Forleden søndag sad familien Jensen og så en gammel Disney tegnefilm, Skønheden og Udyret. Et af omdrejningspunkterne i den gamle film var da den skønne unge pige kom til det fortryllede slot hvor thekopper, kander, ure og lysestager kunne tale og bevæge sig.
For familien Jensens børn var det fascinerende at se, at pigen i filmen kunne blive så overrasket, for når de selv så sig omkring var de jo netop omgivet af talende termokander, bevægelige billeder på væggen og lamper man kan tale til.
I den gamle tegnefilm var det ren magi. Idag er det nærmest... naturligt.
Det var ungerne selv der tog diskussionen op senere ved aftensmaden. Familiens 8 årige, Anna, havde lige fået ny dukke. Den ny var straks blevet en hjerteveninde, den kunne meget mere og den forstod langt bedre end den gamle. Men Anna havde lidt dårlig samvittighed over at hun ikke engang havde opladet sin gamle dukke siden hun fik den ny. Hun vidste at hvis hun tændte den, ville den vide, at den ikke længere var den vigtigste.
Nej, det skal du altså ikke bekymre dig om, sagde hendes mor: ”Selvom den græder, så er det ikke noget den bliver rigtig ked af. Det er bare noget den gør, det er jo sådan den er lavet”.
Storebror Anders fortalte, at i skolen lærte de at der var tre måder man kunne være på: Man kunne være død - som en sten, Man kunne være levende som et menneske eller en kat. Og så var der den tredje måde at være på; som en maskine.
Det sjove ved Disney filmen var at den tydeligvis var fra en tidsalder, hvor folk regnede maskiner for at være ligeså døde som sten - og som både mor og far påpegede, så var det faktisk ikke så længe siden endda.
Det var tilbage til årene lige efter årtusindeskiftet at forståelsen af maskiner skiftede i takt med at folk i stigende grad fik fornemmelsen af at der var ”noget derinde” i deres apparater.
For hver ny og bedre model - hvad enten det var mobiltelefoner, biler eller vaskemaskiner - blev teknologierne bedre og bedre istand til at tage beslutninger og løse problemer. Det var som om de fik en slags personlighed, der udviklede sig efterhånden som apparaterne fik erfaringer med brugeren og de omgivelser, de skulle fungere i.
Dengang far og mor var små kunne bilen ikke selv finde ud af at bremse op, hvis der kom noget i vejen, og vaskemaskinen fortsatte uanfægtet med at vaske al tøjet lyserødt, selvom man var kommet til at lægge en rød sok i sammen med den hvide kogevask.
Ja, og kan du huske hvordan vi måbede første gang vi mødte en robot-betjent… Og bla bla bla. Anders og Anna så på hinanden, nu begyndte deres forældre deres sædvanlige snak om dengang de var unge. Det var problemet med voksne, man kunne ikke bare skifte emne eller slukke for dem.
Et sæt sanser - indlejret i alt
Trods alle forudsigelser om en opbremsning i udviklingen af computer teknologien, så er de fortsat med at vokse i kraft. Den større kraft går imidlertid ikke længere til at lave flottere videokvalitet eller hurtigere. søgninger. I dag drejer udviklingen sig først og fremmest om at få computere til at fungere mere som var de levende - og dét er noget, der virkelig kræver kraft og avanceret programmering
Computerkraft blev, så at sige, et sæt af sanser, som kunne indlejres i alle mulige genstande - lidt på samme måde som elektricitet i løbet af det 20. århundrede blev indbygget i alt fra komfurer til tandbørster. Mobiltelefonerne var typiske for udviklingen. Dybest set bestod en mobiltelefon af en computerchip forsynet med en mikrofon, en højttaler, et kamera, evnen til at sende signaler frem og tilbage, og regnekraft og hukommelse nok til at fungere som kalender, notesblok, spillemaskine osv.
Senere kom evnen til at registrere den præcise position, og der blev tilføjet et væld af forskellige sensorer der kunne mærke temperatur, fugtighed, kemikalier og meget andet.
Fra at have været en ”mobiltelefon” udviklede teknologien sig hurtigt til at blive så billig og kompakt, at det ikke kun var noget man gik rundt med i lommen. Det samme sæt af egenskaber kunne efterhånden indbygges i alle hverdagens ting. I biler, så de kunne holde sig orienteret om vejrudsigten, så de kunne kalde på nødhjælp, og modtage indkaldelser til serviceeftersyn. Eller i termokander, så de kunne mærke om de var fyldt, og hvor varm kaffen var, og så de kunne sende beskeder ud om at det var tid at blive fyldt op igen.
I dag ser vi den oprindelige mobiltelefons funktioner indbygget i mælkekartoner, cykler, tøj, sko, vægge - ja, overalt. Man kan sige at vores omgivelser har fået sanser. Samtidig er de blevet langt bedre til at analysere det de ser, og til at forstå det i sammenhæng med de observationer de modtager fra alle de andre apparater, de er koblet sammen med.
