”Kom nu, der er ikke noget at være bange for, det gør altså ikke ondt eller noget”.
Det var første gang Anders prøvede at tage scanner nettet på. ”Du skal bare sidde stille, luk øjnene og slappe af”.
Laura hjalp ham nettet på, det lignede en lidt kraftig badehætte. Derefter tændte hun forbindelsen til de elektroder de begge havde haft indsat i nakken og overarmene det sidste halve år.
”Så, begynder du at kunne mærke noget?” spurgte hun.
Anders tog en dyb indånding og lænede sig tilbage i stolen. Der var faktisk noget, en begyndende flimren for øjnene, lidt som hvis man var kommet til at kigge ind i en skarp lampe. I løbet af et lille minuts tid begyndte han at kunne skelne former og utydelige mønstre i forskellige farver. Samtidig begyndte han så småt at kunne fornemme enkelte, lidt uklare stik af følelser - det mindede ham om lyden når man drejede rundt mellem kanalerne på en radio.
”Slap af, jeg kan mærke at du spænder”. Han åndede dybt ud igen og holdt øjnene fast lukket i. Mønsteret af de lysende prikker blev klarere, det begyndte at ligne et meget grovkornet display.
Han kunne så småt skelne en person i en stol - han vidste det var ham selv, set med Lauras øjne. Han vinkede og den utydelige figur inde i hans hoved vinkede også. Laura grinede, og Anders kunne samtidig mærke en pudsig, boblende følelse af glæde. Ikke alene modtog han signalerne fra Laura øjne, han blev også påvirket af det humør og de reaktioner Laura havde overfor situationen.
Wow! Anders følte det som om han stod på tærsklen til en fuldstændigt forandret måde at forstå verden på - og Laura, vidste han, havde det på samme måde.
Anders og Laura var under uddannelse som operatører. Efter endt eksamen ville de kunne betjene de fleste typer teletilstedeværelses robotter, hvad enten det var gigantiske kraner på byggepladser, til udforskning af farlige miljøer, eller til at flytte omkring på enkelte molekyler i nanoskala. Betjeningen var grundlæggende den samm e, selvom de operationer de udførte, foregik i vidt forskellig størrelseorden. Hvor robotten reelt befandt sig var i princippet også ligegyldigt. Faktisk var der i mange tilfælde ikke engang tale om at styre en virkelig maskine i den fysiske verden. De mange simulationer og 3D universer, som bruges indenfor forskning og af firmaer i deres planlægning og organisering, styres typisk på en måde der minder om et meget avanceret computerspil.
I alle tilfælde gjaldt det om at koble sig så direkte som muligt op til systemet. Ofte var manøvrerne ekstremt komplekse og krævede stor præcision, i nogle tilfælde var det kritisk at operatøren kunne reagere ekstremt hurtigt. Og derfor havde teknologien udviklet sig fra bare at bruge en joystick foran en skærm, til at operatørens nervesystem nu i stigende grad var forbundet direkte til computeren.
Den seneste version af scanner-nettet havde føjet en ny vigtig dimension til. Nettet var både i stand til at foretage en ganske detaljeret scanning af hjernens funktioner, og til i grove træk at overføre sanseindtryk og reaktioner mellem flere operatører, der koblede sig sammen - sådan som Anders og Laura netop havde prøvet.
Det gjorde det muligt at samarbejde på en langt mere præcis måde, og ikke mindst gjorde det det muligt at kombinere en dygtig operatørs evne til at styre med en eksperts viden om de omgivelser, der skulle opereres i.
En læge kunne så at sige ”rejse med” og udstikke kursen, medens operatøren styrede en lille bitte kirurgisk robot rundt i patientens blodårer. Eller en geolog kunne tage bestik af forholdene undervejs medens operatøren styrede en gravemaskine rundt i dybe miner.
Instruktøren på Anders og Lauras kursus havde altid stor morskab ud at vise sine elever gamle billeder af de første hjerne-scannere. Tilbage i 1990'erne var det enorme maskiner, som man rullede patienten ind i, og som krævede at man lå helt stille under klaustrofobiske forhold. Princippet bag teknologien var imidlertid stort set det samme allerede dengang, nemlig at måle blodgennemstrømningen i hjernen. Røde blodlegemer indeholder jern, og ved at bruge en ekstremt kraftig magnet kan man måle hvordan aktiviteten skifter i de forskellige områder af hjernen, alt efter hvad man tænker på. Hvis én del af hjernen bliver brugt mere, vil den lyse op på billederne fra scanningen, fordi der flyder mere blod derhen for at føre energi til processen.
Gradvist, gennem titusinder af scanninger, kortlagde forskerne hvordan hjernens enkelte områder reagerer på forskellige påvirkninger og opgaver, og selv nu, efter flere årtier, fortsætter arbejdet med at skabe et stadig mere detaljeret og velunderbygget kort over hjernens funktioner.
