Måske kan du selv huske hvor absurd det virkede, da man begyndte at diskutere life recorderen og ideen om at optage hele sit liv på video, så man senere kunne gå tilbage og gense en hvilken som helst oplevelse man havde haft.
Da konceptet blev udbygget med livs-strømmen, følte mange sig direkte truet. Det tog tid at vænne sig til tanken om at samle alle ens data - hvor man har opholdt sig, hvem man har mødt, hvad man har købt, hvad man har læst og lyttet til - og gemme dem sammen med den livslange video-optagelse i en “livs-strøm”, der stort set indeholdt alt hvad man nogensinde havde set og gjort.
Life recorderen og livs-strømmen var knapt nok en opfindelse. De var snarere det forudsigelige resultat af af computere blev en del af næsten ethvert aspekt af dagligdagen.
Tilbage i årene lige efter årtusindeskiftet var Apples I-pod en forsmag på udviklingen. Den lillle dims kunne rumme 40 gigabyte data - nok til at ejeren kunne gå rundt med hele sin pladesamling og tusindvis af fotografier I lommen. Samtidig bredte digitale kameraer sig alle vegne, ikke mindst da de på få år blev standardudstyr i mobiltelefoner.
Gradvist blev vejen banet for life recorderen, ligesom brikker der falder på plads I et puslespil. I 2020 var det almindeligt at mobile terminaler havde 100 terabyte hukommelse, rigeligt til at gemme videooptagelser af et helt liv. Samtidig var hastigheden af trådløse forbindelser forlængst blevet så høj, at det i praksis ikke var til at mærke om man lagrede og hentede data i computerens egen hukommelse eller ude på nettet et sted.
Den tekniske udfordring ved life recorderen var ikke at optage alt eller at finde plads til materialet, men derimod at finde rundt i de enorme mængder af data.
Gennembruddet for life recorderen som et praktisk redskab i hverdagen kom f&o slash;rst da der var udviklet tilstrækkeligt smarte systemer til automatisk at analysere optagelserne. I starten var inddelingen grovkornet og opbygget udfra en sammenligning med personens kalender. Man kunne simpelthen spole tilbage til møder, fødselsdage, ferier osv., udelukkende baseret på datoen.
Efterhånden blev systemerne mere intelligente. Softwaren i recorderen registrerede eksempelvis om der skete pludselige skift i lydniveauet, som kunne antyde, at der fandt noget vigtigt eller overraskende sted. Gradvist lærte systemerne at genkende latter, gråd, skænderier og kærtegn, og den begyndte at kombinere mange former for data i en egentlig livs-strøm.
Idag er kategoriseringen af dataene så præcis, at man kan søge efter begivenheder i sit liv med samme lethed, som man førhen ledte efter ord I et tekstdokument med.
Vi tager det for givet, at man I mylderet af fortidens små og store hændelser kan finde tilbage til dér hvor man forlagde sine nøgler, det maleri man så en søndag for år tilbage, alle de gange man har forsøgt at lære at lægge sadel på en hest, eller alle de gange man har mødt en bestemt person.
De tidlige eksempler
Et af de tidlige eksempler var computergiganten HPs “casual capture” fra omkring 2004. Brugeren skulle bære et specielt, lidt klodset, par briller med et indbygget videokamera.
Ideen var at man ville prøve at fange en masse af livets store øjeblikke, som ellers ville gå tabt: Det første smil fra ens nyfødte barn, morsomme, skønne eller rørende situationer - eller måske forbrydelser som man tilfældigt bliver vidne til.
Også Microsoft var med til at definere det tidlige omrids af life recorderen og livs-strømmen. MyLifeBits projektet, der fra 2003 blev sponsoreret af den amerikanske hær, gik netop ud på at opsamle og strukturere hele den strøm af digitale data som en person efterlader sig. Microsofts forskere brugte sig selv som forsøgspersoner, og indsamlede fotos, optog telefonsamtaler, gemte alle e-mails og registrerede alle de websites de besøgte, de bøger og blade de læste, den musik de hørte og de TV-programmer de så.
Nokia Lifeblog fra den samme periode var endnu en et pionér projekt.
Nokia var verdens førende producent af mobiltelefoner, men selskabets forskere talte allerede på det tidspunkt hellere om “mobile terminaler”, i erkendelse af at telefoni i stigende grad blot var én ud af mange funktioner i det digitale apparat som alle bar i lommen.