Det er en udvikling der fortsætter i rivende fart, og derfor ser vi mere og mere, at apparaterne omkring os virker levende og bevidste.
Revolutionen startede i børneværelset
Det er ikke så sært at børnene uden videre accepterede maskiner som levende, for det var netop legetøj, der førte an i udviklingen. Det har altid været en vigtig del af børns leg at lade som om deres dukker var levende. Selvom nogen stadig vil mene, at det er fuldstændigt lige meget for legeoplevelsen om en dukke er realistisk eller computeriseret, så har legetøjsindustrien alle dage skubbet hårdt på for at gøre deres dukker, robotter eller biler mere interessante ved hjælp af den nyeste teknologi.
Det er ikke så tit, man udskifter sit køleskab eller sin bil, men gennem børneværelserne flyder der en hastig strøm af billig højteknologi. Dimserne udskiftes i et forrygende tempo, ingen hidser sig op over at teknologien måske ikke virker helt som lovet, og børnene har ingen barrierer eller teknologi-angst, men kaster sig uforbeholdent ud i forholdet til maskinen.
”Tamagotchi'erne” var en milepæl i udviklingen; en kortvarig, men voldsom dille omkring årtusindeskiftet. Ideen var ekstremt simpel; Tamagotchi var et lille videospil med en figur, der krævede en vis opmærksomhed fra sin ejer i form af jævnlige tryk på de rette knapper - ellers ville den dø.
I dag virker det latterligt eller uforståeligt, men dengang var der en del forargelse og ubehag ved at man på den måde fik børn til at knytte sig til en ting.
Siden er det unægtelig gået hastigt fremad. Sony's robothund Aibo var et andet afgørende skridt. I starten var den lille robot ekstremt kostbar og ganske begrænset i sine egenskaber. Ikke desto mindre blev Aibo stamfader til hele robodyr industrien.
I dag er der, ifølge Eurostat, i gennemsnit 12,4 robotkæledyr pr. husholdning i EU-regionen, og selvom ethvert barn har ihvertfald et par stykker, er der bestemt ikke kun tale om ”legetøj” længere. Hvem ville i dag bryde sig om at klare sig uden robodyr til at ordne opgaver som støvsugning og oprydning, overvåge huset og finde tabte ting og sager?
Det er tankevækkende, hvordan håndværkere og reparatører indtil for få år siden møjsommeligt kørte rundt til selv de simpleste opgaver. Nu kan selv et veludrustet robodyr i reglen betale sig hjem på et par år alene på grund af de penge man sparer ved at lade håndværkere, boligrådgivere, læger og andre former for personlige tjenester bruge robotten til tele-tilstedværelse. En robo-konsultation er langt billigere -ikke mindst hvis man benytter tjenester i lande som Indien eller BanglaDesh - og i langt de fleste tilfælde er det fuldt ud tilstrækkeligt. Ved at bruge robottens kamera, mikrofon og arme, kan specialisten i reglen få et godt overblik over situationen, og i langt de fleste tilfælde kan man løse problemet over afstand.
Udbredelsen af robodyr er gået hånd i hånd med den generelle aldring af befolkningen. For tusindvis af ældre er den hjælp og sikkerhed som robodyr giver, netop dét der gør dem i stand til at klare sig selv i deres egen bolig.
Men selvfølgelig er det kontroversielt. Siden japanerne for alvor begyndte at bruge robodyr som en del af plejen af ældre og syge, har diskussionen bølget om hvorvidt teknologien bruges til at forbedre forholdene - eller blot til at at spare penge.
Elias Vindbjerg fra Nordeuropæisk Folkeparti er ikke tvivl: ”Det er sølle! Der er sket præcist det vi frygtede, at regeringen har brugt automatiseringen til at rationalisere, og dermed er tusindvis af ældre og svage overladt til en robots omsorg og selskab - samtidig med at masser af unge fra vores mindre velstillede partnerlande går arbejdsløse rundt”.
En spejling af os selv
Engang var maskiner dumme. De gjorde præcist hvad de fik besked på og kun det. For den menneskelige bruger kunne det være lidt af en udfordring at instruere sin maskiner, f.eks. fordi det var svært at skulle tage højde for alle mulige uforudsete situationer.
Med neurale netværk, lærende software og den fremspirende kunstige intelligens ændredes vores måde at omgås maskiner. At ”programmere” et apparat kan i dag bedre sammenlignes med at træne et dyr - eller opdrage et børn. Når man pakker apparater ud af æsken er de hjælpeløse som børn, men efterhånden som de får overført data fra ejerens øvrige maskiner, kan de prøve sig frem med at løse de opgaver de bliver stillet. Ved at rette på dem, og ved at rose og rise, lærer de gradvist at forstå deres ejers behov og de forhold de skal fungere under. Det betyder at de er langt mere flexible. De behøver ikke at have fået instrukser om enhver tænkelig situation, for de er vant til selv at finde løsninger på nye problemer.
