Jens Hansen har en bondegård, og på den gård har han høns og geder.
Men Jens Hansens dyr skal ikke spises. De er højt specialiserede produktionsenheder, resultatet af mange års videnskabeligt arbejde, og særdeles kostbare.
Det er ikke til at se det. De opfører sig som dyr altid har gjort, men faktisk er de omvandrende fabrikker til produktion af proteiner og enzymer, der er så komplekse, at de ikke kan fremstilles med traditionel kemi. Dyrene er gensplejsede så deres celler sammensætter og udskiller de komplekse molekyler. De kostbare stoffer kan derefter udvindes af hønsenes æg eller gedernes mælk - de skal bruges som ingrediens i det væld af nye medicinske behandlinger, der er udviklet siden forståelsen af generne for alvor tog fart.
For Jens Hansen har det været et skift til en helt anden form for landbrug. Det handler ikke længere om at producere store mængder af billige afgrøder. Nu gælder det om at levere et højt specialiseret produkt i en fuldstændigt troværdig kvalitet. På Jens Hansens gård er den samlede produktion af proteiner på under 20 kilo om året - på andre gårde er det mindre endda. Ikke desto mindre er økonomien på gården bedre end nogensinde.
Jens Hansen bror, Allan, har også en bondegård. Han producerer kød - eller rettere, noget der ligner kød. Som ung var Allan sikker på at han ville være landmand ligesom faderen, men han kunne finde sig til rette med det elendige ry landbruget efterhånden havde fået - ikke mindst svineproducenter som hans far. Forureningen af vandet, lugten og de konstante skandaler omkring dyrevelfærd, medicinering og så videre - det var ikke dén slags landmand Allan ville være.
I årene omkring 2015 begyndte forskerne for alvor at få styr på at dyrke dyrke væv til brug indenfor medicinsk behandling. Ud fra nogle få celler kunne man skabe cellekulturer til hud, brusk, hinder og efterhånden hele organer som lever eller nyrer. Ved at bruge celler fra den patient der skulle have det dyrkede væv ind-opereret, kunne man endda sikre sig at de dyrkede celle r passede fuldstændigt, så man undgik at patientens immunforsvar gik til angreb på det fremmede væv.
Da først sundhedsmyndighederne havde godkendt den type behandlinger var det oplagt at overføre teknikken til at dyrke væv, der kunne bruges til fødevarer. Og dermed begyndte en omvæltning indenfor madlavning der svarer til dengang kartofler, tomater og majs først blev bragt til Europa fra det ny-opdagede Amerika.
Langt det meste kød der spises idag er kunstkød. Når det alligevel ikke er lykkedes at producere noget der tilnærmelsesvist minder om en god gammeldags bøf, skyldes det at forskerne stadig har svært ved at dyrke store mængder sammenhængende muskelvæv. Det er ikke rigtigt lykkes at få blodkarrene til at vokse frem på en måde der kan anvendes til billig storproduktion.
I masser af traditionelle retter - frikadeller, kødsovs, hamburgere, pølser - er det imidlertid ikke noget problem at nøjes med små klumper af fibre. Især for billige og færdigproducerede retter kan kun de færreste forbrugere reelt smage forskel på kunstkød og ægte kød - og meget få er villige til at betale prisforskellen.
Hvad fisk angår, er kunstkød jo stort set den eneste mulighed i det daglige. Der er stadig over 15 år til de første kvoter frigives efter det globale stop for industrifiskeri, der blev indført 2022. Havbiologerne er endnu tvivlende overfor hvilke fiskebestande, der til den tid vil være tilstrækkeligt gendannede til at man igen kan tillade storstilet fiskeri.
Schizofren gastronomi
Fordelene ved kunstkød er betydelige. Som Allan Hansen siger, så var det at gå over til produktion af kunstkød som at gå fra at være en del af problemet til at være en del af løsningen.
Der er stort set ingen forurening, og så er det langt mere økonomisk at producere. For at få et kilo kød fra et rigtigt dyr skal man bruge 4-10 gange så mange kalorier i form af foder. Når man laver kunstkød omdannes alt til muskelfibre . Det gør en forskel, både på prisen, og moralsk, i en verden med 8,5 milliard munde at mætte.
Der er heller ingen dyr der lider for at vi kan få kunstkød at spise. Mange vegetarer spiser gerne kunstkød - for det kommer ikke fra et væsen der har været bevidst og har trukket vejret.
I den mere kontroversielle afdeling er kannibalisme dukket op. Det var ment som en kunstnerisk provokation, da inderen Devdas Aiyat bekendtgjorde at han fremover kun ville spise kunstkød der var dyrket fra hans egne celler. Til Aiyats overraskelse slog ideen an, og også i Danmark er der idag en lille gruppe ”selvspisere”, der hævder at kød fra egne celler er den perfekte sammensatte kost.
Den grundlæggende smag af kødet er fuldstændig som de celler, som et virkeligt, helt dyr kunne levere - næsten da. Der skal lige noget ekstra til, og det er der unægteligt også kommet. Ved et dækket bord fra årene efter årtusindeskiftet var salt og peber typisk den eneste mulighed man havde for at krydre maden, som man selv ønskede det.
