Vi har det med at gå rundt og drømme om - engang når vi får tid - at vende tilbage til naturen. Problemet er bare, at den natur vi længes tilbage til, forlængst er blevet til noget andet. Vi kan have en forestilling om at vi bare kan slukke for teknologien, hvis vi en dag ikke længere synes vi vil benytte den, men i realiteten er vi langt forbi det punkt, hvor vi kan klare os uden teknologi. Vi kan ikke slukke for computerne, lige så lidt som vi kan klare os uden elektricitet, forbrændingsmotorer eller penicillin. Ikke med en befolkning, der hastigt svulmer forbi de seks milliarder.
Evolutionen kværner videre; den natur vores børn fødes ind i, er en anden end den, vi ankom til, og når vi dør, vil mange af os føle os som fremmede i en forandret verden. Teknologien har givet os nye evner og sanser: Vi kan transportere os selv hurtigere omkring end noget andet dyr, vi kan kommunikere øjeblikkeligt på kryds og tværs af hele kloden, og vi kan se ind i det mindste atom og ud i de største galaxer.
Og udviklingen vil fortsætte: Grænserne mellem levende og dødt bliver udviskede med teknologier som kunstigt liv, nanoteknologi og genmanipulation, og vores traditionelle skelnen mellem mekaniske, elektroniske og biologiske systemer bliver stadig vanskeligere. Vi er ifærd med radikalt at omdanne planeten, lige fra dens fysiske udseende til dens økosystem og klima. Næste trin bliver, at vi med bioteknologien begynder at omdanne os selv.
Alt i alt er der tale om en ny natur, der kræver nye instinkter og nye erkendelser, og hvor der gælder nye naturlove og spilleregler. Vi har bare ikke for alvor indset det.
For de fleste er naturen mest et billede, de har inde i deres hoved. Det er noget smukt og flot, som man kan se på TV, og af og til på skovtur eller i ferierne. Men det er ikke naturen, der holder os i live. I praksis er den uden betydning i vores daglige liv, vi bruger den kun til rekreation og dekoration. Det er supermarkedet og bilen og varmt vand og el, der holder os kørende, og det, vi bruger det meste af opmærksomheden på. Som den amerikanske forfatter Paul Hawkens siger, så kan de fleste skelne meget præcist mellem bilmærker eller de store koncerners logoâer, men de færreste kender navnene på mere end nogle få fugle og træer.
Når vi taler om at noget er "naturligt" mener vi tit, at det er noget, som er oprindeligt og uforandret. Natur er blevet et ord, der signalerer permanens og en vis konservatisme. Men naturen er jo netop ikke permanent. Den er dynamisk, den forandrer sig og udvikles hele tiden.
Der er et nyt økosystem under udvikling, hvor robotter og cyberspace skal finde deres plads mellem bakterier og skovsøer og årstidernes skiften. Evolutionen går videre, og nogle gange går det pludselig stærkt. Det kan virke som om vi er i en af de perioder i evolutionen, hvor vilkårene forandres gennemgribende og hurtigt. Ihvertfald har vi i de senere år fjernet en række stopklodser, ikke mindst med bioteknologien, der nu gør det muligt at lave hurtige ændringer i den måde, mennesker, dyr og planter fungerer på - ændringer, som før ville have taget tusinder af år at opnå. Evolutionen er i sig selv blevet ændret.
De spilleregler der afgør, hvem der klarer sig, og hvad man kan tillade sig, ændres også. Idag er samfundet gennemsyret af spillereglerne for industrisamfundet - lovene, moralen, og opdragelsen er præget af vilkårene dengang man levede af fysisk produktion, dengang verden endnu var uendelig i forhold til det, mennesker kunne påvirke. De spilleregler er i stigende uhensigtmæssige. De svarer ikke til virkeligheden, og i værste fald er de kontraproduktive og destruktive.
Spørgsmålet er så, hvad spillereglerne i den ny natur er? I øjeblikket står det åbent. Vores gamle verdensbillede er pillet fra hinanden og vi er ved at skrue et nyt sammen - frigjort fra meget af fortidens moralske og teknologiske begrænsninger.
Det betyder imidlertid ikke at det er ligemeget, hvad vi vælger. Vi kan vælge næsten hvadsomhelst, men vores valg har stadig konsekvenser. Faktisk har konsekvenserne af vores handlinger aldrig været så gennemgribende og afgørende for hele kloden, som nu.
Steward Brand, nok en amerikansk forfatter, har sagt, at "vi er blevet som guder, så vi kan lige så godt gøre os umage med det". Det vi mennesker gør, vil fortsætte med at forandre kloden så gennemgribende at der stort set ikke er noget tilbage, der er "naturligt" og uberørt. Vi står - i fællesskab - med klodens skæbne i vores hænder.