Som så meget andet indenfor biologien har det vist sig at være ekstremt komplekst. Det er ikke sådan at der til hver slags tanke er ét enkelt område, der aktiveres. Der er mange dele af hjernen i sving hele tiden, så det er samspillet mellem dem man må forstå.
Ikke desto mindre, så må præcisionen og pålideligheden af scanninger siges at have nået et niveau i de senere år hvor teknologien giver et meget anvendeligt kig ind i hvad der foregår i en persons hjerne.
Når man i dag kan tage et scanner-net på hovedet, der har en højere præcision end en flere tons tungt apparat havde for nogle årtier siden, er det et godt eksempel, på hvor dramatisk materialeteknologien har ændret de genstande vi bruger. Scanner-nettet er et ultra-tæt væv af mikroskopiske tråde. Materialet er designet fra molekyleniveau til ikke alene at være superledende, men også utroligt slidstærkt.
Man kan ikke skjule sin viden
Sammenlignet med så mange andre radikale teknologier er udbredelsen af tankelæsere gået forbløffende glat.
Politiet fattede naturligvis hurtigt interesse for mulighederne. Tidligere tiders løgnedetektorer var mildt sagt upræcise. Ved at måle ændringer i blodtrykket, vejrtrækningen og hvor meget personen sveder, forsøgte man at afgøre om en afhørt talte sandt.
”Brain fingerprinting” var en væsentlig forbedring. Systemet var meget simpelt; man forsøgte at måle om en person havde en bestemt erindring eller ej. Hvis en person har været udsat for en vigtig begivenhed, afsætter det spor i hjernen, ligesom et fingeraftryk. Man vidste også, at hjernen udsender en bestemt impuls, når en person genkender en genstand - og at personen ikke kan skjule det. Derfor fik personen, der skulle afhøres, et pandebånd på, med elektroder der kunne måle ændringer i de elektroniske signaler som nerveceller udsender.
Allerede omkring år 2000 begyndte man i USA, at bruge teknikken i mordsager. Man viste den mistænkte en stribe forskellige ting, hvoraf nogle af dem var afgørende beviser - f.eks. mordvåbnet, et tørklæde eller et billede af en nøgleperson i sagen. Hvis man kunne måle at den anklagede genkendte et afgørende bevis i sagen, var det et stærkt fingerpeg om at personen havde været indblandet.
Idag kan vi få et langt mere detaljeret indblik i hvordan en person reagerer. Scanninger kan vise om en person er bange eller vred, om man tænker strategisk eller impulsivt, om man er overrasket, forvirret osv. Den grundlæggende svaghed er dog stadig at man ikke direkte kan SE, hvad en person tænker, man kan kun få et omrids af hvilken type tanke eller reaktion, der er tale om.
Når der stadig er en vis usikkerhed, skyldes det også, at vores tænkning er så utroligt kompleks. Der findes f.eks. over 100 forskellige typer af løgn; den forberedte løgn, den defensive løgn, den spontane løgn... Hver af dem har deres eget mønster af aktivitet i de forskellige dele af hjernen.
Et kig på forbrugernes inderste ønsker
I de første tiår efter årtusindeskiftet betød det store fokus på terrorbekæmpelse, at selv grænseoverskridende nye metoder ret let kunne tages i brug. Psykologer og hjerneforskere gik i gang med at identificere mønstre i hjerneaktivitet, der afslørende tendenser til voldelig opførsel eller psykopatiske træk, ligesom man ledte efter tegn på lurende depressioner, schizofreni eller demens. Især i kombination med analyser af genernes indflydelse på psyken har det med tiden givet forskerne stærke redskaber til at forstå en persons karakter.
Det har gavnet mange mennesker usigeligt, at lægerne nu har så godt et indblik i hjernen, men så ofte med teknologi er det ikke uden tilsvarende alvorlige problemer:
Som cognitions-etikeren Carsten Lall Pedersen påpeger, så er meget af forskningen stadig af temmelig tvivlsom karakter: ”De fleste forskere er tilbøjelige til at se fuldstændigt mekanisk på tingene. De undervurderer at menneskets karakter og tænkning konstant formes af det liv vi lever. Det er naivt at tro at man kan vurdere folk udfra nogle scanninger og en DNA-analyse”.
Når Carsten Lall Pedersen er så betænkelig, er det ikke mindst fordi analyserne af hjernescanninger ofte ender med at blive brugt af arbejdsgivere eller forsikrings selskaber for at vurdere en person.
Et andet aspekt af teknologien, der ofte kritiseres er Neuromarketing. Ved de fleste større satsninger, hvad enten det er reklamekampagner, nye produktlanceringer, en Hollywood film eller nye udgivelser fra et af de store navne indenfor musik, vil der typisk være testet på forhånd ved at scanne en række forbrugeres reaktioner.
Neuromarketing har gjort det muligt for selskaber at have en langt mere præcis forståelse af hvad forbrugerne synes om deres produkter, og hvordan de opfatter selskabet som varemærke.