Idag har vi et voksende batteri på bordet af smagsstoffer, kulturer og enzymer, så vi hver især kan justere smagen, konsistensen og sprødheden af fibrene. Trods solidt salg har vi næppe set toppen af det nye marked for justeringer. Hver uge synes at bringe en ny smag, en ny blanding eller smagstema, som mediernes anmeldere kan fortælle om. Det er i behandlingen af kunstkøds-fibre at vor tids mesterkokke viser hvad de dur til.
I en nylig artikel på ”Mad og mennesker” websitet kommenterede mad-skribenten Anne-Marie Niçois vores paradoksale forhold til fødevarer. Under overskriften ”Schizo-food” beskriver hun hvordan vi på den ene side bruger kunstkød, gensplejset smagsjustering og frugter og grøntsager, der med bioteknologi er ændret til ukendelighed for at være højtydende og billige at dyrke. Vi spiser funktionel mad, hvor det handler lige så meget om at få en medicinsk eller kosmetisk virkning som at det skal smage godt. Men samtidig - ofte i det selvsamme måltid - bruger vi råvarer der skal være fuldstændigt oprindelige. Når det skal være fint, så skal den ko eller høne vi spiser være opvokset på en lille, nærmest historisk gård, og der må ikke være flyttet et bogstav i grøntsagernes gener.
Det er ikke nogen ubetydelig niche. Anne-Marie Niçois skønner at omkring en sjettedel af fødevarepoduktionen er ”oprindelig”, men som hun også konstaterer, så foregår netop den del af produktionen typisk i aflukkede drivhuse for at undgå at blive krydset med gensplejsede sorter.
Niçois' konklusion er at vi køber oprindelige fødevarer for at bevare kontakten til noget oprindeligt og naturligt. Men der er efterhånden så mange foranstaltninger for at afskærme, dokumentere og iscenesætte oprindelige fødevarer, at de oprindelige fødevarer reelt ikke er mindre teknologisk avancerede end al anden moderne mad.
Hi-tech landbrug
Både i Europa og USA blev årene efter 2010 en brat opvågnen for landbruget. I løbet af et ti-år blev de enorme landbrugsstøtteordninger stort set afviklet, og dermed kom landmændene i direkte konkurrence med bønder i udviklingslande. Som i så mange andre industrier var løsningen at udvikle produktionen til at være langt mere specialiseret og ekstremt effektiv.
Det handler det om at kunne levere fibre med de egenskaber, der er populære netop nu. Alt efter hvilken cellekultur man vælger, kan indholdet af fedt, kolesterol, mineraler etc. kontrolleres med meget stor præcision. Der kan indsættes gener til produktion af et stort udvalg af proteiner, der hver bidrager med deres særlige smag - eller med en medicinsk virkning. Det kræver flexibilitet og ikke mindst et intenst udviklingsarbejde, og derfor ser man typisk at landmænd samarbejder meget tæt med et større firma, som financierer forskningen og aftager proteinerne eller fibrene fra gården. Allan Hansen har de sidste 6 år haft en aftale med det største firma på det Nordeuropæiske marked, Baltic Food Fibre.
Alt i alt er landbruget og landmandens arbejde ændret grundlæggende. Der er stadig masser af gammeldags hårdt fysisk arbejde, men det har hjulpet meget, at robotiserede traktorer og høstmaskiner i dén grad har kunne overtage arbejdet i markerne. Al teknologien betyder til gengæld, at landmænd løbende må uddanne sig. At drive en gård kræver en betydelig viden på mange forskellige områder; elektronik, biologi, kvalitetskontrol, processtyring og så videre.
For tiden har Allan Hansen tre produktionslinjer: kylling, oksekød og fisk.
Fremstillingsprocessen er stort set den samme; fibrene vokser i et stort fladt stålkar med en cellekultur. Man tilsætter næringsstoffer og holder temperaturen på 37 grader, og i løbet af et par uger kan man høste fibrene og starte forfra.
”Foderet” er først og fremmest sukkerstoffer og dem udvinder Allan Hansen selv af de pla nter han dyrker på sine marker - i år er det mest majs.
Majsen er gensplejset så den har et højt indhold af sukker, desuden har den fået indsat gener, der gør den mere modstandsdygtig overfor insekter og råd. Den spiselige del af planterne bliver omdannet og raffineret til den tyktflydende næringsvæske som kunstkødet vokser af.
Resten af planterne og slammet fra produktionen af næringvæsken ryger i et andet indviklet system af ståltanke hvor det ved hjælp af specielt udviklede enzymer bliver omdannet til Allans Hansen andet vigtige produkt; methanol - træsprit.
Ligesom Allan havde aldrig drømt om at han skulle producere fiskekød, så havde han heller aldrig tænkt på blive leverandør af energi. Men bioteknologien har unægteligt givet landbruget nogle helt nye roller.
Som bekendt er det kun en lille del af planter, der bruges til foder. Det meste er stilke og blade, eller rester, når man presser olie eller forarbejder korn og grøntsager. Førhen var planteaffaldetet et problem at komme af med, men idag er man i de bedste anlæg oppe på at enzymer kan omsætte næsten hele energiindholdet til flydende bio-brændstof.