Nokia påpegede, at en mobiltelefon faktisk indeholdt en meget stor mængde informationer om brugerens liv, og man undersøgte hvordan man kunne udbygge opsamlingen af oplysninger, f.eks. ved at gøre det nemmere at indtale notater og organisere billeder og videooptagelser fra telefonen.
Længe inden da var den almindelige PC naturligvis en ganske detaljeret optagelse af brugerens liv. Om ikke andre, så var politiets eksperter yderst bevidste om hvor meget man kunne lære om en persons interesser og aktiviteter ved at studere vedkommendes harddisk.
Mit liv som reality show
Som bekendt er Life recorderen under stadig udvikling, og debatten og slagsmålene omkring den ser ikke ud til at nå nogen endelig afklaring. Hvert skridt I retning af et mere omfattende og komplet billede af den sammenhæng vi befinder os I, fører igennem et minefelt af etiske, juridiske og økonomiske dilemmaer.
Foreløbig må man konstatere at life recorderen har vendt grundigt op og det på en række af menneskers traditionelle forestillinger om privatliv og offentlighed.
Brugen af Life recorderen bredte sig fra forskellige sider. I nogle fag blev det et krav at alt kunne dokumenteres, så man senere kunne placere ansvaret for eventuelle uheld, eller for at gøre mundtlige aftalere mere præcise og forpligtende. Læger og politibetjente var blandt de første brugere, ligesom advokater, politikere og forretningsfolk.
Også militæret investerede I udviklingen af systemer, der ikke alene gjorde det muligt at analysere kriser bagefter, men som I mange tilfælde løbende sendte alle data fra en soldats life recorder tilbage fra slagmarken til de officerer, der planlagde indsatsen.
Retro rock idolet Ziggy Smartdust var blandt de første til at gøre hele sin livs strøm af data offentlige, så enhver kunne følge med i alt hvad han foretog sig. Det var ment som en provokation og en måde at gøre opmærksom på hvordan borgernes privatliv var truet. Der gik imidlertid ikke længe før det i stedet var blevet til en ny og yderst populær form for underholdning. Idag er det vel nærmest et særsyn hvis en berømthed ikke tilbyder en vis adgang sin livs-strøm.
For fans og andre interesserede giver det mulighed for et ofte meget intimt indblik i eksempelvis kunstnere eller politikeres virkelighed. Mange berømtheder tjener hovedparten af deres penge på at lade andre kigge med - deres liv er blevet én lang optræden.
Trenden har bredt sig til den mere almindelige del af befolkningen. Specielt blandt teenagere er dét at åbne adgang til hinandens livsstrøm en måde at give venskaber eller kæreste-forhold en ekstra dimension.
Malene og Ivan der begge er 19 år åbnede deres livsstrøm for hinanden da de begyndte at komme sammen for tre-kvart år siden. “Tit kan jeg dårligt skelne om det er Ivan eller om det mig selv der oplever noget. Vi ser det samme, det er som om vi smelter helt sammen. Det er så smukt at give sig hen i fuldkommen tillid og åbenhed”, siger Malene.
Kampen om adgangen
Problemet er naturligvis, at det normalt ikke er alt, man har lyst til at vise. Generelt er det et af tidens store problemer; at håndtere hvem, vi vil give adgang til hvilke data. Det har længe stået klart at stort set alle aspekter af vores liv bliver eller vil blive registreret i stadigt finere detaljer. Nu drejer kampen sig om kontrollen med de oplysninger.
En af udfordringerne har været at data, der er indsamlet til ét formål, senere kan vise sig at være særdeles interessante i helt andre sammenhænge. Eksempelvis har utallige politikere oplevet at blive konfronteret med udtalelser og meninger de kom frem med engang i fortiden. I forbindelse med de amerikanske præsidentvalg blev det tidligt helt normalt med ansatte i kampagnekontorerne, som ikke lavede andet end at hacke sig ind og gennemsøge så stor en del af modkandidatens livs-strøm som muligt. Strategien har bredt sig til stort set alle moderne lande, også herhjemme er ikke så få lovende politiske karrierer kuldsejlet, når indholdet af en politikers livsstrøm viste sig at være i for voldsom modsætning til det, vedkommende hævdede at stå for.
Ganske almindelige borgere oplever imidlertid også et stigende pres for at give andre adgang til deres livsstrøm. Det er velkendt at arbejdsgivere ofte i et eller andet omfang forsøger at få en analyse af jobansøgeres livsstrøm. Mange ansøgere inkluderer som udgangspunkt et vist indblik i deres livsstrøm - og det gør det naturligvis vanskeligere for andre ansø ;gere at nægte at lukke op. Tilsvarende tilbyder de fleste forsikringsselskaber idag billigere præmier til personer, der tillader selskabet at analysere livsstrømmen.
