættere og mere bekvemt forhold til teknologien omkring dem”, siger Lee Ubi-kom.
I første omgang blev chip-implantater markedsført som et statussymbol. Eksklusive butikker, fornemme restauranter, smarte natklubber og førsteklasses lounges i lufthavne indførte chiplæsere og tilbød deres stamkunder en implanteret chip. Dermed kunne personalet forkæle kunderne udfra et nøje kendskab til hvordan han eller hun plejede at ønske det, og kunder med et chip-implantat kunne nyde det privilegie at gå udenom køen ved indgangen eller kassen.
Omvendt; uden en chip eller med en chip, der ikke henviste til en tilstrækkeligt velbeslået bankkonto, åbnede glasdørene sig simpelthen ikke.
Verden er blevet gennemsigtig
Vi kan søge på alt og alle vi møder. Det er fuldstændigt indarbejdet at man lige checker efter: Er den bluse jeg overvejer at købe fremstillet på en moralsk forsvarlig måde, hvad kan jeg finde om den jobansøger vi overvejer at ansætte - eller den potentielle partner, jeg skal ud med i aften?
Men vi er også selv blevet gennemsigtige
”Vi ved at andre gør præcist det samme overfor os. Dem vi møder, dem vi forhandler med - de ved en masse om os på forhånd. Og det er jo ikke kun mennesker der betragter os. Ethvert apparat der aflæser vores chip kan i princippet slå os op, de kan forhøre sig i databaser eller hos andre apparater om hvad tidligere har gjort. I grunden er det helt uoverskueligt så tæt vi bliver observeret: Hvor vi er, hvad vi køber, hvad vi foretager os, hvem vi er sammen med...”, siger Sofie Mustermann.
Det er korrekt, at det efterhånden er svært at nævne et aspekt af vores liv, der ikke konstant registreres. Det betyder dog ikke at alt er synligt for alle, forklarer Flemming Macht fra indenrigsministeriet. Han mener at borgerne ved at bruge det internationale borgerkonto system har gode muligheder for at styre hvem der må se hvad om dem.
”Borgerkontoen” blev udviklet i et storstilet samarbejde mellem den amerikanske stat, EU-kommissionen og Microsoft, og meget tyder på at systemet vil slå igennem som global standard.
Det fungerer på den måde at enhver borger kan oprette et antal forskellige konti, hvor de mange informationer om vedkommende opbevares. For hver konto bestemmer borgeren hvem der har adgang til at se dataene, og hvem der har lov at tilføje data til kontoen. Ægtefæller giver typisk hinanden fuld adgang til hinandens konti, Banken, offentlige myndigheder, lægen, venner, arbejdsgiveren eller forretningsforbindelser får adgang til forskellige kombinationer af kontiene.
Borgerkontoen er et af en række helt uundværlige redskaber til at styre sin tilstedeværelse - ”managing presence”, som det kaldes.
Den konstante kontakt med et globalt computersystem, der kender ens identitet har udløst en flodbølge af kommunikation. Vi bliver bombarderet med henvendelser fra skærme, robotter og apparater der tilsyneladende kender ens interesser, forbrugsmønster eller økonomiske situation. Spam har været med os siden internettets barndom, men i takt med at alt er kommet på nettet, er der kommet spam på alt.
Det er blevet afgørende for ens velbefindende og overblik at have kraftige og præcise filtre, der kan sortere i mængden af information.
Spøgelser
Den italienske antropolog Gianfranco Facadi har påvist, hvordan menneskers omgangsform har fået en helt ny dimension indenfor de seneste par årtier:
”Vi har alle dage gjort meget ud af vores fysiske fremtræden. Tøj, smykker og status-symboler har været måder at signalere hvem vi er. Nu vurderes vi mindst lige så meget på vores digitale fremtræden, vores aura, og derfor er det kun naturligt at folk bruger så meget tid på at pleje deres profil. Vi vil se godt ud, hvad enten det er overfor mennesker eller maskiner, der vurderer os”.
Realiteten er imidlertid at folk kun i et vist omfang kan kontrollere deres aura. ”Tagging”-fænomenet viser det med al tydelighed.
At ”tagge” betyder at sætte et mærke på noget, og det er blevet lidt af en folkesport. Der er opstået enorme websites, hvor enhver kan indtaste kommentarer der knytter sig til en eller anden genstand, person eller et fysisk sted.
Hvis man eksempelvis er glad for servicen i en butik, kan man skrive den kommentar ind på tagging-websitet - enten ved at oprette en ny side eller ved at tilføje sin kommentar til en eksisterende side. Man kan også udbygge sin kommentar med links, f.eks. for at gøre opmærksom på at den samme type varer kan findes billigere et andet sted.
Andre, der overvejer at handle i butikken, kan undersøge hvad der er skrevet om den. På den måde kan man f.eks. opleve et nyt lag af en by. Når man går omkring kan man løbende hente de kommentarer og oplysninger, der er knyttet til de steder man passerer.
Som Gianfranco Facadi udtrykker det, så kan fortidens begivenheder leve videre som digitale informationer der er knyttet til et sted eller en ting - nærmest som en slags spøgelser.
Stig Rehn fra Foreningen ”Djævlens mærke” har ofte udtalt sig slagfærdigt om problemerne ved ID-chippens udbredelse - han får det sidste ord i denne omgang: ”Vi har ikke noget valg! Vi bliver påtvunget et system, der gør os sårbare overfor enhver der vil belure os. Vi risikerer at få spoleret vores omdømme af vandaler der bevidst tagger os med falske informationer. Vi mister muligheden for af og til at være private, anonyme og uforpligtede. Men hvis vi nægter at gå med chip, så bliver det bare endnu værre. Uden chip bliver vi pillet ud til nærmere kontrol, vi bliver pålagt gebyrer, det er umuligt at få arbejde. Det er bekvemt, tjah... men vi er blevet slaver af vores eget system”.
Tekst: Peter Hesseldahl