For landbruget er det blevet en væsentlig ny indkomst, og for samfundet kom udviklingen lige tilpas til en tid med skyhøje priser på olie og stadigt strengere begrænsninger på brugen af fossile brændsler som olie, gas og kul, efterhånden som alvoren af drivhuseffekten satte ind.
Med biobrændsler fik man en Co2 neutral erstatning for benzin og fyringsolie, for den kuldioxid der frigives når man bruger brændslet er den samme som planterne optog fra luften da de voksede op.
Efter olien
Det er trods alt ikke mere end godt 30 år siden at hovedparten af varme og elektricitet blev produceret på store centrale kraftværker, og at næsten al transport blev drevet af benzin. Olie og gas var ekstremt billigt, og man havde endnu ikke for alvor indset nødvendigheden af at bremse udledningen af kuldioxid i atmosfæren.
Idag er olie som bekendt stort set ude af billedet, og gas og kulfyrede kraftværker indgår kun som en svindende del af en bred vifte af vedvarende energikilder.
Når Jens Hansen kigger ud over havet, kan han skimte vindmølleparken i det fjerne. Den ligger 45 kilometer ude, alligevel rager møllerne godt op. Pudsigt nok er det takket være fremskridtene indenfor nanoteknologi, at deres vinger kan være over 100 meter lange. Kun ved at konstruere materialer helt fra molekyle niveau kan man opnå den styrke og lethed der skal til det ekstreme pres.
Det er ikke altid at møllernes produktion af strøm passer med behovet for elektricitet - ligesom de store bølgeenergi anlæg og de utallige store og små solcelle-paneler ikke nødvendigvis yder deres bedste samtidig med at samfundet forbruger mest strøm.
Allerede tilbage før årtusindeskiftet stod det klart at brint ville få en central rolle i fremtidens energiforsyning, netop fordi brint kan bruges til at lagre energi, så man kan udjævne udsvingene i produktionen af strøm fra vind, sol og bølger.
Når der er rigeligt med strøm, bruges det til at spalte vand i ilt og brint. Brinten opsamles, og i perioder hvor efterspørgslen er større end de vedvarende energi-anlæg leverer, sendes brinten så gennem brændselsceller for at producere strøm.
Det karakteristiske for energiforsyningen idag er vel at der er så mange forskellige løsninger. I nogle områder sendes brint rundt i rørledninger, så man i hver enkelt husstand kan producere både varme og elektricitet med den brændselscelle-enhed, der har erstattet det traditionelle olie eller gas fyr. Andre steder har man lokale anlæg, f.eks. vindmøller, så kan man gemme en vis mængde brint, og ellers sende elektriciteten ud på el-nettet - selvfølgelig helst på de tidspunkter af dagen, hvor prisen er høj.
De fleste biler har efterhånden brændselsceller -nogen bruger brint, andre bruger methanol som brændstof. Mange bilers brændselsceller kan klare begge dele.
Skiftet væk fra olie handlede imidlertid ikke kun om energi. Alt det plastik der blev brugt indtil for en tyve år siden var fremstillet på basis af olie. Siden begyndelsen af 2020'erne er det gået stærkt med i stedet at bruge bioplast og de mange andre nye fibre som kan udvindes fra planter. Igen er det bioteknologien, der har forandret hvad vi kan dyrke. Ikke alene er bioplast i langt de fleste tilfælde fuldt på højde med plast fra mineralsk olie - forureningen ved produktionen er minimal, og man er stort set ude over problemer med affaldet. I langt de fleste tilfælde kan bioplast nedbrydes biologisk eller det kan simpelthen brændes af som en del af energiproduktionen.
Samfundshistoriker Ove Böhwel har beskæftiget sig med den grundlæggende ændring der er sket i forholdet til klodens ressourcer. Som han forklarer, så kommer vi fra en logik der stammer helt tilbage til industrialiseringen i 1800-tallet. Dengang frigjorde maskinerne mennesket fra naturens begrænsninger. Men maskinerne var lineære; man udvandt sjældne ressourcer, forbrugte dem og smed dem væk igen som affald.
”Set med nutidens øjne virker det ufattelig ineffektivt, men faktisk fungerede princippet jo stort set godt, lige indtil ressourcerne begyndte at blive knappe og problemerne med affaldet og udledningerne blev uacceptable”, siger Böhwel.
Det er sigende, at EUs præsident, Franco Federali, i sin tiltrædelsetale fremhævede at ”kredsløbstænkningen ikke alene er grundlaget for at fastholde og forbedre vores velstand, det er også en forudsætning for menneskehedens overlevelse”.
Set i bakspejlet kan man sige at olie-tidsalderen har været en parentes i historien, hvor både en stor del af energien og en stor del af de materialer vi anvendte stammede fra et stof uden forbindelse med de processer der foregår oppe på overfladen af jorden. Nu ser vi en hastig tilbagevenden til energi og materialer, der indgår i et vedvarende kredsløb.
Tekst: Peter Hesseldahl