I enkelte asiatiske lande kan man få en særligt gunstig sygeforsikring, hvis man tillader forsikringsselskabet løbende at overvåge sin livsstrøm for at kontrollere at man vitterligt lever op til policens krav om en fornuftig livsstil. Den type “betingede forsikringer” er endnu ikke tilladt indenfor EU, men da digitale informationer som bekendt ikke er bundet af landegrænser, har mange europæere og danskere tegnet betingede policer hos asiatiske forsikringsselskaber.
Man er PÅ hele tiden
Der er ingen tvivl om at life-recordere har skabt en helt ny form for ansvarlighed i samfundet. Men kritikere har sammenlignet livsstrømmen med et brændemærke. Som en filosof observerer, så er det et system uden tilgivelse:
“Hvis man begår en fejl, så vil den blive stående for altid. Vi mister vores frihed til at prøve os frem og udforske ukendte sider af livet, når alt hvad vi gør senere kan blive brugt imod os. Livet bliver kedeligt, for vi censurerer os selv. Vi holder os på måtten, vi råber ikke op eller gør oprør. Vi undgår alt, hvad der kunne tænkes at blive problematisk - for livet er langt, og man ved jo aldrig…”
Life recordere har ændret vores forhold til tiden. Fortid, nutid og fremtid påvirker idag hinanden på en meget mere direkte måde end for blot nogle årtier siden. Fortiden er aldrig fjern, når man til enhver tid kan finde og afspille et hvilket som helst øjeblik. Fortiden er blevet et aktivt redskab, en slags udvidet hukommelse. Hvis der er noget vi har glemt, så går vi blot tilbage og ser det igen. Idag kan vi dårligt forestille os hvordan man kunne klare sig uden den bekvemmelighed og præcision dét giver.
Fremtiden er også mere nærværende, fordi vi ved at det vi gør nu, vil være med os fremover. Fremtiden kaster, så at sige, en skygge ind over nutiden.
Som en 35 årig gymnasielærer udtrykker det: “Man er jo PÅ hele tiden. Man kan ikke lade være med at tænke på at det jeg gør lige nu, det er noget der bliver stående. Jeg - eller måske nogle helt andre - vil engang kunne gå tilbage og studere det. Man bliver lissom en optrædende I en film, men man ved ikke hvem der vil se filmen, eller hvilke dele af den de vil se”.
Var det virkelig sådan det var?
Igen peger kritikere på at det kan gå ud over vores spontanitet. Stævnemøder er blevet det klassiske eksempel på det dilemma life recorderen sætter os i. Det ville være fantastisk senere i livet at kunne gå tilbage til det øjeblik da man forelskede sig i sin udkårne. Men hvordan skal man få taget sig sammen til at bryde isen, når man ved det bliver optaget?
Som enhver bruger af life recorderen ved, så er det heller ikke altid godt at gense de afgørende øjeblikke i ens liv.
Menneskets hukommelse er ikke objektiv. Vi arbejder videre med vores erindringer, vi fortolker, forskønner, lægger til og trækker fra. Men optagelsen på life recorderen bliver stående, uforandret og nøgtern. Det kan være chokerende at opleve, at det, vi husker, er noget ganske andet end det, der faktisk skete.
At life recorderen og livs-strømmen førte til nye, særdeles opfindsomme former for kriminalitet var uundgåeligt. Det er blevet en hel lille industri at forfalske eller justere livs-strømme. Ikke mange kan sige sig helt for at have redigeret eller slettet i deres data.
I princippet står det enhver borger frit for at standse optagelsen eller at kryptere dataene. Omvendt ved enhver at det virker mistænkeligt i sig selv, hvis der er for mange sorte huller i strømmen - især omkring afgørende begivenheder.
Desværrre er der et voksende problem med at kriminelle og vandaler - ofte fra en helt anden ende af verden - hacker sig ind og ændrer eller sletter en persons livsstrøm. Udover det enorme besvær og økonomiske tab for ofrene, kan kan det være et voldsomt psykologisk traume at få manipuleret eller ligefrem slettet sin identitet.
Life-recorderen og livsstrømmen er blevet en naturlig del af det moderne liv, men de sætter også deres præg på døden. Hvad gør man ved en afdøds livs-strøm? Skal den slettes, tilhører den familien? Life recorderen viser med al tydelighed, at vores liv og vores livs-strømme i stigende grad er vævet ind i hinanden på tværs af tid og sted.
Tekst: Peter Hesseldahl