Ligesom børn holder maskinerne ikke op med at lære. De observerer, analyserer, tilpasser sig og forfiner deres strategi til problemløsning.
Og ligesom til børn eller husdyr, så udvikler mennesket og maskinen med tiden et nært forhold, man kender hinanden.
Filosofisk set har det været et markant skift, at vi mennesker nu forstår og accepterer vores maskiner som partnere eller ligefrem bekendte.
Som antropologen Inga Gühlent fortæller, så var der tidligere noget mistænkeligt eller socialt problematisk i at vedkende sig en dyb tilknytning til sine nærmeste robodyr. Men holdningen er en anden i dag:
”Som bekendt ligger der en betragtelig indsats i at opdrage et robodyr, og derfor er det kun naturligt at folk engagerer sig følelsesmæssigt; Det ER et stort projekt, og et velfungerende robodyr kan være fuldstændig afgørende for hvor godt vores hverdag fungerer”, siger Gühlent.
Følelser er en styrke
Allerede i 2014 konkluderede en rapport fra Videnskabsministeriet at ”Verden er langt mere kompleks og omskiftelig i dag - og det ser bestemt ikke ud til at tingene bliver mere enkle fremover. Det er en simpel nødvendighed med maskiner der kan tænke og lære selv”.
Konklusionen har vist sig at være korrekt. Men konsekvensen af at få mere selvstændige apparater er naturligvis, at de af og til er uenige med os - og ikke sjældent har de faktisk ret.
Vi mærker det som en vis modstand eller omsorg; bilen vil ikke lade os skifte vognbane, der er butikker og tjenester, vi bliver frarådet at bruge. Hvem kender ikke fornemmelsen af at måtte argumentere med sit regneark for at få lov til at bruge sine penge - eller at måtte bøje sig for firmaets ekspertsystem, når det med en hurtig simulation viser hvorfor ens geniale plan næppe er holdbar i praksis?
Engang blev det set som en af menneskets svagheder i forhold til robotter at vi er drevet af følelser. Men vores forståelse af styrke og svaghed er blevet vendt om, forklarer antropologen Jens Baul:
”Det er netop en af menneskets styrker at vi ikke kun tænker logisk, rationelt og følelseskoldt. Vi inddrager en masse faktorer, etiske og æstetiske, når vi beslutter os for det ene eller det andet. Det betyder at vi bedre kan skære igennem i komplicerede situationer, for at få en løsning vi har det godt med. En maskine der står overfor to forskellige løsninger, der objektivt og funktionelt er lige gode, kan ikke komme videre. Den er nødt til at have følelser for at kunne prioritere. Derfor er vi endt med alle disse lunefulde maskiner med deres stædighed og nykker”, siger Jens Baul.
Kropssprog for robodyr
En rejsende frem i tiden fra for blot 10-15 år siden ville formentlig som noget af det første bemærke, hvordan mennesker nu går omkring og taler og gestikulerer til de utallige store og små skærme, til deres forskellige robodyr - eller tilsyneladende ud i den blå luft.
For ældre mennesker kan det stadig være en overvindelse at henvende sig til et apparat ved at tale til det, men for dem, der er vokset op med den omgangsform, virker det håbløst besværligt at taste sig vej gennem lange kryptiske sekvenser af menuer. Desuden er der simpelthen ikke plads til knapperne efterhånden som computerne i vores apparater er blevet så småt at de i reglen helt er forsvundet ud af syne.
Og som 8 årige Anna meget præcist siger det: ”Hvorfor skulle man ikke bare fortælle den hvad den skal gøre?
På mange måder har det været som at lære et nyt sprog - både for mennesker og maskiner. Parterne har måttet afpasse sig og lære at aflæse hinanden.
Som udgangspunkt forsøgte man at lære maskiner ikke blot at forstå tale, men også at aflæse kropssprog som fagter og ansigtsudtryk for at få en bedre fornemmelse for hvad personen i virkeligheden vil sige. Tilsvarende udviklede man robodyr og skærmfigurer, der ikke blot kunne tale, men også understregede meningen ved at pege og bruge ansigtudtryk, blik-retning og kropsholdning.
Undervejs er der imidlertid opstået et nyt ”sprog”. Man taler ikke til et robodyr fuldstændig som til et menneske. Man ved at nogle udtryk og fagter forstås klarere end andre, og omvendt lærer man at aflæse maskinen, selvom den ikke udtrykker sig præcist som et menneske.
Dybest set handler det netop om at vi lærer at maskiner IKKE er mennesker. De er intelligente, de har følelser og kan udtrykke sig - men de er af en anden slags.
Tekst: Peter Hesseldahl