I den verden vi er på vej mod vil det at være menneske være noget andet. Den væsentligste forandring af vores art er formentlig, at vi smelter sammen med den teknologi vi selv har skabt. Samtidig er den verden vi færdes i, så småt begyndt at blive befolket af væsener, vi som udgangspunkt har designet ö videreudviklede fra computeren.
Kunstig intelligens er et af den slags mål, der altid ligger "20 år ude i fremtiden". Mange vil sikkert sværge at deres computer er decideret dum. Den prøver at være smart, men den er ikke god nok, og så er det bare irriterende. Og det er rigtigt; jeg bander en hel del over mine computere. Men jeg kan se hvor det bærer hen. For hver gang et program opdateres og for hver gang jeg får en kraftigere computer, så mærker jeg, at maskinen overtager mere og mere.
Efterhånden har jeg fået fortalt den en hel del om, hvordan jeg vil skrive mine breve, lave mine søgninger, styre min kalender osv., og med tiden har jeg fået fortalt den en masse om mig selv. Den kender mit navn, den har alle mine bekendte telefonnumre og adresser, den kender mine passwords, og min kalender. Vi er ifærd med at opbygge et forhold til hinanden, og efterhånden som computeren vokser op, vil det omfatte stadig mere af alt hvad jeg gør.
Samtidig breder computerne sig; fra bilen til cyklen, fra symaskiner til Legoklodser. Der indbygges "intelligens", og de genstande vi bruger vil forsøge at lære noget om os og om omverdenen, for at de kan betjene os bedst muligt. Efterhånden kan de mange små computere tale sammen og udveksle deres viden, og så lever vi ikke blot blandt intelligente genstande, men i intelligente omgivelser, som konstant bemærker os og justerer sig i forhold til det, de ved om os ö på godt og ondt. Vi vil synes at det er naturligt, at apparater henvender sig til os, og at vi taler til dem, som var tænkende og levende væsener.
Jeg tror at vi med tiden vil blive lige så afhængige af computerne og datanettene som vi er af vores briller, høreapparater, tandproteser osv. måske er vi det allerede. Vi får nye sanser og nye evner, og vi ændrer vores samfund derefter, og derfor bliver vi hurtigt så afhængige af teknologien, at vi ikke kan klare os uden. Det er den nye natur. Vi er blevet noget andet, og vores verden og vilkårene i den er forandret. I morgen vil den være noget andet igen.
Menneskeheden ser ud til at ville blive bundet meget tættere sammen. Internettet, medierne, de store leverandører af nyheder og kultur kan betragtes som en slags elektronisk nervesystem, der gør os istand til at orientere os, kommunikere, diskutere og lagre viden globalt. For hver enkelt af os er det en fantastisk udvidelse af vores sanseapparat, men det virkeligt interessante er at det nervesystem er fælles for alle dem, der tilslutter sig en slags global hjerne.
Vi bindes også sammen af handel og erhvervsliv, af politik, og ikke mindst af et fælles naturgrundlag. Jo flere vi bliver, og jo mere mennesker breder sig i forhold til økosystemet på kloden, des mere bliver menneskeheden knyttet sammen i en åbenlys indbyrdes afhængighed. Vi bliver ét system, hvor alle medlemmer har en interesse i at holde hele systemet sundt ö selv om det måtte kræve at den enkelte må tilpasse sig og måske give afkald til det fælles bedste.
Den indbyrdes afhængighed er tydelig på miljøområdet, hvor drivhuseffekten og mange former for forurening rammer mange andre end de, der forårsager den. Den tætte sammenhæng er også åbenlys i finansverdenen, hvor dårlige konjunkturer kan brede sig fra et enkelt område til at smitte den globale økonomi.
Vi har skabt et system, der næsten er levende, og nu er det spændende om vi kan beholde herredømmet over det, og fortsætte som de, der forvalter den ny natur. Det er afgørende, at vi forsøger at forstå, hvordan vi kan forme det til noget positivt. Hvad er det vi virkelig ønsker, hvad skal der til for at det er dét, der bliver realiseret? Hvad er det, der kan gøre at vi mennesker stadig vil føle os hjemme og trygge i verden?
Hvis penge og væksten i antallet af dem, er den eneste værdi der kan regnes med, så vil vi skabe et system, der tager os på ordet, og skaber penge, masser af penge, så effektivt at vi ikke selv kan konkurrere og alle andre menneskelige værdier vil blive omdannet og undertrykt.
Mit bud er at vi i stedet skal holde godt fast i de værdier, der gør os til mennesker fremfor maskiner. Vi har behov for kærlighed, vi sætter pris på kvalitet og på kreativitet. Det er nogle værdier, som vi i mange tilfælde sætter langt højere end en rent rationel overvejelse om hvad der giver flere penge eller mere materielt vækst. Det er værdier, som kun vi mennesker kan definere, og som hæver os til noget særligt her på kloden. Og den gode nyhed er, at det også er de værdier, som vores teknologien kan frigøre os til dyrke noget mere hvis vi altså vælger det.