På vej mod massemarkedet
Kombinationen af scanning og direkte sammenkobling af nerveceller og elektronik ser ud til at blive det næste store skridt. Udviklingschef Mehmet Ehwel, fra firmaet Cognetiqs, spår, at teknologien I de kommende 5 år vil brede sig fra professionelle og specialiserede formål og blive et helt almindeligt ekstra interface I hverdagen - en form for teknologisk udvidelse af vores sanser.
Det vil altså ikke længere kun være særligt uddannede operatører som Anders og Laura, der får indopereret et direkte interface til nervebanerne.
Der er et enormt antal små og store anvendelser i hverdagen som kan lettes, siger Mehmet Ehwel; ”Sikkerheden for bilister er oplagt. Nerveinterfacet blev jo oprindeligt udviklet til jagerpiloter. For dem var det kritisk at fjerne den forsinkelse på 2-3 tiendedel af et sekund der går fra hjernen tager en beslutning til kroppen udfører handlingen. Men dét kan også være kritisk i trafikken. Med et direkte interface vil bilen også kunne mærke om du for eksempel er stresset, så den skal spille beroligende musik og ikke lade telefonsamtaler komm igennem - eller omvendt, spille højere musik og advare bilisten, hvis han er ved at falde i søvn”.
Underholdningsindustrien, også de mindre lødige dele af den, har for længst set potentialet. Allerede omkring årtusindeskiftet patenterede den dengang japanske elektronikgigant Sony en række koncepter til at overføre lyd og billeder direkte til syns og hørenerverne, og siden har de fleste af underholdningsgiganterne forsket i nye medier, der direkte stimulerer følelser.
Som bekendt har det ført til et interessant overlap med medicinalindustrien. Der har været meget frugtbare samarbejder omkring forskningen i at hjælpe blinde ved at forbinde kameraer direkte til synsnerven, og omkring bestræbelserne på at hjælpe mennesker med lammelse til at styre robot-arme og ben-proteser eller til genskabe forbindelsen mellem nervebaner, der er blevet ødelagt.
Alt tyder på at det kirurgiske indgreb til at indsætte implantater der kan aflæse nerveimpulser vil blive væsentlig mindre omfattende og dermed billigere indenfor få år. I samme takt vil man formentlig se at de mange husholdnings og legetøjsrobotter, der kan fjernstyres over nettet, vil blive udbygget med mulighed for styring fra nerve-interfaces.
Én konsekvens kan være at mange af robotterne omkring os vil ”rumme” en person, der fjernstyrer og ser og hører gennem robotten et helt andet sted fra, fortæller professor Bente Krahn fra Århus arkitektskole:
”Den samme teknologi vil naturligvis også kunne gøre vores færden i virtuelle universer og computerspil langt mere bekvem og intuitiv. Om det er en virkelig fysisk robot, man styrer eller om det er en figur i et computerunivers er i praksis ligegyldigt”.
Et mere kontroversielt aspekt af samarbejderne mellem underholdningsbranchen og medicinalindustrien er de mange forsøg på at stimulere nervesystemet elektronisk til at føle glæde, ekstase, større koncentration eller sexuel ophidselse. I princippet skulle metoden være fri for bivirkninger fra farlige kemikalier, men nogle psykologer frygter at den type stimulation kan vise sig at være lige så vanedannende og skadelig som almindeligt misbrug af medicin og narkotika.
Grænserne imellem os opløses
Menneskets trang til at kommunikere konstant med sine bekendte er tilsyneladende umættelig - det har været tydeligt lige fra mobiltelefoner, SMS, online universer og til den måde mange i dag deler data fra hinandens livsstrøm optagelser. Scanner-net og nerve-interfaces er i fuld færd med at tilføje nye dimensioner til vores indbyrdes kontakt.
I 2010'erne så man mange eksperimenter med at inddrage genstande i hverdagen i kommunikationen. Man forsøgte sig f.eks. med lamper der lyste forskelligt alt efter hvordan en nær ven eller et familiemedlem havde det. Et andet kortvarigt hit var sofapuder eller tøj med skulder puder der blev varme eller vibrerede let, når ens nærmeste overførte en hilsen.
Nogle kunstnergrupper har gjort det til en karriere at udforske den ekstreme sammenkobling. ”Vi er blevet en ny art, konkluderer det koreanske kunst-kollektiv MixMash: ”vi kan være alle vegne på én gang, vores hjerner er koblet sammen. Det vi ser er ikke nødvendigvis der hvor vi er, det vi føler kan være en andens følelser. Det vi oplever kan være nutid eller fortid - eller måske er det helt kunstigt skabte indtryk”.
Tilbage på operatørskolen så Anders måske knapt så bombastisk på sagen. Men han var unægtelig spændt på hvordan sammenkoblingen til Laura vil udvikle sig. Det var ikke helt tilfældigt at han havde sørget for at komme i projektgruppe med hende. Han var vist ved at blive lidt småforelsket, tænkte han - og han syntes at han kunne mærke at Laura tænkte det samme.
Tekst: Peter Hesseldahl